Mægtige Slayer
PopulærTrods en træg start og fraværet af Jeff Hanneman var det på ingen måde et amputeret Slayer. Bandet dikterede benhårdt, hvorfor de stadig har deres berettigelse som et af de største bands i verden.
2. Disciple
3. War Ensemble
4. Hallowed Point
5. At Dawn They Sleep
6. Mandatory Suicide
7. Chemical Warfare
8. Altar of Sacrifice
9. Jesus Saves
10. Postmortem
11. Snuff
12. Hate Worldwide
13. Seasons in the Abyss
14. Hell Awaits
15. Dead Skin Mask
16. Raining Blood
17. South of Heaven
18. Angel of Death
Det er et sjældent syn at opleve et band som Slayer på en scene som Vegas, og hvad særere var, var at koncerten ikke var udsolgt, men mangen en true Slayer-fan har nok siddet derhjemme og surmulet over fraværet af nyligt afsatte trommeslager Dave Lombardo og guitarist Jeff Hanneman, der døde tidligere på året. Så meget desto mere at gå glip af, for Slayer var ingenlunde et halveret band.
Til publikums taktfaste messen kom d'herrer på scenen og lagde ud med 'World Painted Blood' fra 2009-udgivelsen af samme navn. Kolossen Kerry King stod som forventet støt som en betonpille og spillede først solo med front mod trommeslager Paul Bostaph og ryggen til publikum, og da Araya et par numre inde i sættet listede hen og tog en tår kaffe ved trommepodiet, så det ud til at blive en noget sløv aften. Den første begejstring over at skulle genopleve Slayer sev stille ned i svælget som en lunken fadøl.
Opmærksomheden gik derfor i de første par numre ubeskåret til trommeslager Paul Bostaph, der i flere omgange har været en del af Slayers line-up og nu er det igen efter Lombardos exit. Fra start og koncerten igennem blev et misundelsesværdigt niveau holdt, og Bostaph syntes utrættelig i sin afstraffelse og præcise eksekvering.
Oppe foran var lyden buldrende tung og overdøvede det meste, på nær Arayas bas og Kerry Kings riffs. En vandretur ned midt i salen hjalp en anelse men først et stykke inde i sættet var der rettet helt op på lyden, og Bostaphs bækkener kom aldrig helt til deres ret i lydbilledet. Til gengæld var det kærkomment langt om længe at høre en lilletromme, der lyder som den skal. Altså som Slayer.
Sættet joggede stabilt derudad foran det frådende publikum, som brugte en længe ventet mulighed for at skrige på idolerne, så snart der var ophold i lydmuren. Ganske som det skal være.
Magtdemonstration
Den aparte kaffepause hjalp tydeligvis Araya, der både virkede ydmyg og i vældig lunt humør, samtidig med at han på rutineret vis styrede scenen med sindsro. Der var kort mellem smilene, og pludselig syntes både han og Kerry King at komme til live.
Slayer blev aldeles insisterende, og alt gik op i en højere enhed. Det sjældne syn af mænd på 30+, der går amok i en moshpit vidner om, at Slayer er historie, der skal opleves. Energien steg mærkbart og følelsen af, at det her er, hvad det vil sige at være til Slayer-koncert, blev komplet, da riffet fra 'Seasons In The Abyss' fik Vega op på kogepunktet. Slayer piskede herefter nådesløst niveauet op, og efter 'Raining Blood' faldt det store grå og sorte backdrop ned og fremviste en rørende hyldest til Jeff Hanneman, der ellers ikke var blevet nævnt med et ord. Et bagtæppe med tribute-logoet og ordene ”Hanneman - Angel Of Death - Still Reigning - 1964-2013” blev kulisse for de sidste numre og sendte en samhørig respekt som en bølge gennem publikum.
Dermed også en kæmpe cadeau til Exodus' guitarist Gary Holt, der hele vejen igennem med ydmyghed spillede en solid og nærværende koncert og hverken forsøgte at agere Hanneman eller køre soloræs, men leverede materialet, som det er, og viste sin store begejstring for at spille i det hele taget.
Netop som det ikke kunne blive større, skyllede 'Angel Of Death' ned over den svedige, moshende masse som et definitivt punktum for halvanden time, der sent vil blive glemt, og som understregede at Slayer stadig er øverst i hierarkiet.