Årsliste 2025 – Jacob Dinesen

For flokkens fører er det uklart om anno 2025 var nøjagtigt som det plejer, eller om fraværet af vanvittige oplevelser er et tegn på krise og altings ophør? Nuvel, lidt musik blev det da til.

På trods af helt utrolig meget, så var 2025 et interessant år med masser af opture. Som året går på hæld, glædes jeg ved det at have venner, jeg beundrer for den musik de laver, og at min omgangskreds inkluderer helt vildt mange vanvittigt passionerede mennesker, der lever for drømmen. At kunne tale med alle om den musik, der rører så mange, er virkeligt givende.

Årets danske album:
1. Orm: ‘Guld’ – ‘Guld’ er ikke ‘Intet Altet’, ‘Guld’ er ikke ‘Ir’. ‘Guld’ er derimod både ‘Ir’ og ‘Intet Altet’ og utrolig meget Orm. Episk, smadret og smuk. Få bands har jeg fulgt så tæt som Orm, i så mange år, og det er uendelig interessant at opleve hvordan ord og tanker bliver til musik.

2. Skt. Delarge: ‘Ritualer Er Det Eneste Vi Har At Holde Om…’ – udansk på alle måder. Det er for voldsomt til at passe ind i en hjemlig kontekst, men ikke desto mindre foregår det hele på dansk. Hvad genrer angår er vi et sted mellem hip-hop og elektronisk, men med al agressivitet fra crust og hardcore. Giv dig selv bank, lyt til denne.

3. Heathe: ‘Control your Soul’s Desire for Freedom’  – Fra første sekund skriges desperationen ud og udtrykket er aldeles deprimeret. Men oveni det er musikken til tider decideret legende. Lyt. Nyd. Tænk.

4. Cabal: ‘Everything Rots’ – Det er muligt, at det ikke er en perfekt helstøbt plade, men der er en rød tråd igennem stemning og eksperimenter. Alt jeg ønsker af moderne metal er favnet af denne plade.

5. Fordærv: ‘Nogen skal jo dø’ – Fart på! mere fart på! Lad være med at fjumre rundt og lave dårlig prog, lav istedet noget der er fedt, som Fordærv. I virkeligheden burde denne tekst dog være konstrueret udelukkende af titler fra pladen, for de siger i sig selv alt, hvad der bør siges om det meste; turen op i den svære toer lykkedes.



Årets boblere anføres af ‘Eyes’ der lige så godt kunne være anført som årets skuffelse thi de har ikke lavet årets plade. ‘Spinner’ kunne have været så meget mere, men efter den inspirerende åbner forfalder de til en ganske traditionel hardcore uden den finurlighed, der definerede særligt ‘Underperformer’ men i rimelig grad også ‘Congratulations’. Pladen er god, men den er ikke fantastisk. Jeg ventede mig bare mere. ‘Empire Drowns’ er trådt ud af idolernes skygge og har lavet en plade med en positivt overraskende international lyd, hvor ‘Frelser’ og ‘Afsky’ var tættere på at være lyden af Danmark i 2025.

Årets internationale album:
1. Steve von Till: ‘Alone in a World of Wounds’ – Denne plade kan mærkes.



2. Agriculture: ‘The Spiritual Sound’ – Tidligere var Agriculture hype uden indhold - de gode meningers holdplads. Med 'The Spiritual Sound' har bandet fundet et nyt og mere selvsikkert selv. De tør groove, bruge guitar soloer fra den afskyelige collegerock som underlag for black metal.



3. Author & Punisher: ‘Nocturnal Birding’ – Tristan Shone var godt på vej væk fra alt der interesserede mig; for meget fokus på hjemmegjorte apparater, der reelt ikke gav en særlig lyd, blot et voldsommere live-show end et keyboard havde gjort. Med ‘Nocturnal Birding’ hænger det hele sammen igen. Som synthwaven er igang med at begå kollektivt kunstnerisk selvmord, står Author & Punisher stærkere frem end længe og bygger bro mellem industrial, metal og ren elektronisk musik.



4. Agnostic Front: ‘Echoes in Eternity’ – Den hårde kerne fra den gamle skole har begået en opvisning i hvordan NYHC skal lyde.



5. Zement: ‘Passagen’ – Årets utroligt tyske oplevelse. Slut 70er/tidlig 80er lyd, kraut/disco/guitar.

Herudover var Årebrot dystert smukke og Seio Nage overlegent funky. Hvad jeg ellers har lyttet til i år har jeg fuldstændig mistet overblikket over grundet tåbelige eksperimenter med mit iTunes bibliotek.

