Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Tung trance i Pumpehuset

Updated
-R7A8793-copy-84-1561132271

Konvent havde inviteret Undergang og Vulvatorious med som gæster i Pumpehuset, og ud af det kom der en aften med tre solide oplevelser.

Kunstner
Titel
+ Undergang + Vulvatorious
Spillested
Dato
14-10-2022
Genre
Trackliste
1. In the Soot
2. Grains
3. Chernobyl Child
4. Never Rest
5. Idle Hands
6. The Eye
7. Puritan Masochicsm
8. Fatamorgana
9. Sand is King
10. Ropes Pt. II
11. Pipe Dreams
Ekstra:
12. Squares
Koncertarrangør
Fotograf
Peter Troest (arkiv)
Karakter
4

Fra et demobånd i 2017 til en offentliggørelse på klodens mest ikoniske metalfestival Wacken open Air i fredags. Det er de færreste bands, der når så langt på fem år – eller så langt i hele taget.

Men danske Konvent har taget metalverdenen med storm. Kontrakt med et stort og anerkendt label, invitationer til de største festivaler i udlandet, hjemligt både Copenhell og Roskilde Festival i år, og i starten af foråret leverede de den svære to’er, ’Call Down the Sun’, der, som debutpladen, modtog overvældende god kritik.  

Det er imponerende og velfortjent for det hårdtarbejdende band. Men selv Konvent kan ikke konkurrere mod et efterår, hvor kalenderen uden sidestykke byder på en tsunami af store og mellemstore metalkoncerter på næsten daglig basis.

Sidst Konvent stod i Pumpehuset i begyndelsen af 2020 var det på hovedscenen på første sal til et udsolgt show. I fredags var kvintetten hensat til stueetagens Sort Sal, hvor måske en små 300 mennesker havde fundet vej til en intim og tung kulturnat i København.

Medrivende support
Men før vi kom til aftenens hovednavn, så kom der support fra Vulvatorious, der blev undfanget efter den føromtalte koncert med Konvent i Pumpehuset, proklamerede frontgrowler Ditte Krøyer under Vulvatorious’ halve times glimrende koncert.

Vi har tidligere talt med kvintetten, der gør sig i crust-black med hardcore og thrash over sig. Vulvatorious’ musik passer ikke ind i én kasse, og det har bestemt sin charme, at den stikker i forskellige retninger, mens Krøyer kæmper energisk rundt på scenen og growler råt igennem. Men bandets riffs læner sig lidt for ofte op ad en stiløvelse i metallens klassiske kompositioner, så det mere lyder som en øver end et gennemført nummer.

Klicheer har det dog med at virke. Det var en medrivende halv time. Især bassist Florent Besson imponerede med et overjordisk fingerspil. Der var pondus i ’Fuck You Incel’, der sendte den yngre del af publikum ud i heftig moshpitting, der førte til smil imellem musikerne på scenen.

Hvor må det egentlig også være en vild følelse ik’? De gav deres første koncert for et halvt år siden. Og nu står de her. I Pumpehuset. Foran flere hundrede mennesker og rent faktisk gjorde dét – fik publikum med sig og rockede stedet igennem i en halv time. Godt gået.

Internationalt format
Tekniske problemer førte til tyve minutters forsinkelse for Undergang, der vanen tro også kæmpede med at få bagtæppet op at hænge. Denne gang lykkedes det slet ikke. I det mindste kom der forsinket liv i dødsmetallen på en aften, hvor kvartetten fra København var på plakaten som special guests.

Godt nok deler Konvent og Undergang producer og indspiller i Ballade Studio, men publikum deler de ikke just. David Mikkelsen bemærkede det også fra scenen og kommenterede, at det altid er en fornøjelse at spille for et andet publikum.

Som sagt, så gjort. Undergang kværnede sig igennem 45 minutters overlegent dødsmetal, så selv Vulvatorious’ unge og ansigtsmalede fans overgav sig og kastede sig nådeløst over hinanden i en moshpit.

Såvel som Konvent, så er Undergang også et navn, der bliver inviteret til festivaler i hele verden. Fra Tjekkiet over Finland til Mexico i år. Og det lige præcis det, der er med Undergang. Det er lyden og oplevelsen af internationalt format. Undergang kører dig over. Og så er det egentlig lige meget om du står i Mexico eller Mariager.

Trods den tekniske forsinkelse, så fejlede lyden intet. Kvartetten gik højt og brutalt igennem. ’Menneskeæder’ føltes som et sonisk overgreb og ’Rødt død kød’ kom med jazzet pondus. Kvartetten spillede med rutineret overskud og erfaringen skinnede igennem. Debutpladen var undladt på sætlisten, men det gjorde nu intet denne aften, hvor 13 numre stilsikkert gav en opvisning i ægte dødmetal foran et publikum, der vist næppe havde krydset klinger med Undergang før.

Imponerende udvikling
Der var altid været en stilren aura over Konvent. Ingen store armbevægelser. Hverken visuelt eller musikalsk. Snarere oplevelsen at et minimalistisk og tungt univers i sorte og hvide farver.

Fredagens indtryk var ingen undtagelse. Scenen var enkelt og effektivt udsmykket med tændte lys. Til tonerne af et afdæmpet pigekor i gang med ’Solen er så rød mor’ kom de fire, spillede musikere ind på scenen. De blide børnestemmer blev afløst af en nærmest tung eksplosion på scenen, da fire fandt hinanden og kastede sig ud i ’In the Soot’ fra seneste udspil.

Efter de første takter trådte frontgrowler List ind på scenen og havde straks publikums opmærksomhed med sin imponerende growl og karismatiske nærvær på scenen.

De fire øvrige stod i afdæmpet fordybelse i en kollektiv trance som smittede af på publikum.  Det er doom-genrens triumf, når musikken har næsten hypnotisk effekt på lytteren. Konvent skabte langt hen ad vejen de her magiske momenter, der slog hypnotiserende gnister undervejs, og publikum havde tydeligt en medrivende oplevelse.

Sidst undertegnede oplevede Konvent var på Copenhell i 2019. En udmærket koncert tidligt på dagen, men præget af åbenlys nervøsitet og med småkiks undervejs.

Her tre år senere er det oplevelsen af et band, der har arbejdet for det og vokset med opgaven og årene. Og gået fra en kvartet til en kvintet med tilføjelsen af Sophie Lake på guitar, hvilket kun gavner lydbilledet med en ekstra guitar.

Hvis Konvent fremstod som upcoming grønskollinger for tre år siden på Copenhell, så fremstod de fredag aften i Pumpehuset som en overbevisende gruppe. Kvintetten spillede tight og tungt og især ’Chernobyl Child’ og ’Pipe Dreams’ fik fremkaldt den helt rigtige og dunkle stemning af dødsdoom, der fik publikum til at headbange i takt. Mod enden kastede List sig frådende over publikum og growlede løs, mens hun crowd surfede over de forreste rækker. Efter en lille time takkede kvintetten af efter midnat, før de kom tilbage og leverede demo-hittet ’Squares’ som solidt punktum på en aften i selskab med tre stærke bands.