Supporten var bedre end hovednavnet
Sepultura var hovednavnet, men Crowbar og Sacred Reich var bedst torsdag aften i Amager Bio, hvor brasilianerne fremstod ret så ligegyldige.
2. Territory
3. Means to an End
4. Capital Enslavement
5. Kairos
6. Propaganda
7. Guardians of Earth
8. Last Time
9. Cut-Throat
10. Dead Embryonic Cells
11. Machine Messiah
12. Infected Voice
13. Agony of Defeat
14. Refuse/Resist
15. Arise
Ekstra:
16. Ratamahatta
17. Roots Bloody Roots
Der var stuvende fuldt i foyeren i Amager Bio, da dørene ind til salen blev åbnet lidt efter klokken 19, og lydprøven fra aftenens første band stadig var i gang.
Publikum væltede ind i salen og midt på scenen, stod 57-årige Kirk Windstein og puslede med sin guitar og grej. Der er ikke så meget pis med Crowbar. De klarer tingene selv. I 32 år har Windstein holdt Crowbar kørende og stået forrest igennem 12 udgivelser og små 2000 shows.
Erfaringen skinner igennem. Windstein stod helt cool. Crowbar fik styr på grejet. Og begyndte at spille. Lige på og hårdt klokken 19.10 til stor overraskelse for dem blandt publikum, der troede det var en flok roadies i gang med at tune guitarer.
Sepultura er utvivlsomt aftenens store navn på plakaten. Crowbar er måske ikke et stort navn, men de har sat et tungt aftryk i musikhistorien med deres tidlige indflydelse på sludge metal – stilen, der defineres som når doom møder hardcore punk.
I tre årtier har Crowbar været blandt de ypperst indenfor den disciplin. Og sludge-veteranerne fra New Orleans demonstrerede også langt hen ad vejen hvorfor i Amager Bio. Den seje 1990-debutplade ’Obedience Thru Suffering’ var udeladt på sætlisten, men igennem 40 minutter og ni numre kom kvartetten op med stærke nummer igennem tre årtier. To nye numre fra seneste udspil ’Zero and Below’, der udkom tilbage i marts, passede solidt ind med det tidligere materiale.
Crowbar kalder deres turné for ”Riff Beast Tour” og det må siges at være passende med de djævelsk tunge og aggressive riffs, Windstein flænsede ud af spaden. Lyden var eminent på instrumenterne, men Windsteins vokal var noget lav i det. Han spyttede scenegulvet godt til og kæmpede lidt med halsen under numrene og talte lavmælt imellem dem. Men det gik vist hen over hovedet på publikum, da han bemærkede, det var rart at være tilbage igen Danmark efter kun tre måneder siden sidst, hvor han spillede på Copenhell i år. Windstein er som bekendt guitarist i Down.
Men denne aften var han igen i spidsen for Crowbar på dansk grund. Crowbar er flittige gæster i Danmark. For ti år siden var de fuldstædig suveræne klokken halv tre om natten på Roskilde Festival. Så stort blev det ikke denne gang, men Crowbar lagde en solid bund på en varm aften i et udsolgt Amager Bio.
Essensen af thrash
Hvor Crowbars riff ikke lægger op til den store mosh pit, så satte Sacred Reichs tempo gang i de primale danselege, så gulvet hurtigt sejlede i fadøl.
’Essensen af thrash’ skrev vi i en update på Devilutions facebookside under koncerten. Kvartetten spillede tight og fuld af pondus. Nævnerne røg i vejret på de forreste rækker, og der blev skrålet med på omkvædet i ’The American Way’, fra pladen af samme navn fra 1990. Ved udgivelsen røg pladen ind på den amerikanske hitliste over de 200 bedst sælgende udgivelser. Karrieren peakede. Kreativiteten ebbede ud.
Fire plader på knap fire årtier og en række år i opløsning. De stod ikke distancen, thrasherne fra Phoenix, Arizona. Men i det seneste årti har de et par gange fundet vej forbi Europa igen og kører den hjem med de få, gamle klassikere. Sacred Reich kommer fra den anden generation af amerikanske thrash-bands. Det kan høres. Sacred Reich er lagt hen ad vejen Metallica og Slayer i en vellykket, men uoriginal cocktail.
Alligevel slog den hårdt nok på forreste rækker, der havde en svedig fest til amerikanerne.
Det falske Sepultura
Fest må man også sige der kom var under Sepultura. I det øjeblik ’Territory’ blev skudt af som andet nummer, så eksploderede kroppe ind i hinanden foran scenen i en ølglat moshpit.
Efterfølgeren ’Means to an End’ fra 2020’s kedelige ’Quadra’ satte begejstringen på lavere blus, og det var generelt for koncerten, at de seks numre på sætlisten fra ’Quadra’ – halvdelen af pladen – satte showet ned i gear.
Ikke overraskende. Aftenens gæster bestod vel af 80 % mænd mellem 40 og 50 år, der kollektivt rakte næverne i vejret, når materiale fra ’Chaos A.D.’ og ’Roots’ kom bragende ud af højtalerne og kolliderede med den nostalgiske tåge, der tykt hang over Amager Bio denne aften.
”Sepultura gik i opløsning i 1996”, var der en læser, der kækt kommenterede på vores opslag på Facebook fra koncerten.
Kækt, men i bund og grund sandt. ’Quadra’ er den tiende udgivelse i Sepulturas navn som guitarist Andreas Kisser har været komponist på og med Derrick Green som sanger.
Udmærkdet plader. Ingen af dem med materiale til historiebøgerne. Sepultura blev skabt af Max og Igor Cavalera i 1984. Og Sepulturas musikalske arv stoppede med Max’ exit i 1996, selvom gruppen er kørt videre lige siden med Kisser som hovedkomponist. Det skulle have været sket under et andet navn.
For tre år siden stod brødrene Cavalera i Pumpehuset og med knusende format leverede 90 minutters Sepultura med en sætliste, der bød på det tidligste materiale og frem til ’Roots’.
Det var ægte fuckin' Sepultura – med to guitarister (Max og en lead) som det skal være.
Sepultura anno 2022 føles mere og mere som Kisser soloshow, uden at den 54-årige guitarist egentlig fremstår særlig karismatisk. Den manglede rytmeguitarist gør heller ikke noget godt for Sepulturas lyd live.
Alligevel har vi nu overværet hårdtslående koncerter med Sepultura og Green i front. Loppen 2003 var legendarisk. I Amager Bio 2022 var brasilianerne mest af alt bare blevet ligegyldige.