Tungt, mørkt og saftigt
Den franske dark EDM kunstner Sierra Veins havde taget den danske techno-legende, Bjørn Svin, under armen til en aften med intelligent og punchy elektronisk musik i Lille Vega. Det blev en aften med hårdtslående musik og forstyrrende publikumsadfærd.
Det blev en lidt blandet oplevelse, der i særdeleshed blev påvirket af, at publikum i det store hele behandlede de optrædende kunstnere, som om de bare var baggrundsmusik for deres egen private fest. Men mere om det senere.
Perler for svin
Præcist klokken ni satte Bjørn Svin strøm til sine apparater, hvorfra han frembragte dystre, legende lydlandskaber, der krævede noget af sin lytter. De mange lag, og den intensitet hvormed Bjørn Svin levede sig ind i musikken var en oplevelse værd, havde man ellers gidet at ofre ham to sekunders opmærksomhed. Aldrig i mit liv har jeg hørt så meget snak hen over en optrædende kunstner. Tænk pause-snakke-niveau – og så bare hen over en performance. 
Bjørn Svin er som pioner, og dermed en generation tilbage, nok næppe velkendt blandt den helt unge del af publikum, og det var også primært dem, der havde lidt vanskeligt ved at holde opmærksomheden fast. Uanset årsagen var det virkelig ærgerligt, fordi det i udpræget grad forstyrrede lytteoplevelsen og i ny og næ ligefrem overdøvede musikkens mere sarte elementer. At der måske godt kunne have været skruet lidt op, er så en anden sag, og jeg aner ikke hvorfor lydniveauet var så lavt. Men jeg gik fra koncerten med en følelse af at have set noget virkelig fedt, som jeg gik delvist glip af.
Hårdtslående fransk EDM
Efter en lille halv times pause, var det tid til hovednavnet. Sierra Veins, der i gamle dage blot gik under navnet Sierra, er i stigende grad kommet på folks læber, men tilsyneladende ikke så meget, at hun kan konkurrere med de hundredvis af julefrokoster, der også finder sted i decembers weekender. I hvert fald var kun ca. 200 mennesker mødt op for at se hende, men de stimlede til gengæld sammen foran scenen, så vi kunne få en form for intim klub-stemning. 
Sierra Veins kom ind, klædt i militant snit som tidens og scenens mode dikterer, og indtog sit podie lidt tilbage på scenen, flankeret af mange meter lyskæder, der fra loftet snoede sig ud over scenegulvet. Minimalistisk og – skulle det vise sig – yderst effektfuldt. Og hun slog hårdt denne aften. Væk var muligheden for snak, da lydniveauet var en god håndfuld decibel højere end til opvarmningen. Væk var sarte lyde og svært tilgængeligt elektronisk musik. Massiv bas, krydret med Sierras effektfulde signaturoptræden, hvor hun smadrer en drum pad med den ene arm og skruer på knapper med den anden, fik sat skub i dansegulvet og det faktisk, trods en halvtom sal, en lille smule presset forrest.
Nyt er måske ikke altid godt?
Det blev en tung, mørk og saftig rundtur i Sierra Veins bagkatalog, ligesom vi også fik lov til at høre hendes nyeste kompositioner live. De fungerer overraskende godt live, og måske endda en lille smule bedre end på plade, hvor produktionen ligesom ikke helt fanger tyngden i musikkens nedre lag. Som noget ganske nyt og friskt, så fik vi også en Veins, der var ude på scenekanten med en mikrofon. Men da et menneske kun kan være et sted ad gangen, så gik det jo lidt ud over den del af musikken, som hun plejede at spille live (eller som jeg bilder mig ind, at hun plejede at spille live). En større del af musikken var simpelthen forlagt til mastertracket, og det var lidt synd, men var ikke noget stort tab. 
Til gengæld var vokalen ret mystisk, og enten var den en del af mastertracket eller også var der en ualmindeligt ferm scenemikser, der formåede at skifte effekter hurtigere end man kan sige ‘Sierra’. Det fremstod en kende kunstigt og sleb lidt af glansen af den uendeligt cool kunstner, som jeg har kigget beundrende efter, siden jeg så hende på Roadburn Festival i 2023, hvor hun viste os vejen ud af den traditionelle metals uendelige gentagelser. Jeg forstår såmænd godt, hun vælger at forsøge sig med det mere udadvendte format. Hendes musik henvender sig til en bredere skare end blot det rene techno-folk og skal man have metalhovederne med sig, skal man bevæge sig lidt på scenen. Sådan er det nu engang. Men jeg er virkelig i tvivl om det har gavnet eller skadet.
Efter en tre kvarters tid med hvad man kunne kalde et sædvanligt sæt, hvor vi fik bangers som ‘Power’, der denne aften særligt fik den kvindelige del af publikum i svingninger, og ‘Gone’, der er ved at være en gammel sag, men absolut ikke dårlig af den grund, var det tid til at vise noget af det nye frem, og særligt hendes leg med nogle af hiphoppens vokalistiske og rytmiske virkemidler var virkelig interessant. Det var dog en parentes af et eksperiment i det store billede til en koncert, der trak det tunge, sorte vintermørke helt ind i Lille Vega til en ualmindeligt hårdtslående koncert.