Roskilde '18: Spirituelle velsignelser
De skotske post-rock-titaner Mogwai omdannede Arena til et overvældende lærred af storslåede cinematiske lydflader og drømmende klange, som lagde et spirituelt skær over festivalens sidste dag.
Lige siden Mogwai udgav debuten 'Young Team' i 1997 har de været blandt post-rockens største aktører. Det er siden blevet til flere roste album og ikke mindst adskillige optrædener på Roskilde – senest i 2014, hvor vi var begejstrede.
Et af spørgsmålene var derfor også, om de kunne gøre det igen. Og lad det bare være sagt: Det kunne de! Placeringen på Arena om lørdagen – før de sidste, mere festvenlige shows – viste sig at være de optimale rammer. Efter flere dage med druk og støv var der noget nærmest spirituelt over at lade sig indhylle i bandets storladne univers.
Uden brug af verbale virkemidler tog Mogwai et lige dele blødt og hårdt greb om Arena og tryllede sig igennem flotte melodiske passager, gyngende riffs og gigantiske crescendoer og klimakser, der nok følger den gængse stilhed før stormen-formular, men alligevel rammer med en kraft, der for en stund lod alt andet forstumme og førte det overvejende pæne fremmøde ind i et drømmende land.
Et engagerende cinematisk ridt, der efter en mindre forsinkelse startede med den opbyggelige 'Mogwai Fear Satan', der hurtigt slog fast, at bandet var indstillet på at give publikum den helt store støjende og grandiose oplevelse. Og rejsen fortsatte over den længselsfulde 'Haunted by a Freak', den dystre 'Remurdered' for til sidst at munde ud i den 20 minutter lange 'My Father, My King', der blev leveret med så megen pondus, at Arena kun med nød og næppe stadig stod til aftenens sidste koncerter.
En uimodståelig musikalsk gennemskylning fra de skotske mestre.