Copenhell 23: I følelsernes vold
Trods dystre temaer var der brede smil over hele linjen hos Riverhead, der kæmpede en brav kamp for at overstråle solen.
Det utænkelige er hændt: til trods for aflysninger og alskens besværligheder lykkedes det for én gangs skyld undertegnede at ankomme til Copenhell tids nok til at kunne slentre ned til årets første koncert: Danske Riverhead, der var dagens første wildcard.
Det er lidt på må og få, hvor meget research jeg gør mig inden mit første møde med et givet band. I dette tilfælde lod jeg det være en overraskelse, og jeg vidste ikke andet, end at Riverhead er en såkaldt supergruppe, med medlemmer fra Halshug, Bleeder, Koldborn og Hatesphere. Det er altid en balancegang, når man blander posen på den måde; enten så går det op i en højere enhed, eller også bliver det et underligt rodsammen af input.
Vi har førhen både anmeldt og interviewet Riverhead, så det manglende bekendtskab er udelukkende på skribentniveau, og der er derfor ingen undskyldning for ikke at lægge sig i den begejstrede slipstrøm eller anerkende, at de netop er svære at klassificere — selvom det fra scenen blev refereret til som “følelsesmæssigt pis”, og det er noget, vi alle kan have lidt af fra tid til anden.
Mod strømmen
Men deres ikke-helt-punk og ikke-helt-hardcore kom aldrig til sin ret, selvom der blev gået til den fra scenen. De fire medlemmer gav sig ellers fuldt ud, og jeg kunne fornemme, der lå noget dybt personligt i teksterne — selv fra min plads på uvidenhedens tinde. Smerten ved et knust hjerte er noget, vi alle kan relatere til, og den blev serveret som var hjertet nyfileteret. Jacob Bredahl har en malerisk vokal, uden tvivl, men jeg savnede noget af den vildskab og det særpræg, der i sin tid adskilte fårene fra Hatesphere.
Kun glimtvis blev det til den desperation, han kan fremtvinge, noget, der måske kan skyldes det strålende humør, han tydeligvis var i. Jeg bemærkede et forgæves forsøg fra frontmanden på at undertrykke en spontan latter, og det tog brodden af en ellers vedkommende og ikke mindst intim fortælling. Alle medlemmer i bandet lagde ellers sig i selen for at levere den optimale koncert, desværre nogle gange forgæves.
Det kan skyldes den sædvanlige blanding af solskin og bajere, et uopmærksomt publikum, der havde meget at fortælle hinanden, og så de dyk, musikken tager, ofte på uventede tidspunkter. Det betød, at gassen gik lidt af ballonen og de respektive musikere ikke nåede helt ud til publikum. Det er smadderærgerligt, for uagtet ens holdning til fænomenet supergrupper, så fortjener Riverhead opmærksomhed. Jeg betragter i hvert fald koncerten som research, inden jeg går hjem og lytter.