MMF XV: Nyt liv i Saturnus
Doom-legenderne beviste endnu engang, hvorfor de netop er legender, på en festival, hvor doomgenren ellers ikke får megen sendetid.
2. Empty Handed
3. Forest of Insomnia
4. Breathe New Life
5. I Long
6. The Calling
7. Christ Goodbye
Metal fås i mange afskygninger, nogen mere svært forenelige end andre. Efter lidt fornøjeligheder med opkomlingene fra grind-foretagendet Genocide Doctrine skal vi således heeelt ned i gear, da Saturnus er næste navn til at indtage hovedscenen. I år placeret i en forstørret udgave af teltscenen, så de større navne ikke skal lide under ikke selv at kunne være herre over lyssætningen, hvis deres sendetid er før solnedgang.
Saturnus er det første større navn til at spille scenen op (kun Crocell har spillet der et par timer forinden), hvilket i sig selv virker paradoksalt for et band, der i den grad vinder på at blive indtaget i de tunge aften/natte-timer. Med det sagt kommer vi selvfølgelig ikke udenom, at det meste af Metal Magics line-up kan drage fordel af den sene spilletid, og så har Saturnus denne gang blot trukket det korteste strå – men kan i det mindste netop drage fordel af en lukket scene, modsat da de fx i 2013 havnede helt malplaceret på Copenhells Pandæmonium-scene i strålende solskin.
Med 'The Storm Within' nyligt udkommet er det dén, der bliver tildelt mest opmærksomhed i dagens anledning. Titelnummeret demonstrerer netop den spændevidde, den opdaterede besætning har fået frem i dem, ikke mindst med tilføjelsen af Indee Rehal-Sagoos delikate guitarsolo-chops og tilbagevendte Mika Filborne, der supplerer med simple, men ikke desto mindre effektive key-anslag, når det tjener sangen vel. Således også i fx 'Forest of Insomnia', hvor Thomas A.G. Jensens rene vokal over et minut kun flankeres af Milborne og sagte fingerspil, før distortionen og Henrik Glass' trommer fører nummeret lukt tilbage i det velkendte doom-land.
Det er oplagt at drage paralleller til koncerten på Copenhell blot tre uger tilbage. Ikke mindst fordi de turnérer med samme plade, og sætlisten er komplet identisk, men hvor Live Nation havde givet dem den mere optimale, sene spilletid, så kan vi i dag i stedet drage fordel af at se Saturnus tæt på, i menneskehøjde, med overraskende god lyd af så relativt lille en scene at være. En lækker setting til at nærstudere præcis hvor stærke fingerfærdighederne er fra Rehal-Sagoo, mens resten af besætningen (udover bassisten) er lidt mere stive i betrækket at se på. Ikke, at det tager noget som helst fra fremførslen. Brian Hansen (bas) headbanger stadig løs med sin kæmpe løvemanke og ser imponerende nok ikke en dag ældre ud, siden han grundlagde bandet sammen med Thomas tilbage i 1991.
Thomas selv holder også stand med sit massive brøl, og han synger gudskelov også lidt mindre danglish i de rene vokalpassager end han ellers tenderer til. Vi slipper dog fortsat ikke for noget sludder imellem numrene, hvor jeg ærligt må tilstå, at jeg ikke kunne forstå hvad han prøvede at sige, eller om det overhovedet spillede nogen rolle. Jeg vælger at antage det sidste, og det er da gudskelov heller ikke værre end, at man blot kan se igennem fingre med det, de par minutter af gangen det varer undervejs.
Det er svært at sætte mange fingre på Saturnus i dag, og de er da tydeligvis også en velsmurt doom-maskine i disse tider. Rutineret, men ikke mere professionelt fastlåst end, at der er plads til at indføle den lidt ekstra her og der, når det falder dem ind. Desuden skal jeg være sen til at brokke mig, når de fx trækker 'Empty Handed' eller den fantastiske, nye 'Breathe New Life' op af hatten – og selvom jeg ville ønske de brød rutinen m.h.t. at flette mere fra debuten ind i sættet, så er det nu også svært at brokke sig, når de for 10.000 gang lukker med 'Christ Goodbye'.
Saturnus gjorde alt det de skulle, med den spilletid de havde til rådighed, og så kan vi i bund og grund ikke ønske os mere.