SRF '17: ”Tonight it’s Sweden Metal!”
Populær
En sjælden gang opstår der magiske koncertøjeblikke på festivaler. På årets Sweden Rock var Venom med Cronos i front en af dem.
2. The Death of Rock 'n' Roll
3. Smoke
4. Long Haired Punks
5. Hammerhead
6. Fallen Angels
7. Antechrist
8. Bloodlust
9. Buried Alive
10. Pandemonium
11. Resurrection
12. The Evil One
13. Rip Ride
14. Satanachist
15. Welcome to Hell
16. Countess Bathory
17. Warhead
18. Grinding Teeth
19. Pedal to the Metal
20. Black Metal
---
21. Witching Hour
Valget stod mellem Saxon og Venom. Alle de ”rigtige” metallere blandt festivalgæsterne valgte naturligvis at se legenderne i Venom; et af de absolut vigtigste ekstremmetalbands i musikhistorien og ikke mindst bandet, der er skyld i black metals eksistens (næsten da).
Der var mødepligt, men det vidste kun omkring 2.000 festivalgæster. Ærgerligt for alle andre, der gik glip af en sand folkefest, som mest af alt var en hyldest til metalkulturen.
Klokken kvart i ni om aftenen gik to konferenciers på scenen. Man skulle tro, at de var faret vild på vej til Northside, for de var så fjernt fra den musik, de skulle præsentere, som overhovedet muligt. Efter et halv minuts svensk volapyk, hvor ordene “Satan” og “black metal” indgik, indtog trommeslager Dante scenen efterfulgt af guitarist La Rage. Stemningen hos publikum var anspændt, for ham, man egentlig ventede på, var frontmand og bassist Cronos – en af bandets grundlæggere, som mange anser for at være essensen af bandet.
Da han gik på, var det til lyden af hyldende, anerkendende tilråb og overdøvende klapsalver. Den unge del af publikum stod med knytnæver op i luften, mens de skreg, mens den ældre del af publikum ikke helt vidste, hvad de skulle gøre af sig selv – en del voksne mænd begyndte endda at græde.
Og netop koncertens publikum var guld værd og havde stor andel i den magi, der opstod til koncerten. For at sige det lige ud: De var seje på alle leder og kanter, og mage til diversitet skal man lede længe efter. End ikke Metal Magic kan komme op på siden af den flok, der var samlet foran scenen denne aften. Alt det bedste fra metallens afkroge og alle arketyper af metallyttere var samlet på et sted.
Der var 60-årige kvinder, der lignede SOSU-medhjælpere fra Lolland-Falster, familiefædre, der havde fået lov til at tage pause fra børnepasningen af konerne, brasilianere, hvor mændene havde det brasilianske flag på skuldrene som kappe, og hvor kvinderne bar stramme Superwoman-lignende kostumer og viste bryster af og til. Der var høje, ranglede og nørdede typer, de lave, lidt rundere, nørdede typer og mænd i en tredjedagsbrandert, der led af solstik, bar lyserøde cowboyhatte og havde snusrester siddende på tænderne, Backyard-Babieshelten Nicke Borg – og naturligvis også et standard-metalpublikum i alle aldre.
Prisen for det absolut sejeste publikum må dog gå til en vennegruppe af unge knægte, der tydeligvis var født 30 år for sent; en høj og kraftigbygget thrasher, en lille og tynd Varg Vikernes, en læderbeklædt og cowboystøvlebærende Lars Ulrich-lookalike med pandehår, og ikke mindst en ung udgave af Murderface fra Metalocalypse. De var true helt ind til benet og sørgede konstant for en intens stemning. De kendte alle sange og startede moshpits på alle tænkelige tidspunkter.
Publikumrepræsentationen var meget sigende for Venoms tidløshed og betydning, hvilket kun blev understreget af sætlisten. Bandet lagde ud med fire numre fra deres seneste udspil ‘From the Very Depths’, hvor særligt ‘Smoke’ – hvis hook i øvrigt er lige lovligt inspireret af Deftones’ ‘My Own Summer’ – var solidt veludført. Ikke alle koncertgængere kendte sangene, men det gjorde absolut ingenting; de er nemme at sætte sig ind i, og trioen var på fra start, og det resulterede i en enestående synergi. Alle var med og i et med musikken. Jo længere koncerten skred frem, jo ældre blev materialet, og koncertens intensitet var eksponentielt stigende. Særligt Cronos blev opildnet af publikums stærke respons og kunne ikke lade være med konstant at smile begejstret – faktisk virkede han overvældende imponeret over, at særligt det unge publikum skrålede med til alle sætninger på ældre numre som ‘Satanachrist’, ‘Buried Alive’ og ‘Welcome to Hell’.
La Rage virkede ikke lige så begejstret, men hans travlhed med at se ud som en farlig metalmusiker tilføjede showet charme – for selvom han ikke var med på daværende tidspunkt, var Venom trods alt et meget farligt og ekstremt band i starten af deres karriere.
Om Dante overhovedet opfattede hele situationen, er svært at sige. Ikke fordi han var væk på stoffer eller fordrukken, men fordi han havde sin helt egen fest brag trommesættet. Han fyrede op for det ene showtrick med trommestikkerne efter det andet mens han spillede løs i thrashrytmer og dobbeltpedal. I begyndelsen af koncerten virkede det afsporet ligesom brugen af fyrværkeri på scenen, men det gav gradvis mere mening med den stadigt bedre stemning under koncerten, der endte med at blive en højenergisk fest for alle parter.
Koncerten kulminerede naturligvis under fremførelsen af kronjuvelen ‘Black Metal’. Moshpitten åd i stigende grad flere publikummer og krævede flere tænder, og fællessangen var højere end nogensinde. Metalhymnen over dem alle, “Lay down your soul to the gods rock ‘n' roll/ Metal ten fold through the deadly black hole/ Riding hell’s stallions bareback and free/ Taking our chances with raw energy”, blev gengivet af Sweden Rocks hårdeste samling af metallere i alle afskygninger.
Venom leverede en af de slags koncerter, hvis perfekte skævhed går op i en højere enhed og minder en om, hvorfor man overhovedet hører metal, og hvor stort et fællesskab genren rummer. Som Cronos passende startede med at sige: “Tonight it’s not Sweden Rock, tonight it’s Sweden Metal!”.
Længe leve Venom, længe leve metal!