Once you go dak, you never go back
Vi fik breakdowns galore, tunge beats i voldsom form og en spilleglæde og lyst til musikken, der løftede en i forvejen vild aften til en af de helt svedige.
Så blev det alligevel lidt sommer i Danmark. God dansk overskyet sommer med temperaturer, der lugter af tordenvejr. Det medførte varmegrader, der sneg sig indenfor i Stengades skønne rammer for derefter at blive fordoblet. Med en udsolgt koncert og et techno-infused metalcore-inferno i vente kunne man næsten ligeså godt tage badetøjet på fra start – sandsynligheden for en svedig begivenhed var givet.
En udsolgt koncert var næppe en overraskelse, The Browning og frontmand Jonny McBee er en sjælden gæst i Danmark. Seks år er det siden, bandet sidst var forbi landet. Tag hertil spin-off-bandet The Defect, Fru og Hr. McBee’s sammenskudsbarn, og Polar fra UK, og du har opskriften på en festlig torsdag aften. En af dem, der både kræver stamina, voldsomhed og masser af væske – og skaber festligt humør.
Light-dak på en bund af trommer
The Defect fik forståeligt lov til at starte festen, så kunne Hr. McBee også nå at få en pause, inden han skulle på igen. Med en enkelt plade i bagagen, 'Death X Destiny' fra i år, er der også tale om et forholdsvist nyt projekt, om end de fleste nok genkender Moon McBees yndefulde vokal fra The Browning-universet, hvor hun hyppigt har gæstet. Ikke mindst på den eminente 'OMNI' fra sidste års plade af samme titel. Torsdag aften indtog hun midlertidigt hovedrollen flankeret af ægtemanden og trommeslageren, hvor sidstnævnte langt hen ad vejen stjal opmærksomheden.
Trommerne blev tævet tungt, mens Moon tog pladsen i front med en noget skrøbelig vokal, der dog voksede i løbet af koncerten. Jonny selv forblev i siden og lod resten af trioen om rampelyset. Et smart valg. Når The Defect går tungest, er der ikke langt til The Browning, men vi fik heldigvis en koncert, der langt hen ad vejen formåede at differentiere sig, ikke mindst fordi alle andre end Jonny fik plads.
En lille halv times udmærket performance og en tour de force i bandets beskedne diskografi, så gik bandet af, og Moon fortrak til Stengades første sal, hvor hun gladelig deltog i dialog langt ind i Polars set. Vokalen var bandets udfordring. Moon er ikke en stærk sanger, men det fungerede, og for størstedelen af koncerten fik vi en underholdende oplevelse båret af fine kompositioner og energisk trommespil, der satte sig i kroppen.
Hvis vi lige skruer ned for bassisten, tak
Han var ikke markant i lydbilledet. Overhovedet ikke faktisk. Stefan Whiting på bas var mixet så lavt i lydbilledet, at man kun momentvist kunne høre hans vokal. Forsanger Adam Woodford gik derimod klart igennem, både hvad angår vokal, charme og i høj grad engagement. Det brændte igennem Stengades sump-lignende fugtighed som en skarp kniv, smedet af et kaotisk mix af hardcore, metalcore, nu-metal, punk og pop-punk. Og sidstnævnte var udfordringen, reflekteret i, at det var det primære tidspunkt, Whiting åbnede munden.
Det tog ikke mange numre, før forsangeren, også kendt som Woody, stod ude blandt publikum og forlangte en circlepit omkring ham. Det fik han. Senere var det to kvinder, der blev fanget i en lignende circlepit, inden en større fyr, der havde indtaget lidt for mange fadøl, væltede frontalt ind i mixerpulten med en sådan kraft, at lyden på scenen gik. Inden 'Swimming with Sharks' afsluttede koncerten, og guitaristen tog turen rundt i moshen på skuldrene af en publikummer, fik vi da også lige presset en gang stereotyp ”sid på hug og spring op”-dans ind i festen. Imponerende var det – showmanship og energi på et højt niveau.
Der blev spillet på alle tangenter, og sveden løb af de fleste. Polar var i særdeleshed et kraftfuldt skud adrenalin, især når de spillede deres mere core-orienterede kompositioner. Så snart der gik pop-punk i den, og Whiting skulle rulle med anden-vokalen, virkede koncerten kønsløs og ligegyldig. Heldigvis skete det ikke alt for ofte.
Et orkestreret techno-core inferno
Kan du huske Eiffel 65? Bandets 'Europop'-plade var en plage tilbage i 1999. The Browning husker både band og plade, hvorfor vi naturligvis skulle udsættes for den ”formidable” 'Move Your Body', som trioen fik kantet sig på scenen. Brandon Funera, der tilgik bandet i 2024, indtog tronen bag trommerne. Jonny selv tog fronten som det omdrejningspunkt, han har været siden bandets start, og Akeem Bivens sendte brede smil ud til publikum bag guitaren. Forståeligt, taget i betragtning af den fanboy-drøm det må være at blive medlem af det band, man har dyrket i så mange år.
En stærk trio, der kom for at skabe en fest. Jonny McBee orkestrerede fra start publikum, så selv de, der ikke kendte bandet, vidste, hvornår der gik dak i den, og hvornår der skulle moshes. Moshes blev der, og danset, til sveden begyndte at fylde på gulvet. På mange måder befriende. Hjernen blev slået fra, og publikum lod sig rive med fra første tone af 'Wake Up'.
Derfra fik vi et stærkt indblik i bandets bagkatalog. 'Dragon' fra 'Isolation'-pladen var en tidlig opfordring til mosh, 'Soul Drift' fra sidste års udgivelse satte tempoet ned et kort øjeblik, inden c-stykket smadrede løs i tunge beats, mens 'Carnage' tidligt skruede helt op for vildskaben. En eminent første halvleg, afsluttet af 'Bloodlust' fra debutpladen, der nok mindede de fleste om dengang The Browning var et virkelig friskt pust. Imponerende nok virker trioen 14 år senere stadig som et relevant og friskt pust.
Som koncerten skred frem, blev det klart for enhver, at det, vi oplevede, var essensen af en god koncert. Fuldstændigt orkestreret fra A til Z, men uden fornemmelsen af, at det var en træls pligt og blot endnu en dag på kontoret. Jonny og band virkede ekstremt taknemmelige for at være i Danmark – det emmede fra scenen og udløste en sublim energi mellem band og publikum.
Naturligvis fik vi Moon tilbage på scenen til den poppede banger 'OMNI', mens man nærmest savnede hendes tilstedeværelse lige efter, da den eminente 'Skybreaker' fyldte Stengades lille sal. Koncerten levede sit eget liv, og de fleste havde nok glemt, hvor træt man egentlig var af 'Blue (Da Ba Dee)', da vi igen blev mindet om Eiffel 65. Med undtagelse af den afsluttende 'Standing on the Edge' og et løfte om at vende tilbage til april, var den fællessang coveret medførte et af aftenens højdepunkter – i en lang række af højdepunkter.
Det var ventetiden værd, og både publikum og band lod til at have givet alt, hvad de kunne. Som fan kunne man godt have ønsket sig et nummer som 'Time Will Tell' eller 'Gott Ist Tot', men så skal man også pille længe i sin svedige navle for at finde punkter at kritisere. Det værste ved at opleve The Browning er lysten til mere. Mere voldsomhed, flere beats og mere elektronisk-infused metal.
The Defect: 3
Polar: 4
The Browning: 5