RF 23: De kom, de råbte pik, de gik
Populær
At booke situationsfornærmelse til Roskilde festival var udtryk for rigtig god situationsfornemmelse.
Indtrykket var helt sikkert, at det var under Situationsfornærmelse, at vi havde det tættestpakkede fremmøde i opvarmningsdagene til en Devilution-relevant koncert. Årsagen er dog indlysende, da Situationsfornærmelse efterhånden har fået sig en ret stor og bred fanskare i den danske undergrund. En fanskare, der i høj grad består af unge, venstreorienteret og vrede festaber. I hvert fald en stor gruppering af Roskildes kernepublikum. Derfor var Situationsfornærmelse også en fuldstændig genial booking til årets festival, da de trykkede på alle de rigtige knapper – eller fistede os alle de rigtige steder, om man vil.
Det gik derfor også allerede helt amok til første sang, ’Camp Skrald Mig’, der gik rent ind i festivalstemningen under Gaia-teltdugen, da stroferne 'Her i lejren, Der ender du galt' lød. Især hvis du hedder Sofus, er elitær og kommet for at sidde ned. Fordi rent musikalsk er det jo kun meget lidt bedre end Red Warzawa, men det er heller ikke pointen. Pointen er at have det sjovt med at være rasende over hykleri og irriterende typer, og det var lige præcis hvad Situationsfornærmelse var kommet for at gøre.
For lige så stort som moshpittet udviklede sig til at være, lige så store var smilene på os alle og bandet. Alle lallede bare rundt og råbte med på Andrea Uglebjergs nådesløse og flabede power performance.
Anti-solo
Godt halvvejs inde i koncerten blev det tid til en lille solorunde, der startede med guitar og trommer. Ikke at det var blændende, men det fungerede rigtig godt som et pastichet opbrud til en rablende og råbende koncert. Højdepunktet var derfor også da det blev bassistens tur, og han faktisk dårligt nok spillede på sin legetøjsagtige bas overhovedet, men bare stod og havde det for grineren over sin anti-solo. På 20 sekunder gik det altså fra pastiche til parodi. Vi, publikum elskede det og hujede begejstret og dobbeltironisk med på det.
Med det sagt, var det jo slet ikke fordi de ikke kunne spille. Nok arbejder bandet ud fra et punket udgangspunkt, men nogle gange spiller de thrash og speed metal, så lige pludselig spiller de blues, funkrock og så bare punk. Så selvom det hele er totalt fjollet, så har de masser af brikker at rykke rundt med og bruger de forskellige genrer til at understøtte følelsen, eller pointen der skal forbindes med deres skarpe, satiriske og pik-og-pattede tekstunivers.
Vi kunne slet ikke få nok af Situationsfornærmelses vrede og festlige energiudladning og vi ville have ”Mere, Mere, Mere”.