Rent fucking jule-armageddon!
Mayhem indtog med vanlig sans for dramatik Amager Bio på en kulsort fredag d. 13. og gav en forrygende og veloplagt koncert for et mindst lige så veloplagt publikum. Men Varg behøver vi vel ikke invitere igen, vel?
Bad Blood
MILAB
Psywar
Illuminate Eliminate
Chimera
My Death
Crystalized Pain in Deconstruction
View From Nihil
Ancient Skin
Symbols of Bloodswords
------
Freezing Moon
Life Eternal
De Mysteriis Dom Sathanas
Funeral Fog
-------
Deathcrush
Chainsaw Gutsfuck
Carnage
Pure Fucking Armageddon
Uden at bilde mig selv ind, at det er en tilfældighed, at man lægger en Mayhem-koncert på en fredag d. 13., er det jo et ganske fornuftigt bagtæppe til en god aften i byen, hvis man er sådan lidt fyldt op af hellighed og julestemning.
Amager Bio var ikke udsolgt denne fredag, men konkurrencen med halvlunkne juleøl og ditto julesnaps er også en hård nyser i december, hvor alle i familiealderen kæmper med at bevare balancen mellem julefrokoster, julekomsammener, julestue og juleklip. Og familiealderen var netop gennemsnittet for Mayhems publikum denne aften. Bevares, der var en enkelt under 30 hist og pist, men vi må nok se realiteterne i øjenen: Mayhem er for os gamle. Os, der hørte dem i deres spæde, men dog ret højlydte start og som har fulgt bandet mere eller mindre trofast lige siden.
Skiftende besætning har præget bandet, der denne fredag aften underholdte os med et stort opsat 40-års jubilæumsshow, og sætlisten var jævnt fordelt ud over Mayhems mange udgivelser. Denne aften havde vi fornøjelsen af frontmand Attila Csihar i flot selskab med Jørn 'Necrobutcher' Stubberud, trommeslager Hellhammer samt guitaristerne Teloch og Guhl.
Da Mayhem kom på scenen lignede de ikke et band i topform. Der er kommet lidt topmave, lidt rynker og lidt stivhed i leddene, men Hellhammers imponerende kravlegård var lige så imponerende som den altid har været – og da showet først gik igang var det ret tydeligt, at de ikke sådan lige planlægger en snarlig tilbagetrækning. Forsanger Attila var i storform og hvæsede og skreg sig igennem sættet, der var hele 18 numre langt, og havde fremragende lyd hele vejen igennem det to timer lange show, der startede i 2019 og sluttede med et friskt fremført version af 'Pure Fucking Armageddon' fra EP'en 'Deathcrush'.
Ved koncertens begyndelse,, der startede i 2019-udgivelsen 'Daemon', blev det tydeligt, at ikke alle var kommet udelukkende for at høre numre fra 'De Mysteriis Dom Sathanas'. Fra første tone blev der spillet skarpt, præcist og beskidt på samme tid. Mayhem er ikke kendt for stabile live-optrædender, hvilket måske også har sin charme, så denne koncert, der var en af de sidste på touren, kunne nemt være endt i hat og briller. Men på trods af Jørn 'Necrobutchers' rødvinstørst på scenen sad alle numre lige i skabet, og bandet var veloplagt og på. Dybt professionelt fremført og med samme sans for drama, som altid har været et særkende for bandet.
Denne type koncerter kan godt blive lidt bagudskuende, og selvfølgelig var Mayhem også godt klar over hvad vi var kommet for at høre. Koncertens midterste del blev således dedikeret til deres mesterværk 'De Mysteriis Dom Sathanas', som naturligvis fik hele fire numre at boltre sig på. Kunne de have valgt nogle andre numre? Ja, måske. Der er nok mange meninger om den sag, men at taget løftede sig, da første riff i 'Freezing Moon' bredte sig over Amager Bio, kan ingen diskutere. 'Funeral Fog' blev til dels fremført fra det hidsides, da Attila forlod scenen for at give plads til Per “Dead” Ohlin. Passende intermezzo, som aldrig nåede at blive kvalmt, omend det havde potentialet.
I det hele taget var aftenen godt doseret. Valget af numre på en sætliste, der skal dække et bagkatalog, der strækker sig over 40 år, er altid vanskeligt, men Mayhem lod til at have en plan og de eksekverede den uden lange taler og almindelig leflen for publikum.
En lille anke i hele dette setup var måske deres hyldest til Varg Vikernes. Det er i 2024 ret upassende – det er vel efterhånden et etableret faktum, at manden er bindegal og hader nogle ret specifikke grupper. Det behøver vi vel ikke at hylde – selv om vi alle sammen var frygteligt farlige dengang i ‘90’erne?