Årets danske hit:
Orm: ‘Udskammet’ – Denne sang kan alt, fra ren rå smadder til smukke akustiske stykker. Kan du kun når at høre en Orm-sang, så lad det være denne.

Årets internationale hit:
Zement: ‘Station to Station’ – 2025s tørreste lyd.

Årets genfundne klassiker:
At the Gates: ‘Slaughter of the Soul’ – Det vil være forkert at sige at dette mestervæk nogensinde har været væk, men det er en oplagt mulighed for at mindes Tomas Lindberg.

Årets koncerter:
1. Warrington-Runcorn New Town Development Plan: Roadburn Festival, 18-04-2025 – En krads kritik af nutiden, set fra en fortid hvor fremtiden stadig var fyldt med håb og drømme.



2. Blood Incantation: Amager Bio, 24-04-2025 – Hypen holdt! En nøje afmålt, aldeles perfekt oplevelse, der var slut førend det føltes den var begyndt. Man ville på samme tid have mere, men i virkeligheden havde man fået lige netop det der skulle til.



3. Steve von Till: Roadburn Festival, 19-04-2025 – Uropførelsen af ‘Alone in a World of Wounds’ var en både nøgen og storslået oplevelse. Steve von Till var flankeret af et fuldt band, men fremstod blottet midt på 013s store scene. Jeg havde lyttet til pladen i måneden op til koncerten og vidste, hvad vi i publikum havde i vente, men jeg havde ikke forudset hvor rørende det ville være at opleve.



4. Exodus: Copenhell, 19-06-2025 – Et forvrøvlet gammelt udtryk lyder: "den man tugter elsker man", og jeg hader virkelig meget ved Copenhell, men hvert år er der lige et par koncerter, der skiller sig ud. I år således Exodus på Pandæmonium. Rob Dukes var tilbage, og som forventet var han den perfekte indpisker. Pitten kørte fra første sekund og efter få minuter var alt indhyllet i en kvælende støvsky.



5. Orm: Vega, 01-11-2025 – Koncerten i Store Vega blev afslutningen på en uge med Orm og det store format klædte dem. Hvor hidsig en oplevelse det end var på Ideal Bar, så gør det Orm det godt at have plads til ekstra musikere og lyskanoner - men mest af alt, så virker det store rum som en ramme, der fremhæver hvert enkelt medlems bidrag til musikken og oplevelsen. Må I snart være tilbage.

2025 var et utrolig godt koncertår, og derfor er boblerlisten ikke just beskeden. Som altid blev det til en stribe oplevelser med John Cxnnor, og den, der virkede bedst for mig, var kaoset i Vega i begyndelsen af året. Alt skete, alle var på og festen var vild.



Dødheimgard på Roadburn var også en sublim oplevelse, og jeg ved, at jeg efter koncerten var vanvittigt begejstret, men siden har jeg ikke tænkt meget på den. Det ser jeg som et tegn på at koncerten ikke var i Top-5, lige meget hvor god, den end var.



Under A Colossal Weekend fik vi Laser Nun, et sjældent vellykket værk skabt til festivalen og Folkets Hus.



Af giganterne imponerede Iron Maiden i Royal Arena med en sublim koncert med en perfekt setliste. Blandt andet fik jeg endelig endelig endelig lov at høre ‘Murders in the Rue Morgue” live. Storslået!



På Roskilde kom Bissesvinet med på et sidste øjebliks afbud, og det er jeg virkelig glad for. Som min kære kone skrev i sin anmeldelse: “Bissesvinet blev en symbiose mellem det højrøvede og det banale. Det kaotiske og det sarte.”

Årets ekstrametalliske indslag:
1. clipping.: ‘Dead Channel Sky’ – Jeg er ikke sikker på, at den skal med som et ekstrametallisk indslag. Hvis ikke du allerede har stiftet bekendtskab med clipping. så gør det nu. Musikken svinger mellem ultraminimalistisk, brutal støj og alt derimellem. Det vildeste er dog, hvordan den overdrevent coole Daveed Diggs rapper i ti-dobbelt tempo uden at lyde det mindste anstrengt. Nå ja, så har de også masser på hjerte uden det hele ender i Body Count banaliteter. En af årets aller-aller-bedste plader.



