Roskildes publikum udeblev, da Jane’s Addiction debuterede på dansk grund. Det skete med 30 års forsinkelse, og Perry Farrells stemme var halvrusten, men sangene var stadig lige så højtragende og riffene intakt monolitiske.
Alvvays gjorde et ihærdigt forsøg på at kede et fyldt Arena-telt ihjel, det lykkedes ikke helt – men trist, at guitar-rocken skal repræsenteres af noget så middelmådigt og generisk, når nu den er så sjælden på festivalen, anno 2024.
Heilung er en velsmurt, dyrisk maskine, hvis hedenske gesamtkunstwerk man både må lade sig hengive til og imponere af.
Queens Of The Stone Age gav en rockkoncert som i gamle dage på Arena, og vi fik i halvanden times tid en følelse af at stå midt i en tid, der nok snart er ovre.
Festivalens første dag peakede lige fra start med en sublim koncert fra Karin Dreijer og deres venner.
Skotterne fra Biffy Clyro havde skruet en meget udfordrende setliste sammen, der ikke helt indfriede løftet om den fest, som deres koncerter ellers ofte er.
Plant og Krauss spillede hinanden gode på Arena til en koncert, der viser hvor langt man kan bevæge sig musikalsk og samtidig beholde sine rødder.
De amerikanske industrial-hiphoppere leverede det knusende show, som mange havde forventet, med en intensitet lig et metalshow fra en fjern fremtid.
Cypress Hill var tæt på den perfekte afslutning på Roskilde Festival, hvor bandet leverede en professionel hitparade til et publikum, der tørstede efter netop dét.
Med dæmonisk kraft og sataniske kostumer viste Behemoth Roskilde Festival, hvorfor de burde få mere metal på programmet. Et korstog af ugudelig størrelse blev fremvist på Arena lørdag aften.
Fortidens bedrifter blev sat i nye rammer, backingbandet kunne deres musikhistorie til fingerspidserne, og Plants røst kunne stadig gøre os blød i knæene.
Testament er stadig værdige kandidater til thrash-tronen. Det viste de, da de lokkede et fyldt Arena-telt lige lukt i deres hule hånd.
Det var en fejl at sætte Interpol på Orange – de amerikanske post-punkere og indie-darlings har slet ikke den samme tiltrækningskraft som for et årti siden. Et monotont og rutinepræget show understregede den falmende status.
De skotske post-rock-titaner Mogwai omdannede Arena til et overvældende lærred af storslåede cinematiske lydflader og drømmende klange, som lagde et spirituelt skær over festivalens sidste dag.
De legendariske shoegazere og støjpoprockere rundede en både støjet og støvet torsdag af på Arena. Det blev til en koncert, der kvalitetsmæssigt bølgede lige så meget op og ned som irernes lydtryk.
Madball var det helt rigtige band lørdag nat. Et tiltrængt energiboost, som desværre kun var for de ganske få, der lagde vejen forbi scenen, der var lige så fejldisponeret, som Madball var veloplagte.
Stone Sour måtte kæmpe med lyden på Arena og den tarvelige præmis at være booket til at tiltrække et publikum, der kunne have fået langt bedre.
53 år ingen alder. Det beviste Trent Reznor i front for Nine Inch Nails sent på Roskildes åbningsdag.
Sort Sol formåede at tiltrække publikum – men bandets forsøgt på at tegne et billede af sig selv som kunstneriske i stedet for folkekære harmonerede dårligt med festivaloplevelsen.
Anthrax leverede en af årets største energi-udladninger, mens Arena leverede en tilsvarende elendig lyd. Heldigvis vandt Anthrax, men det blev ikke den succeskoncert, band såvel som publikum fortjente.