NMF 23: Solid afslutning
Årets hovednavn Paradise Lost serverede en sand hitparade og lukkede Næstved Metalfest i stor stil.
2. Hallowed Land
3. Faith Divides Us - Death Unites Us
4. As I Die
5. True Belief
6. Forever Failure
7. Gothic
8. The Last Time
9. Say Just Words
10. The Devil Embraced
11. No Hope in Sight
12. Embers Fire
13. Ghosts
Det var en drengedrøm for festivalarrangør Michael Hvolgaard Andersen at få sine gamle helte i Paradise Lost til at headline Næstved Metalfest. Og hvis smilet var stort før festivalen, så voksede det formentligt også efter festivalen.
Paradise Lost var bestemt pengene værd. Godt nok leverede de britiske ikoner ikke en indsats over det sædvanlige, men så er det jo godt bundniveauet altid er tårnhøjt hos kvintetten, der med undtagelse af trommeslageren, bemærkelsesværdigt har holdt sammen lige siden dannelsen i 1988. Meget få bands kan bryste sig af sådan et sammenhold igennem 35 år, og måske er det netop også derfor, at Paradise Lost svinger så godt sammen.
Solen var passende gået ned, da briterne præcis klokken 22.45 gik på scenen og sendte deres mørke metal ud over den gamle kaserneplads, hvor der vel nok var små 1000 gæster samlet til årets sidste navn efter tre dages festival.
’The Enemy’ åbnede showet, og fra starten af gik lyden skarpt igennem, så det var en sand fornøjelse at høre de mange klassikere komme på stribe. Efter åbneren gik sætlisten direkte over i mægtige ’Hallowed Land’ fra det helt store mesterværk ’Draconian Times’. Nick Holmes har aldrig været en gudsbenådet sanger, men frontmandens vokal er utvivlsomt blevet bedre igennem karrieren. Han sang simpelthen forrygende i Næstved, hvor især ’True Belief’ fra gennembruddet ’Icon’ fik hårene til at rejse sig.
Til september er det 30 år siden ’Icon’ udkom, og i anledningen har Paradise Lost valgt at genindspille hele pladen, der udkommer sidst på året. Hvorfor gruppen har trang til at genindspille noget, der i forvejen er perfekt, må stå hen i det uvisse. Men næppe fordi de har tænkt sig at ændre på indholdet.
”See if you can spot the difference,” lød det kryptisk fra Holmes, da han introducerede den ”nye” version af ’True Belief’. Umiddelbart var det vist bare ment som endnu en tør joke fra den 52-årige frontmand, for nummeret lød umiskendelig, som det altid har gjort.
Uden at fornærme nogen kan man vist roligt sige, at gennemsnitsalderen er i den høje ende på Næstved Metalfest, og de ældste skæringer på sætlisten i form ’As I Die’ og ’Gothic’ høstede måske også derfor koncertens største og mest nostalgiske bifald.
Allerbedst blev det under ’No Hope in Sight’, der skrev sig ind som en øjeblikkelig klassiker i Paradise Lost- diskografien, da nummeret udkom på ’The Plague Within’ i 2015, der var comeback-pladen, som fik mange af gruppens tidlige fans til at tilgive briterne for den deroute, mange mente briterne var på omkring årtusindskiftet med udgivelser, der var lige lovligt nok inspireret af Depeche Mode.
Dengang troede Paradise Lost, de skulle til at være verdensstjerner. Sådan gik det ikke. I stedet gik de den modsatte vej og genfandt rødderne i dødsmetal. Nick Holmes growler i Bloodbath, og Greg Mackintosh growler løs i Strigoi, der var på programmet om fredagen. I Paradise Lost gør den 53-årige Mackintosh ikke meget væsen af sig, men det behøver han heller ikke. Han er en gigant med guitaren, og i suveræne ’Emebers Fire’ demonstrerede Mackintosh nok engang, at han som ganske ung for 30 år siden skrev en af de bedste soloer, der nogensinde er hørt i heavy metal.
Kort før midnat takkede kvintetten af efter en 70 minutters velspillet sejr med en sikker sætliste. Men dog en sætliste, der er hørt utallige gange før. Paradise Lost hiver aldrig deep cuts frem og overrasker. Som i aldrig. Undertegnede har oplevet dem omkring 20 gange på 25 år og stadig aldrig hørt noget fra eksempelvis debutpladen. Det er Paradise Lost på godt og ondt, men for et festivalsæt, der skal tilfredsstille flertallet, så satte briterne ikke et ben forkert som hovednavn på Næstved Metalfest.