AMF 2018: Vi længes efter mere
Selvom der var tale om Saturnus' første koncert i år, gik deres himmelsk depressive doom lige i hjertekulen, forudsigelig sætliste eller ej.
2. Empty Handed
3. Forest of Insomnia
4. A Father´s Providence
5. I Long
6. Christ Goodbye
Det er lang tid siden, vi sidst har hørt nyt fra Saturnus. Med årene virker det mere og mere som et hyggeband, der tager ud og spiller de sædvanlige klassikere, når lige de kan få fri fra hverdagens forpligtelser til det. Intet ondt i det, for koncerterne er stadig en prioritet, der ligger bandet nær, hvilket aftenens show viste. Selvom der både er en tyngde og en atmosfære i deres lyd, som uden at være udpræget teknisk afkræver en uhørt dedikation, var der ingen grund til at så tvivl om, at deres hjerte er på det rette sted.
Man kan så sige sit om et band, der rent formularisk ikke gør noget som helst for at bryde med det vante, og tager nærværende anmelder ikke helt fejl, var der ikke så meget som én eneste afvigelse fra den sætliste, de havde med på Copenhell i 2013. Omvendt er der på sin vis heller ingen grund til at ændre på en opskrift, der virker, og den lange ’Litany of Rain’ fra seneste album, ’Saturn In Ascension’ fra 2012, sad lige i skabet, så gåsehuden var sikret fra første sekund. Rune Stiassny gjorde allerede her en fornem figur på leadguitaren og var heller ikke bleg for at afvige fra de vante formler med mindre tematisk rigiditet og mere frivolt liv over de mange soli.
Efter et nostalgisk greb i posen tilbage til den mere rockede ’Empty Handed’ fra deres tidlige mesterværk ’Martyre’ konstaterede forgrowler Thomas A.G. Jensen, at det jo sådan set var deres første koncert i år, hvilket i sig selv var påfaldende, fordi det i år er 25 år siden, Saturnus blev dannet. Med den relativt korte spilletid her på AMF, som ikke desto mindre i sidste øjeblik var blevet forlænget med 10 minutter, skulle det dog ikke blive i aften dette skulle fejres, og vi blev lovet en større fejring af det halvskarpe hjørne ved en senere lejlighed.
Derfra fortsatte Saturnus deres velkendte smukt depressive lydunivers med et par senere skæringer, hvor især ’I Long’ endnu en gang var den sikre vinder, der var så øretæveindbydende melankolsk, at det burde forpligte til instant tårevæld. Inden dette konstaterede frontmanden, at han nok måtte være den eneste i Danmark, der ikke kendte Bersærk, som havde spillet før dem, og det var ”fanme fedt!” Jovist, ikke en udtalelse, man måske lige forventer fra hans side, og ligeledes en pudsig konklusion inden sådan en tåreperser, men samtidig befriende nede på jorden.
På scenen har bandet aldrig virket så prætentiøst himmelstræbende, som musikken ellers kunne indikere. Nogle gange kan det måske blive lidt for hyggeligt, som det fx momentært blev på Copenhell, men denne aften på Studenterhuset forenede de mørket og lyset til episke højder, og ’Christ Goodbye’ lukkede som vanligt ned for en koncert, der smagte af meget mere. Det vil vi så se frem til, når der forhåbentlig bliver rusket op i sættet til det lovede 25-årsjubilæum, hvor og hvornår det så end måtte finde sted.