The Body og Dis Fig udnyttede 013's gigantiske anlæg og Main Stage' scenegulv til fulde og sendte lyden af atomvinter ud over en fyldt sal.
Violent Magic Orchestra sprang i luften på et godt pakket Radar. Vi, der overgav os, fik en oplevelse for livet.
John Cxnnor kuraterede en aften af de helt store, da de lørdag satte Store Vega og publikum i stævne til en ambitiøs forestilling, der hen over fire akter var som skabt til at bryde vægge ned mellem genrer og publikummer og skabe fællesskab på tværs.
Master Boot Record og arottenbit førte os endnu engang tilbage til gamernes spæde barndom med chiptune-rave og Amiga-nostalgi på et udsolgt Stengade onsdag aften.
John Cxnnor trak os ind i fremtiden og efterlod os sveddryppende, kraftesløse og tilbedende maskinen i komplet underkastelse.
Uden at være metal i den leksikalske forstand, så rammer finske Haunted Plasma noget hypnotisk fængslende og intenst, som taler til os med metal i blodet.
Der bliver malet med den helt store neon-pensel på 3Forces fjerde fuldlængdeudgivelse, og det er størstedelen af tiden en fornøjelse at være vidne til.
Den herligt småbizarre kvartet Violent Magic Orchestra kunne noget særligt i Gloria.
Efter en smårodet start fik Prison Religion stortrommebombet os, der stod rundt om bokseringsgulvscenen på Avalon, på plads.
John Cxnnors triumftog på Copenhells bedste scene, Gehenna, var en milepæl for både duoen og for Copenhell, og de tog ingen fanger.
Mimi Barks' trap-metal lagde tyngdepunktet lavt på Gehenna klokken ufatteligt tidligt. Men de, der trodsede tømmermænd og rædbrækket ryg, fortrød det ikke.
Eivør, eller anmeldelsen, hvor vi aldrig finder ud af, om der findes ulve i Færøerne, men hvor anmelderen får det hele til at handle om ham selv.
St. Digue trak Gehenna op til et rebelsk rave og lukkede onsdag på Copenhell af med maner.
Offermose og kunstnerduoen Last Oblivion fusionerede cinematiske toner og cirkulær mystik.
Lord Spikeheart var en de optrædender vi tjekkede ud hjemmefra, hvor det vi fandt var imponerende nok til at prioritere det i programmet. Det viste sig, at projektet er bedre på plade end live.
Scaler brød ud af en noget stenet og sløv opstart på festivalen, og lagde endnu en solid trædesten i retning af det, som Roadburn Festival bevæger sig hen imod: det elektroniske univers.
Det er et punket og gotisk rave i en fabrikshal med en stor, kold og trist rumklang, og halvdelen af gæsterne er vampyrer. Og du ser det hele på et vhs-bånd, som er besat af dæmoner.
Fortid og nutid mødes i et futuristisk take på elektronisk kirkemusik, her på det tredje album fra det virtuose énmandsprojekt Keygen Church.
Det var ikke meningen, men fanget i en tidløs kapsel i hjemmestudiet under lockdown satte Vince Clarke lyd på en smuk, frygtelig rædsel, der både er relaterbar – og meget langt fra den popverden, vi kender ham fra.
Det kan klart anbefales at tage turen over Øresund og tilbringe en aften med at danse i den svenske undergrund – men husk ørepropper.
