Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Morfarrock på Amager

Populær
Updated
Morfarrock på Amager
Morfarrock på Amager
Morfarrock på Amager
Morfarrock på Amager
Morfarrock på Amager

The Cults fremførsel af ’Love’ i DRs Koncerthus var rutinepræget morfarrock spillet af aldrende rockhelte fastgroede i 80’erne.

Kunstner
Spillested
Dato
04-10-2009
Distributør
Genre
Trackliste
1. Nirvana
2. Big Neon Glitter
3. Love
4. Brother Wolf, Sister Moon
5. Rain
6. The Phoenix
7. Hollow Man
8. Revolution
9. She Sells Sanctuary
10. Black Angel

Ekstranumre:
11. Electric Ocean
12. Wild Flower
13. Sun King
14. Rise
15. Dirty Little Rockstar
16. Fire Woman
17. Love Removal Machine
Koncertarrangør
Fotograf
Mathias Nielsen
Karakter
2

1980’erne… Kærlighedens årti? Næppe. Men det var dekaden hvor et kultisk band agerede moralens forkæmpere med stadionrock tilsat spirituelle tekster.

Denne gruppe ved navn The Cult var også en af de førende inden for revivalen af den klassiske rock, som herskede fra midten af 60’erne og ti år frem.

Og på de fire plader ’Dreamtime’ (1984), ’Love’ (1985), ’Electric’ (1987) og ’Sonic Temple’ (1989) trakterede kvartetten med en ufejlbarlig cocktail af eksplosiv, men melodisk og dansabel rock, som appellerede til alt fra seje metalhoveder over semitransvestitiske glamrockere til poptøser med Cyndi Lauper i walkmanen.

Men som det skete for så mange andre 80’er-navne, gik det 1990’erne galt for gruppen med grungens fremkomst; stadionkoncerter kunne det ganske vist stadig blive til, men der var ikke meget at komme efter på de to albums, der blev udsendt i dét årti, inden Cult gik i glemmebogen.

Sløj æra
I det nye årtusinde vendte Cults primus motorer, frontmand Ian Astbury og guitarist Billy Duffy, imidlertid tilbage - først med en lyd opdateret til tidens trendy og hårdt rockende toner på forcerede ’Beyond Good and Evil’ (2001), siden med det to år gamle ’Born Into This’, der var en mildere, men også endnu værre, kalorielet joke.

Anno 2009 består The Cult foruden Duffy/Astbury af en klippefaste rytmeduo: suverænt tighte John Tempesta - der har siddet bag tønderne for både Exodus og Testament i 90’erne – og Chris Wyse, der var én af de bassister, Metallica ”testede”, da Jason Newsteds afløser skulle findes.

Og det var denne Cult-konstellation plus ekstraguitaristen Mike Dimkich, der stod på scenen i DRs endeligt færdigbyggede Koncerthus.

Uden anledning, i øvrigt.

Koncerten var nemlig én i en række, hvor The Cult fremfører ’Love’ fra første til sidste sang – en anden trend, der er fulgt i kølvandet på bølgen af gendannede dinosaurbands. Problemet hér, er så bare, at The Cult ikke har udgivet nogen regulære mesterværker, men ’Love’ er så i det mindste deres muligvis bedste plade.

Tørrede den af på arrangøren
Og var det så godt? Nøh, egentlig ikke. Og det var der flere årsager til.

Først og fremmest havde bookeren tilsyneladende glemt at fortælle Cult, at de skulle spille i en Koncertsal primært tænkt til fremførsel af klassisk musik, samt at der i symfoniorkesterets fravær ville være publikummer hele vejen rundt om scenen.

Omkring en tredjedel af tilskuerne havde således fået billet til en plads bag scenen med udsigt til Billy Duffys nakke (han er nemlig for sej til at vende sig om) i halvanden time.

Ian Astbury vendte sig dog tit om - for eksempel sang han stort set det hele af ’Revolution’ til røvplads-publikummet og kastede også ofte tamburiner efter dem, men det var kun når han ikke krukkebrokkede sig over hvor elendigt spillestedet var til rockmusik.

Salig sandt. Umiddelbart. Men hvorfor fanden fandt koncerten så sted dér, Mr. Tough Guy?

Det var som om Astbury tørrede den af på arrangøren, bare fordi hans band og crew ikke selv havde gidet tilpasse sig de alternative forhold og indrettet scenen anderledes. I det mindste kunne man da have korresponderet med en intern lydmand, som havde forstand på de akustiske forhold i Koncerthuset!?

Lyden var nemlig også af lort. I hvert fald fra fjerde række (efter sigende var den fortrinlig længere tilbage i salen), hvor man ikke kunne høre andet end Billy Duffys guitar, og i første halvdel af koncerten en særdeles grødet og druknet Astbury-vokal.

Selvparodisk Jim Morrison-fetich
Men altså musikken… Jo da, The Cult spillede godt og alt det der, men der var stort set ingen kemi at spore mellem bandets to store egoer Astbury og Duffy. Publikum var dog delvist ligeglade, så stemningen kogte både under titelnummeret, balladehittet ’Rain’, The Stooges-pastichen ’The Phoenix, førnævnte ’Revolution’ og selvfølgelig ’She Sells Sanctuary’.

Men der var immervæk noget morfarrock over det hele. Der manglede farlighed, ånd og den mest skamredne kliché af dem alle; kant.

Tag bare Ian Astburys Jim Morrison-fetich, som efterhånden har taget selvparodisk overhånd. Han har været hele turen igennem som den veltrænede croonende Jim over hippie-Jim med fuldskæg, og nu er han nået til deroute-Jim med flæskevom og dobbelthage.

Den væsentligste forskel på Ian og Jim er bare, at The Lizard King havde så en intens sceneoptræden, at det lykkedes ham at blive arresteret og censureret, mens engelske Ian denne aften højst kunne fremprovokere et par løftede øjenbryn takket være sin arrogance overfor stedet og arrangementet.

Tilforladeligt
Ekstranumrene rettede op på selvparodi og Duffys tyggegummityggende autopilot.

Her var stemningen nemlig en anelse mere løsreven, og når man så bort fra bovlamme ’Rise’, leflende ’Dirty Little Rockstar’ og ’Fire Woman’ - der ved grød lyder mere af U2 (The Horror! The Horror!) end af Led Zeppelin – stod ’Wild Flower’ og i særdeleshed afsluttende ’Love Removal Machine’ som den perfekte fusion af AC/DC og Rolling Stones.

Dén slags kan man ikke brokke sig over.

Men det var småt med lyspunkter i den alt for tilforladelige og morfarrockede koncert på Amager, som godt nok ikke var direkte dårlig, men som man til gengæld stort set havde glemt en halv time efter den sidste tone.

Og sådan skal rigtig rock vel for fa’en ikke være?