Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

No One's There in Aarhus

Populær
Updated
Korn
Korn-2
Korn-13
Korn-23
Korn-35
Korn-38
Korn-42
Korn-8

Det er kun 11 dage siden KoЯn var i Danmark på Copenhell. Det kunne mærkes på fremmødet i Aarhus og energien fra band og publikum.

Kunstner
Dato
27-06-2022
Koncertarrangør
Fotograf
Neil Poulsen
Karakter
3

Det er ikke hver dag amerikanske KoЯn giver koncert i Danmark. Men her post-corona har de så valgt at give to koncerter indenfor 11 dage. Det kunne mærkes på fremmødet i Aarhus, der aldrig blev den fest, man som fan kunne have håbet på ved Jonathan Davis' første koncert i Jylland nogensinde.

For KoЯn har skam været i Danmark masser af gange før. Senest var i 2014, hvor de spillede for et udsolgt publikum i Amager Bio. Så skulle der gå otte år før de igen var at finde her. Det var de så i forrige uge, da de spillede på Helviti-scenen ude på Refshaleøen. Et sted, de tidligere havde gæstet tilbage i 2011 under den anden Copenhell nogensinde. Derfor var der tydeligvis ikke solgt så mange billetter til KoЯn i Aarhus.

Men Jonathan Davis var glad for at være i Aarhus. Og efter fem års pause fra turné i Europa, var KoЯn omsider tilbage på landevejene. De har brugt de fem år på at lave et par plader, 'The Nothing' fra 2019 og 'Requiem' her fra 2022. Nu skulle Smilets By omsider trakteres med både nyt og gammelt, og derfor får Aarhus også tidligt i koncerten den profetiske 'Start the Healing' fra netop 'Requiem'. Vi skal videre fra pandemi og pauser.

Det er bare som om nogen har trykket på pauseknappen på både publikum og band. Der er forventeligt gang i de forreste fem rækker af publikum, men det er først når Jonathan Davis kommer ind med sækkepiberne og starter 'Shoots and Ladders' fra debutpladen, at hele salen liver op. Det hjælper selvfølgelig også lige at smide lidt 'One' fra Metallica i bagenden af den sang, og så er vi ligesom i lidt højere tempo. Det fortsætter i 'Y'all Want a Single', hvor der kan udveksles langemænd og så løber det lidt ud i sandet igen.

For da KoЯn vælger at spille 'No One's There' fra deres 20 år gamle plade 'Untouchables' er det igen som om nogen har ramt snooze-knappen i Aarhus. Det er end ikke nok lige at væve lidt Queen ind i 'Coming Undone'. Tempoet er adstadigt og det er en vaskeægte mandag, hvor ingen rigtig er kommet i det høje gear.

KoЯn er dog ingen vårhare indenfor at give koncert og et show, hvorfor de har gemt godbidderne til sidst. Aarhus vågner til 'Freak on a Leash' og i de sidste numre bliver vi igen trakteret med lidt leg, da bassist Ra Diaz og trommeslager Ray Luzier giver los, og der bliver både spillet Iron Maiden og Metallicas 'For Whom the Bell Tolls'. Det hele slutter med et brag og konfetti til 'Blind', og så kan KoЯn sende de fremmødte hjem med en nogenlunde oplevelse i bagagen. Vi kom dog på intet tidspunkt helt op under loftet denne mandag aften i Aarhus Congress Center, eller Scandinavian Congress Center alt efter hvor man slår navnet op.