Sludge-tæsk
PopulærGraves at Sea lukkede Roadburns tynde torsdag med en sludge-metallisk midnatsfest af en koncert i Het Patronaat-kirken, hvor de tilstedeværende opførte sig, som var det festivalens hovednavn, der stod på scenen.
Ud over en overraskende Corrections House-koncert var det begrænset med de store oplevelser på Roadburn 2014's førstedag. Og måske var det derfor, at amerikanske Graves at Seas ellers ikke musikalsk epokegørende midnatsmassakre sine steder virkede overvældende vellykket, ikke mindst takket være publikums mildt sagt entusiastiske modtagelse af amerikanerne; til trods for at drone-trækplasteret Bong spillede samtidig på hovedscenen, mens de tyske publikummer og Devilutions fotograf hyldede Mantar andetsteds i 013.
Graves at Sea er et sludge-metalband, der blev dannet i 2002 i Phoenix af guitarist Nick Phit og forsanger Nathan Misterek, men de nåede kun at udgive en demo og et par split-udgivelser, inden de opløste foretagendet. Phit og Misterek fortrød dog, efter at de var flyttet til mere metalvenlige Oakland, og gendannede i 2012 bandet i en ny besætning med bassist Jeff McGarrity og trommeslager, Bryan Sours.
Kvartetten har fortsat ikke udgivet et album, men er blevet lidt af et kultnavn som liveband, især turnerende i Europa, hvor de også spillede en meget omtalt koncert på Heavy Days in Doom Town sidste år. Det er ikke, fordi Graves at Sea gør noget fundamentalt fantastisk; stilen er slæbende tung stoner- og sludge metal med afsæt i Eyehategod, men så er man selvsagt også godt på vej fra start.
Tinnitusdirren
På spillestedet Het Patronaat, i en gammel, ombygget kirke, fik kvartetten vinduerne til at dirre med tænderskærende udladninger, heriblandt den altoverskyggende signatursang 'Pariah'. Det var højt, og det var lige, hvad der var brug for! Som vor udsendte skrev om HDDT-koncerten, så klæder Mistereks black metal-skrig ikke musikken helt vildt godt, og undervejs var der mikrofonudfald, der faktisk ikke havde nogen negativ indflydelse på resten af bandets tromlende hærg.
Selvom Graves at Sea – i modsætning til mange andre af torsdagskollegaerne – rent faktisk udfyldte deres afsatte timelange spilletid, så nåede deres tunge sludge aldrig at blive kedelig, men det hjælper selvfølgelig også, når man spæder op med en uigenkendelig version af Black Sabbaths 'Lord of This World'. Er der et sted, hvor Iommi-riffs for alvor vækker glæde, så er det på Tilburg-festivalen, hvor størstedelen af de optrædende har baseret deres musik på legendens riffs.
'Praise the Witch' ramte som et iltert knytnæveslag mod slut i en af festivalens mere øredøvende koncerter, og de fleste af de 2-300 publikummer, der havde droppet Bongs 1-akkord-drone, kunne forlade Het Patronaat, godt rystet igennem og formentlig med en god omgang tinnitus. En af de bedste beskidte sludge-oplevelser på dette års Roadburn.