Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

ACW '23: Hvor vil din klan forgå?

Updated
J1002311
J1002272
J1002330
J1002323
J1002299

Finske Svarta Havets forsanger overrumplede med sin vilde, ukunstlede performance og sit dragende vokalarbejde.

Kunstner
Titel
A Colossal Weekend
Spillested
Dato
11-05-2023
Forfatter
Karakter
4

Det eneste jeg før A Colossal Weekend 23 vidste om Turku var, at byen på svensk kaldes Åbo, og at den ligger i sydspidsen i Finland. Nu ved jeg så også, at byen er hjemstavn for et charmerende og stærkt black/post-metal/hardcore/den slags ting-band, som brænder for at opildne os med sange, som tager udgangspunkt i antifascisme og antikapitalisme.

Jeg ved også nu, at bandets forsanger Lotta (alle medlemmer går tilsyneladende kun under deres fornavne) er en fremragende performer, som formidler bandets sange med en personlig nerve og intensitet, man kun kan lade sig rive med af. Da bandet trådte på scenen til lyden af fuglekvidder, må jeg med skam indrømme, at jeg lod mig narre af en fordom. Med sin pæne, hvide skjorte og nydelige hestehale lignede hun i mine øjne ikke ligefrem en, der havde kompetencer i skrige/agitere-paradigmet, men heldigvis blev den, indrømmet også upassende, fordom gjort grundigt til skamme.

Svarta Havet kombinerede en rå og huggende hardcore-kerne med svævende elegante post- og sortmetalliske stykker, hvor kun trommeslagerens sært højfrekvent klikkende stortrommer og måske en anelse firkantede spil skæmmede udtrykket en anelse – men her er taler vi mere på et let pernittengrynsk detaljeniveau, og det var ikke som sådan noget, der ødelagde koncerten. Og oven i dette fik vi så Lottas intenst skrigende og ekstremt overbevisende vrede. Hun leverede det præcist modsatte af en teatralsk, indstuderet performance. Det her føltes, som om det kom direkte fra hendes sind. En i sandhed smuk oplevelse.

Prøv at forestille dig, at menneskeheden er fortabt
Allerede i første nummer, ‘Sand’, hvor guitaristen Joakim også imponerede med fint detaljeret styring af sin delaypedal, blev man blæst bagover af Lottas overbevisende formidling af sorg, desperation og i sidste ende resignation i det øjeblik, hvor man indser, at menneskeheden er fortabt:

“Vi var dom sista som begav oss av / När vi insåg att allt var förgäves / Hela vår art hade utplånat sig själv / Det var väl väntat / Ändå kom det som en överraskning.” Words to cease living by!

Svarta Havets kombination af og vekslen mellem tempofyldt, punket energi og et knusende sort flow var særdeles effektiv, som man for eksempel kunne høre det på ‘Regnet’, hvor bandet dog et par gange lige fik gået bøvet nok til stålet i min optik, men det blev opvejet af skarptskårne, dissonante guitarhug andetsteds i sangen, og igen af den overbevisende vokalpræstation:

“Och så kommer regnet / Slickar varje sten / Det finns ingen chans, ingen chans att betvivla det / Tror du regnet är det sista som vi ser  / Tror du regnet slukar oss där vi är / Ett utdött folk nere på havets botten.”

Det er let at følge den tankegang i disse tider, hvor et kataklysmisk klimakollaps synes nært forestående, og magthaverne synes mere optaget af at sekundlime røve fast til taburetter end at gøre noget ved det. Det var den der så effektivt og bevægende blev formidlet af et band, som denne aften spillede deres første koncert uden for Finland, men som hjertens gerne må komme igen. Det var en skarp booking af A Colossal Weekend, så tak for det!