Copenhell 24: Fra kloakken til dit fjæs
Sanguisugabogg leverede død, ødelæggelse, maltrakteringer og dårlig humør. Man fristes med et smil på læben til at sige ”ganske som forventet”.
Når du har drukket nok øl til, at du har glemt dit ansigt ovre i Biergarten.
Når du er træt af bands med gennemtænkte holdninger og intellektuelle bagtanker, der gerne vil dele dem med dig.
Når Cannibal Corpse skulle noget andet den dag.
Hvem ringer du så til?
Mine damer og herrer: Sanguisugabogg.
Med solen for længst gået ned blev kloakken foran Gehenna åbnet, og årets muligvis mest ekstremmetalliske indslag åbenbaret for os. Den amerikanske kloakdødskvartet excellerer mere end de fleste i de sidste par år i præcis den afart af dødsmetallen, hvor hjernen gerne må slås helt fra, og det tekstuelle niveau står allertydeligst frem i schlagere om 'Necrosexual Deviant' og 'Face Ripped Off'.
Med det i baghovedet var det sene koncerttidspunkt uhyre velvalgt, for en særdeles fordrukken og godt pakket publikumsskare foran Gehenna tog gladelig imod, da forsanger Devin Swank bramfrit proklamerede ”this song's about killing people”, og dermed igangsatte festlighederne.
Og ros til Sanguisugabogg for at have holdt sig noget mere ædruelige end tilskuerne. Selv om bandet ved Gud ikke gør sig i store episke kompositioner, holdt bandet begivenhederne i stramme tøjler og spillede stramt, rent og klinisk. For så vidt også ros til pitten oppe foran, der var det direkte modsatte. Det lignede ikke umiddelbart et område, hvor alle kom derfra med tandsætte intakte.
Solidt og fladpandet
Samtidig foregik det hele stadig med et glimt i øjet. Halvvejs gennem koncerten blev 'Mortal Admonishment' afløst af den videnskloge 'Dragged by a Truck', naturligvis behørigt introduceret som ”this song's about being dragged by a truck”. Charmen ved Sanguisugabogg er måske i lige så høj grad som musikken selv, at bandet faktisk formår at levere et solidt produkt med et skævt smil og en semi-ironisk distance til det hele. Det er forfriskende i en genre, der ud over et umådeholdent stort antal halvdårlige bands også sjældent evner at tage sine til tider noget grinagtige tematikker med bare et lille glimt i øjet og en snert af selvindsigt.
Således var Deicides Glen Benton for nylig ud og harcelere over ”nutidens dødsmetalbands”, som alle sammen lignede baristaer, dårligt kunne spille og ikke tog genren seriøst nok. Der er næppe den store tvivl om, at Sanguisugabogg er et af de orkestre, hr. Benton har haft i kikkerten. Denne aften på Gehenna beviste bandet med en målrettet og stærkt professionel gang mudderdød, at de næppe har den store grund til at føle sig ramt. Det var absolut godkendt.