Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

En halv rejsning

Populær
Updated
En halv rejsning
En halv rejsning

Rising indtog Pavilion og gjorde en god figur med en habil koncert, som dog mistede en smule af tændingen undervejs.

Kunstner
Dato
02-07-2016
Koncertarrangør
Fotograf
Peter Troest
Karakter
3

Rising vendte sidste år tilbage til scenen efter et par års pause som band og udsendte tidligere i år comeback-pladen 'Oceans Into Their Graves', som bød på en helt ny opstilling af medlemmer, dog stadig med bandskipper Jakob Krogholt i front. I pausen fra Rising har han tilsyneladende været på lidt af en musikalsk rejse, som på den seneste plade blandt andet har ført til, at bandet nu benytter sig udelukkende af fortrinsvis ren vokal, der betjenes af Morten Grønnegaard, som har en fortid i rockbandet Diva. 

Rising lagde ud med pladeåbneren 'All Dirt' fra 'Oceans Into Their Graves', som hurtigt fik sat stemningen i teltet. 

Morten Grønnegaard benytter sig kompetent af sin fine, rene rockvokal, som han lejlighedsvis varierer ved at råbesynge en smule. Han havde ikke problemer med at ramme nummerets højt satte omkvædsmelodi eller nogle af de mange andre gode vokalmelodier, som findes på sangene på 'Oceans Into Their Graves'. 

For eksempel på 'Old Jealousy', et nummer, hvis harmonier klinger lidt henad noget af det nyere Mastodon. Bestemt ikke dumt. Dette nummer gav os også en herlig smagsprøve på guitarist og bandskipper Jakob Krogholts evner på leadguitar. I det hele taget fremstod bandet meget stærkt sammenspillede, og der var ikke mange fingre at sætte på fremførelsen af musikken. 

Ensformigheden satte ind
Men tilbage til vokalen. For et band, som tidligere har benyttet sig af en growlende råbevokal, må det have været forbundet med mange overvejelser at skifte så radikalt musikalsk udtryk på vokalsiden. Måske er Morten Grønnegaard ikke i stand til at levere råbevokalen, måske gider han ikke og har bevidst fravalgt denne fremgangsmåde, men under alle omstændigheder ville det, i variationens hellige navn, pynte gevaldigt på stemningen og dynamikken i numrene, hvis der undertiden blev varieret i stemmeføringen og gjort brug af en lidt mere kontant vokal. 

I stedet blev koncertens mellemdel lidt til den kedelige side. Ensformigheden begyndte at råde, og som publikum stod man flere gange og savnede at blive råbt ad, at blive rusket op i. Det samlede udtryk blev nu og da simpelthen for pænt og for lineært. Der manglede noget vildskab og noget ustyrligt. Publikum var heller ikke helt vågnet op til dåd, så der var en lidt mat stemning i teltet denne tidlige lørdag eftermiddag. Andet kan man vel næsten heller ikke forvente på sidstedagen af en lang festival.

Det ustyrlige manifesterede sig i stedet flere gange som irriterende lydudfald, som bandet dog ikke havde nogen andel i. Udfaldene rystede heldigvis ikke Rising synderligt. De spillede ufortrødent videre og halede skuden sikkert hjem. En mere end godkendt præstation, som dog ikke kommer til at gå over i historien.