2. Filuka: ‘Forglemmigej’ – Dansk hip hop, der ikke lyder som dårlig r’n’b og istedet bare er fedt. Filuka opdagede jeg efter at have undret mig over, hvad det var der spillede i Pumpehuset efter Bæst havde smadret byhaven hin sommeraften. Desværre undersøgte jeg det først et par dage efter koncerten. Tidals halve sandhed siger, at dette var den plade jeg lyttede mest til i 2025.



3. Horsegiirl: Roskilde Festival 03-07-2025 – Indrømmet, jeg havde glædet mig til at opleve denne tematisk besynderlige tysker og det blev alt jeg drømte om. Her der og alle vegne var der folk med hestehoveder, små heste - alt hesterelateret. En perfekt nattefest på Roskilde.



4. Confetti: Vega, 02-10-2025 – Fotografens lod er ofte at stille på en adresse kl xx:yy uden helt at være klar over, hvad man mon skal fotografere, hvordan det lyder eller hvad historien er. Confetti på Ideal Bar var en af disse oplevelser. Vi var ikke mere end 30-40 til koncerten, der måske kan beskrives som en hyldest til en plastikelefant? Svært at beskrive, men det fantatiske ved aftenen var at musikerne ikke lod sig mærke af at fremmødet ikke just var en bekræftende oplevelse, men istedet spillede som var det karrierens vigtigste koncert. Alle bør gøre sådan, hver gang.



5. De La Soul: ‘ Cabin in the Sky’ – Før første lyt var jeg i tvivl om verden havde brug for musik fra mine gamle helte, men ‘Cabin in the Sky’ viste sig at være den perfekte hyldest til det mistede medlem og en kærlighedserklæring til hip-hoppens historie.

Årets danske navn:
Jakob Engell Schmidt – Vi har en kulturminister, der deltog alle dage på Næstved Metalfest og derefter tog sig tid til, på Devilutions Facebook, at justere en læsers vildfarelser om at det blot var populisme. Niks. Jakob Engell Schmidt er en af os - og en politiker, der står fast på, at der findes borgerlig ordentlighed.

Årets internationale navn:
De amerikanske ‘Late Night Talk Show’ værters fornyede relevans – Verden er så absurd, at vi må lytte til hofnarren for at få en troværdig udlægning af virkeligheden. 

Årets nye danske navn: 
Skt. Delarge – Definer “nyt navn”? Skt. Delarge har lavet musik før 2025, men debutten udkom i år. Han er mit nye danske navn fordi udtrykket er perfekt udansk på dansk.

Årets nye internationale navn: 
Jeg aner det ikke  – jeg har mistet overblikket over hvad der er nyt, og hvad der var gammelt.

Årets comeback:
Coroner – begavede mennesker siger, at den er god, jeg skriver mere, når jeg til næste år skal beskrive hvad jeg overså i 2025.

Årets fysiske udgivelse/bog/film/bokssæt:
Lejlighedsopgradering – trods håndværkeres iboende uduelighed, er det stort set lykkedes at få alt frisket gevaldigt op. Hurra for opbevaringsplads og muligheder for organiseret orden, over det hele.

Det overså jeg i 2024:
Emme Sehested Høgh – Det er svært at være fantastisk, og deri også begrundelsen. Dette var 2024’s bedste sang, og jeg missede den, da lortet gik ned, og årslisten skulle skrives. Pinligt.

Årets optur: 
Som altid vil jeg genudsende mit opråb til det danske folk om at drage på pilgrimsfærd til Roadburn. Uanset hvordan du bærer dig ad, lige meget hvor forhippet du er på, at metal kun er a, b eller c, så vil du rejse hjem med et større perspektiv på, hvordan din yndlingsmusik også kan lyde.
Som et stærkt udtryk for dette vil jeg nævne Endons koncert. Det er brutalt fantastisk at stå med tømmermænd kl eftermiddag på festivalens sidste dag og blive blæst igennem hård støj koblet med et virvar af strober og laser.

Selvom Copenhell er det store samlende festival herhjemme, så har vi et mylder af mindre festivaler og særligt tre skiller sig ud: Epic Fest, A Colossal Weekend og Killtown Death-Fest. Deres udtryk er skarpt kurateret af ildsjæle og de har alle (til overflod) hvad Copenhell mangler: personlighed og sjæl.
Samtidig med dette går der dog skud ud til festivalen for at satse hårdt og booke The Prodigy som hovednavn. Mere af det tak!

Roskildes førstedag var en særskilt optur; +30 grader, fantastisk selskab og til sidst et vanvittigt skybrud. De omtågede minder påstår, at alt var sådan for 5-10-20 år siden aka. Roskilde når den er bedst.

