RF 23: Uforløsende desperation
Det var svært for anmelderen at holde af Heathe, men det var også svært ikke at blive betaget af dem.
Kald mig konservativ, men jeg vil gerne have forløsninger oven på lange lavdynamiske stykker. Det er inden for ambient, støjrock, drone og beslægtede genrer ikke nødvendigvis en selvfølge, hvilket er grunden til, at jeg kan have det anspændt med de genrer. Det skal så også lige siges, at ikke samtlige fremmødte til Heathe på Gaia-scenen klokken 23:00, på anden opvarmningsdag var helt indstillede på absolut sindsformørkende og desperate lydlandskaber, når vi jo var ved at varme krop og sjæl op i det orange felt med dåseøl og dårligt blandede vodkadrinks.
Og måske er netop den anspændthed et vilkår for Heathes musik. De første to numre var lange, for mig at høre, introer, der efterlod mig anspændt, fordi forløsningen ikke rigtig kom. Det foregik primært gennem forsangerens desperate skrigevokal med underlægningsmusik, samt nogle ret interessante korarrangementer i andet nummer. Når Heathe så endelig kom med nogle forløsende og vildt intense, såvel som groovy post-metalliske/rockede stykker og sange, var det helt vildt fedt. Det var ikke bare vildt godt, men tillige gruopvækkende og gåsehudsfremkaldende. Særligt sidste nummer var super medrivende og intenst. Men der var langt mellem de snapse, og derfor kom der altså også bare et loft på, hvor meget jeg egentlig kunne sætte pris på koncerten som helhed.
For de få
Der skal ikke være nogen tvivl om at Heathe spiller noget indfølt og frustreret musik, som de virkelig mener. Det er ikke til at tage fejl af i selve fremvisningen af deres værk, ’Black Milk Sour Soil’. Men for mig bliver det en anelse for kedeligt, når ret store dele af koncerten mest opererede inden for lavdynamiske støjrock lydbilleder. Det havde for så vidt ikke været et problem, hvis samtlige lavdynamiske, men intense stykker fungerede som opbygning eller skulle lede over i noget andet, men i stedet stoppede det bare. Store dele af publikum må også have haft nogenlunde samme oplevelse, da der under disse rolig og dronende stykker blev snakket rigtig meget, hvilket sugede noget af den alvor, som Heathe gerne vil have til at skinne igennem, ud af oplevelsen.
Heathe er derfor et band, der spiller musik for de få og for de indviede. Dem, der rigtig gerne vil høre deres slags musik. Det var der meget af publikum, der ikke var, og jeg havde nok også kun en enkel fod indenfor, men måske har de været med til at åbne døren endnu mere for mig, da nok som jeg ikke rigtig forstår det, var det trods mangel på forløsninger, vældig interessant og endda dragende.