Skizofrene skift i intensitet
Han er en af scenens laveste rocksangere, men han er også en af de mest karismatiske og udstyret med en fremragende vokal, og så er har han sin helt egen måde at gøre tingene på. Manden er Keith Caputo.
Life of Agony hører helt sikkert til på en side som denne. Derfor falder det helt naturligt, at der også er dækning, når dette bands karismatiske frontmand giver den solo med sit andet band. Keith som solo er nærværende og oftest følsom rock, der af og til lige får et ekstra hak opad på rock-skalaen. Men metal bliver det aldrig.
Og set med disse briller var opvarmerne i danske Terminal ganske velvalgte, selvom en anmeldelse af dem er lettere malplaceret på disse sider. Trioen gjorde et udmærket job med deres engelsksprogede dansker rock med rødder i grungen og dennes bidrag fra Dizzy Mizz Lizzy og Kashmir. Men det var uden flabetheden og frækheden som disse bands havde, da de viste sig på landkortet. Der var mere Tim C end Dizzy. Alligevel blev der vist stærke vokalmelodier og som bandet fik spillet sig ind på scenen, løsnede de lidt op, og der kom lidt mere rock over bassisten og trommeslagerens spil, og dermed også på slutresultatet.
Rock var der også i de første 23 minutter af et mere end to timer langt sæt, som Keith og følge diskede op med. Det var en fantastisk lækker start – langt mere rock end man ellers har set de fra Keith, der er en relativ hyppig gæst på de danske scener. Det var en særlig aften. Det stod klart allerede i hyldesten til rock’n roll, der blev åbnet med ”Honeycomb” og lækre sager som ”Trouble’s Down” og ”Tangerine”, der er et Life Of Agony nummer.
Grimt tøj men fantastisk stemme
Keiths stemme var helt fantastisk, og intet skulle synges som på pladerne, der blev fraseret og fortolket på livet løs fra den lille mand, der havde valgt en besynderlig grim trøje. Måske for at konkurrere mod den opmærksomhed bassistens røde dioder i gribebrættet fik.
Efter de nævnte 23 minutter i rock-himlen blev det til 27 minutters i den indadvendte og stille ende af Keiths reportoire. Vokalen var stadig fantastisk, og ingen tvivl om, at bandet var velspillende, men afbrækket var måske for brutalt fra den fede start. I hvert fald blev der mere plads foran scenen, og hvis man ikke lige var diehard-fan, så mærkede man nok, at stemningsintensiteten dykkede. Indtil det voldsomme skift var glemt, og man blot nød en smuk version af Alice In Chains’ ”Nutshell”.
Det rockede vendte tilbage. To gange. En gang med ”Lollipop”, der fik næsten Led Zeppelinske højder i vokalen i nogle imponerende skrig. Og til sidst i de to runder af ekstranumre. Koncertens allersidste nummer var frustrerende fedt. Frustrerende fordi, det skulle have været med i den kæmpefede rockende start, så det var blevet mere end en ”start”, men det var nu også fedt at gå hjem på.
Died Laughing er stadig bedst
I den stille afdeling var der plads til jam fra bandet i syret stil, der mindede om hvalsang, men Keith vendte tilbage og bød på en hårrejsende smuk (og lang!) version af ”Brandy Duval”, der blev sidste nummer inden de to runder ekstranumre.
”Died Laughing” er det første af Keiths soloalbums, og det stod klart også denne aften, at det er det stærkeste. ”New York City” og en frisk nyfortolkning af ”Razzberry Muckery” tog simpelthen kegler, men også ”Son of A Gun” og ”In December” fra sidste års udspil faldt stærkere ud end på skive.
Han er helt klart sin egen - den lille mand med den store stemme. Og derfor må man blot tage den skizofrene sæt-opbygning som en del af oplevelsen, selvom han brød mange uskrevne regler og mistede intensitet på den konto. Intensitet han fik bygget op igen flere gange, men sandt at sige var ikke alt i det to timer lange show, som var lige interessant. Han kunne have fået større succes med en anden opbygning, alligevel skal der ikke herske tvivl om, at man fik en af de hidtil bedste koncerter fra Keith på dansk jord.