Slutteligt fortjener Næstved Metalfest et kip med flaget for bare at være en metalfestival. Intet tema, ingen latterlige navne til mad og drikke; bare en metalfestival af høj klasse.

Årets største skuffelse:
Det er muligt at ovenstående indikerer, at det herrens år 2025 var i den gode ende, men som altid, var der et par markante afvigere fra idealet.

Denne har været svær at placere på listen, men af nedture står det stærkt tilbage at fotograf Bjarke Ahlstrand fik Sebastian Wolffs guitar i hovedet under Kellermensch koncert til A Colossal Weekend. Det var ikke overlagt, men skødesløst, og konsekvensen af dette var alskens infektioner, en slem hjernerystelse og en tur ud i et juridisk ingenmands for Bjarke, og en reminder til alle os andre om at vores naive professionelle hobby ikke er risikofri.

Nu skal vi lege fuck, marry, kill - med Copenhell. Festivalen er ingenlunde perfekt, men den er nu en gang et fast punkt på vores metalkalender.

* Fuck - Prodigy kom, de sejrede ikke en skid, men ideen om dem var vild, og det var det hele værd. Mere af det! Metallen lever på lånt tid og giganterne dør snart af alderdom sammen med alle deres fans. Skal “vores” musik have en chance for at leve i stor skala, skal der ske noget nyt. Et hovednavn fra den elektroniske verden peger i retning af at det hele måske ikke døde med Ozzy.

* Marry - Devilution! vores dækning af festivalen er overlegen. Vi anmelder og fotograferer alt, tæppebomber alle kanaler med indhold, non-stop i flere uger. Det er fantastisk at se, hvad vi kan, når vi virkelig vil det.

* Kill - ⅔ af alle fotografer på festivalen. Der er for mange, og det tjener intet formål. Alle får ens billeder og ingen af dem bliver fantastiske, thi alle står i vejen for hinanden og effektivt blokerer alle muligheder for at komponere et interessant billede. Alle venter på, at en eller anden idiotisk sprællemand på scenen laver sit latterligt formulariske badutspring - istedet for at gå efter det, der ikke blot er et spørgsmål om at pege i den tilnæmelsesvist rigtige retning og så skyde 20-30-40 fps. 

Særligt ringe var også Neverlands koncert på Næstved Metalfest. Dette er i særklasse en af de værste koncerter, jeg nogensinde har set. Ingen på scenen lignede nogen, der skulle have haft udgang fra øvelokalet, og jeg glemmer aldrig hvor elendigt det fremstod, da forsangeren efter et par sange satte sig ned for at tune sit vokal-apparat. Det eneste, der havde virket, var at slukke for det hele, sige undskyld til publikum og rejse hjem.

Sidste år udråbte jeg Israel til årets internationale navn. Jeg står ved, at de var det sidste år, men i år er landet næsten øverst på shitlisten. Anført af en korrupt idiot gjorde det alt, hvad der var muligt for aktivt at udradere hele Gaza og samtidig begrave deres moralske overtag i ruinerne. Dette var naturligvis en direkte afledt konsekvens af, at Donald Trump blev præsident i USA og straks gik igang med at afmontere den liberale verdensorden og gav fripas til alle psykopater; hvad fanden har folk dog tænkt på; og hvorfor går alt, alle steder i retningen af MERE af dette vanvid? som Havok sang “ Give Me Liberty...or give Me Death!”

Største ønske for 2026: 
Mest af alt så ønsker jeg mig flere folk. Devilution trænger virkelig til flere skribenter, ikke fordi vi mangler nye perspektiver, men fordi det er for meget musik til at vi kan dække det vi gerne ville; det vi burde.
Kom - lad os lave landets stærkeste musikmagasin! Vi skal ikke stå til regnskab for nogen eller noget - vi kan gøre hvad vi vil, og vi har platformen, der sikrer at vores ord vitterligt gør en forskel.

Med tanke på at alting falder fra hinanden i stor skala, så håber jeg, at flere kunstnere tør mene noget. Tiden er ikke til at være ligeglad og satse på, at det hele går over; vi er i en brydningstid og alle skal aktivt tage stilling. Nu.

Som altid vil jeg også drømme om færre glade amatører; både på scenen og bag tasterne. Jeres bidrag tjener intet andet formål, end at nusse om en dødfødt drøm.

Det glæder jeg mig mest til i 2026:
Godt spørgsmål, umiddelbart at det bliver noget andet end 2025 og at alt det derfor uventede bliver fantastiske overraskelser, jeg ikke kunne forudset eller planlagt.