Kristne amerikanere brændte ikke igennem
Populær
August Burns Red er uden tvivl nogle af de tungeste drenge inden for metalcore-genren og professionelle til fingerspidserne. Og det var da også det, man kunne opleve på årets Copenhell – på godt og ondt.
Med Jake Luhrs i spidsen gik de kristne amerikanere på på festivalens andenstørste scene, Hades, fredag aften, kvart i seks, mens kollegerne i Norma Jean allerede var godt i gang med at dele tæsk ud på den noget mindre Pandæmonium. Og med sin ageren og generelle tilstedeværelse er Luhrs også bandets helt klare blikfang, som han hopper op og ned fra monitorerne forrest på scenen, bliver stående og balancerer med armene ud til siden som en anden Jesus-figur eller svinger mikrofonen i en stor cirkel – helt, som man i øvrigt skal, hvis maner et ægte metalcore-band – mens resten af bandet står på deres vante pladser på den store scene fordybet i hver deres instrument og performance.
Og de leverer alt, hvad man kan forvente af et stort metalcore-band. Der er godt med fræs, ekvilibristiske soli, vokal skiftende fra growl til skrig og tunge breakdowns. Men på trods af at de er imponerende samspillede – måske endda et af de bedste på festivalen – virker det hele lidt for meget som blot endnu en dag på kontoret, og der etableres ingen ægte kontakt til publikum ud over den obligatoriske opfordring til wall of death og circle pit. Det er, som om det hele bare skal lires af, omend præcist og perfekt efter opskriften, som en udenadslære fra latinskolen, og den manglende spilleglæde giver specielt Luhrs’ optræden en grad af livløst og kunstnerisk forladt teater. Og gud, hvor bliver det hurtigt dødkedeligt og forudsigeligt at være vidne til.
Det er et noget andet show end den energibombe, jeg måtte forlade på Pandæmonium, og man ledes til at ønske, at de to bands havde kunnet bytte scene, for Norma Jean lagde op til en koncert med både indlevelse og kærlighed til musikken; noget, August Burns Red desværre ikke formåede at levere på årets Copenhell trods gode forudsætninger.