Tung månelanding på Loppen
Populær
Med fuld fuzz over feltet styrede YOB deres mægtige doom-maskine til en tung og sikker landing på Loppen.
Et fyldt Loppens signaturduft af øl, sved og sødlig stærk tobak ramte som en varm trykbølge allerede ved ankomsten. Doom-genren har tydeligvis fået fat i de københavnske koncertgængere, og om det er Pitchforks lovprisninger af især 'opvarmerne' i Pallbearer, der her har gjort sig gældende, eller om det er Killtown Bookings, der efterhånden har fået doom med på det generelle koncertpensum, er ikke til at vide. I hvert fald var der stoppet med mennesker til aftenens tunge torsdagskoncert. En stærk indikator på, at doom-genren i den grad sparker fra sig og trækker publikum til i disse år. Meget glædeligt.
Åbningsbandet Pallbearer har modtaget en del hype og egentlig med rette. Derfor var der også knyttet visse forventninger til koncerten, der nok kun blev delvist indfriet. Det var ikke kun bandets skyld, for sanger/guitarist Brett Campbells unikke vokal lå lovlig langt nede i mixet (det virkede også, som om han gemte sig lidt bag sin guitar), ligesom der var en grim, dåsemetallisk klang over flere af Pallbearers ellers så himmelstræbende guitarpassager, og det fjernede lidt af den atmosfære, bandet evner at skabe. Måske var problemet lokalt i forhold til, hvor jeg stod (det er jo trods alt Loppen), men det ødelagde lidt af oplevelsen af et ellers velspillende episk doom metal-band, der eksekverede deres kompositioner fra begge fuldlængdealbum i fin stil, skønt Campbells vokal ikke helt kunne holde studiestandarden live.
Medrivende, monumental seance
Efter at Pallbearer havde demonstreret deres melodiøse, atmosfæriske tag på genren, blev det tid til YOB.
Trioens absolutte midtpunkt er uden tvivl guitarist og forsanger Mike Scheidt, en velvoksen herre i slidt, sort lædervest, arme fulde af sort blæk og ditto langt, krøllet hår, som fløj til alle sider under den intense, medrivende og nærmest meditative optræden. Under den næsten to timer lange seance blev guitaren behændigt revet rundt med riff, der faldt huggende, nærmest skødesløse bevægelser, men uden den mindste mislyd til følge. Han viste også bredde med sin vokal, som gik ubesværet fra de hæst klagende melodier over det snerrende til det voldsomt brølende. Sammen med en tight og virkelig fokuseret rytmesektion malede han et bundsolidt, buldrende lydbillede, som aldrig mistede sprødheden.
Koncerten bød på en kronologisk gennemspilning af den spritnye og glimrende plade 'Clearing the Path to Ascend', som vi anmeldte i sidste nummer.
Denne plade er mit første bekendtskab med YOB, og det var en fornøjelse at se værket opført i levende live - fra den indledende mørke og dystert anlagte 'In Our Blood', der som en tonstung snegl slæbte sig igennem, til den kantet rockende 'Nothing to Win', hvor vi fik højere tempo og mere traditionel sangstruktur, inden 'Unmask the Spectre' til tider truede med at tage pusten ud af koncerten. Den flotte og stemningsfulde 'Marrow' rundede den nye plade af, og mange troede nok, at nu var det slut. Men nej, bandet satte i med den fede 'Quantum Mystic' - et nummer, som ligeså vel kunne være skrevet af Mastodon i perioden omkring 'Leviathan'/'Blood Mountain'-pladerne, og som skabte synlig fryd hos mange af de tilstedeværende. Bandet var tydeligvis meget glade for at spille i Danmark igen og blev bare ved at spille.
Den let kaotiske, Mastodon-lydende 'Adrift In the Ocean' satte tempoet i vejret igen, inden 'Kosmos' lukkede stemningsfuldt af for en fremragende opvisning, hvor bandet glimrede ved deres nærvær, kanaliseret ud gennem instrumenter og ikke gennem unødig snak.