Sludge i sin reneste form
PopulærHerder leverede et energisk og renskuret sæt af høj kvalitet med god opvarmning fra Piss Vortex.
Musikalsk set kom Betas minifestival Dirty Days of Summer vol. 3 godt fra start. Dagen var ellers besværet af regn, som holdt folk væk fra pladsen foran spillestedet, hvor der ellers var disket op med grill, bar, svømmebassin, DJ's og alt muligt andet lækkert. Det betød, at der ikke var så mange til koncerten, som der kunne have været, hvilket egentlig var synd.
Opvarmningen Piss Vortex lagde nemlig ganske godt ud med en grindet og fantastisk støjende omgang smadder. Bandet har det nu dødsdømte The Psyke Projects guitarist Christian ”Bonne” Bonnesen med, og et eller andet musikalsk slægtskab mellem de to bands kunne godt høres, uden at musikken er den samme. Piss Vortex havde nemlig nogle fine atmosfæriske nuancer til at krydre den pispøl af vanvittig aggresivitet, som ellers kendetegnede musikken – hvad enten det gik hurtigt eller var tungt. Som show fungerede koncerten ok, men Piss Vortex har også lidt at lære, da det var en noget indadvendt sceneoptræden i forhold til musikkens vildskab. Højdepunktet var, da Thomas Fischer fra Defilementory gæsteoptrådte på en sang, for da blev det lidt mere løssluppent. Men bestemt en godkendt præstation, alt i alt.
Herder var så afgjort mere scenevante. Fra første slag var de på, og de holdt et højt musikalsk niveau hele koncerten igennem – til trods for at bassen mistede strenge og blev mere og mere mishandlet. Herder spiller sludge, men de er faktisk renere i udtrykket end mange andre bands i den genre – lidt mere klassisk metal, om man vil. Om man er til det, er jo en smagssag, men det gjorde i hvert fald, at ideen med og elementerne i sangene fremstod knivskarpt. Det var med til at fremhæve kvaliteterne i bl.a. titelsangen fra seneste album, 'Gods', og også vokalen og nogle af de mere stemningsfulde sange.
I det hele taget var Herder bedst, når musikken havde flere stemningsskabende lag. Når de spillede sludge i den reneste form, var det lidt for klichefyldt, samtidig med at de manglede lidt snavs til at få det hele til at glide ned. Af den grund blev det ikke rigtig farligt, men det var nu temmelig godt at lytte til alligevel.