RF 23: Angstfest
Det er ikke altid lige meningsfuldt med black metal i de fordrukne opvarmningsdage, men det var det med Angstskrig.
Angstskrig med deres nærmest folkelige black n’ roll, var derimod helt perfekt. Selv kaldte de koncerten for en generalforsamling, hvilket ikke var helt vedsiden af, når nu samtlige verdensangste festivalgængere var samlet under teltdugen for at ventilere frustrationerne ud til black n’ roll-fest.
For der var ingen tvivl om at der skulle være fest, når der under de fræsende riffs blev brølet skåle og tørre humoristiske kommentarer ud mod publikum. Der var fed energi i Gaia og man blev revet godt med af musikken, men den eneste der rigtig gjorde en indsats for at holde festen i gang, var deres forsanger og guitarist, hvilket han gjorde godt, men det var ikke helt nok.
Godt halvvejs inde i koncerten, spillede de ’Midt i en Angstkrig’ med fuld fræs, hvortil albumfeaturen, Jøden, selvfølgelig kom ind på scenen. Det skulle vel have været et, blandt mange, fede og sjove gæsteoptrædener, som der er tradition for på festivallen. Det blev dog helt komisk og pinligt, da Jøden tydeligvis var bankelam, hvilket han efter godt 10 sekunder selv indrømmede og skred derfor ligeså hurtigt som han kom ind.
Den bøvs skal dog ikke stå i vejen for, at Angstskrig ellers spillede en ganske god koncert. Der var festlig black n’ roll stemning fra start til slut, som blev faciliteret af den karismatiske anonyme brølefætter med bowlerhat. Og særligt under de sidste numre, fik vi nogle blændende soli af en vis ungarsk guitarist. Han havde ellers ikke gjort det store væsen af sig, men da stjal han fuldstændig showet.
For mig at se var Angstskrigs største problem altså, ud over en stiv rapper, at de med kun tre mand, havde lidt svært ved selv at stå på mål med den energi de prøvede at skabe. De lykkedes med det når frontmanden skiftede position, frem og tilbage mellem mikrofonstativerne, og momentært gav sin egen performance et ekstra nøk op, der dermed også løftede oplevelsen som helhed. Sætlisten var også primært spækket med numre fra debutpladen, hvilket betød at de ikke havde helt nok stærke numre med. Det var så også da de sluttede af med ’Skyggespil’ fra EP’en at det blev rigtig galimatias, men så var det altså også bare rigtig fedt.