Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

SRF ’14: Momentvist mægtige Emperor

Populær
Updated
SRF ’14: Momentvist mægtige Emperor
SRF ’14: Momentvist mægtige Emperor
SRF ’14: Momentvist mægtige Emperor
SRF ’14: Momentvist mægtige Emperor
SRF ’14: Momentvist mægtige Emperor
SRF ’14: Momentvist mægtige Emperor
SRF ’14: Momentvist mægtige Emperor
SRF ’14: Momentvist mægtige Emperor

Black metal-legendernes første fremførelse af hovedværket ’In the Nightside Eclipse’ var præget af et band, der endnu ikke virkede helt sammentømret. Koncertens ekstranumre fra det første demobånd gik dog rent ind. 

Kunstner
Dato
07-06-2014
Trackliste
1. Into the Infinity of Thoughts
2. The Burning Shadows of Silence
3. Cosmic Keys to My Creations & Times
4. Beyond the Great Vast Forest
5. Towards the Pantheon
6. The Majesty of the Nightsky
7. I Am the Black Wizards
8. Inno a Satana
9. Ancient Queen
10. Wrath of the Tyrant
11. A Fine Day to Die (Bathory cover)
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
3

”Den vigtigste og bedste plade i historien om black metal”.

Så kontant lød dommen, da vi for få måneder siden bragte en metaldiktator om norske Emperors ’In the Nightside Eclipse’ i anledning af mesterværkets 20årsjubilæum.

Bandets fejring sker med både en genudgivelse af pladen (udkom 26. maj) og en række eksklusive koncerter, hvor optrædenen på  Sweden Rock Festival bliver den eneste i Norden .

Besætningen udgøres af de tre originale medlemmer, Vegard ”Ihsahn” Sverre Tveitan på leadguitar og vokal, Tomas ”Samoth” Haugen på guitar og Bård ”Faust” Eithun på trommer. Einar Solberg (Leprous) styrer keyboardet, mens Tony ”Secthdamon” Ingebrigtsen ( Myrkskog ex-Dimmu Borgir og 1349) håndterer bassen.

Verdens farligste band

27. marts 1993 røg Emperor – sammen med Varg Virkernes/Burzum – på forsiden af verdens største metalmagasin, Kerrang. Iført corpse paint, kutter og våben blev de med de ét betragtet som verdens farligste band – godt hjulpet på vej af domme for mord, kirkebrand og vold, kort tid efter det famøse nummer af magasinet udkom.

Kun Ihsahn endte ikke i retten, men i stedet kunne frontmanden i 1994 opleves i det norske tv-program ’Det svarte alvor’, hvor han proklamerede, at man ikke kunne spille rigtig black metal uden at være satanist.

’In the Nighside Eclipse’ er ikke bare en musikalsk genistreg, skabt af gruppens dengang kun 18-19-årige  talentfulde medlemmer. Det er et ligeså vigtigt testamente fra musikhistoriens mest ekstreme tankegang. Pladen rummer et fascinerede had i Ihsahns vokal, i hvert eneste trommeslag, såvel som de dræbende hurtige guitarriffs. Det hele topper på pladens afsluttende hymne til Satan, ’Inno a Satana’ – måske det bedste black metal-nummer nogensinde.

Virkede ikke helt smeltet sammen

Så forventningen op til at skulle opleve hele skiven live var selvsagt enorme, da nordmændene gik på lørdag aften. Udover et par koncerter i 2006-07 stoppede bandet med at spille sammen i 2001, og grundet Fausts langvarige fængselsstraf for mord, var det første gang i over tyve år, at den originale besætning ville stå sammen på scenen.

De musikalske evner fejlede såmænd heller intet i de 50 minutter, ’In the Nightside Eclipse’ stod på. Ihsahn og Samoth stod ofte med øjenkontakt og virkede dybt koncentrerede om at præstere deres absolutte ypperste på instrumenterne, mens bassen og trommerne høvlede tight derudad i et imponerende tempo. Men koncerten bar alligevel gentagne gange præg af et anspændt band, der under denne første koncert på mini-turneen endnu ikke virkede helt smeltet sammen.

Og at lyden ikke sad lige ofte i skabet, hjalp heller ikke på oplevelsen. Keyboardet virkede anonymt i ’ The Burning Shadows of Silence’ og ’Beyond the Great Vast Forest’. Ihsahns vokal lå også for lavt i mikset, omend det blev væsentligt bedre, som koncerten skred frem.

Suveræne demonumre

Op til koncerten havde Emperor udtalt, at koncerten udover ’In the Nightside Eclipse’ ville være en hyldest til bandets begyndelse. Så desværre blev det ikke til nogle af karrierens senere genisteger fra ’Anthems to the Welkin at Dusk’ eller ’ IX Equilibrium’. I stedet stod den på titelnummeret fra 1992-demoen ’Wrath of the Tyrant’ og ’Ancient Queen’ fra samme kassettebåndsudgivelse.

Ironisk nok endte det som koncertens højdepunkter, da bandet virkelig havde fundet rytmen sammen, og lyden endelig gik optimalt igennem. ’A Fine Day to Die’ fra ’In Conspiracy with Satan - a Tribute to Bathory, rundede de 70 minutters black metal af. Nummeret blev naturligvis dedikeret til dets ophavsmand, Thomas ”Quorthon” Forsberg, der gik sørgeligt bort for 10 år siden.

Emperor spiller også på dette års Wacken festival til august. Sætlisten vil nok være uden nye ekstra overraskelser, men forhåbentlig leveret mere ærefrygtindgydende og sammentømret eksekveret.