Visse koncertoplevelser vil altid stå klart i ens bevidsthed på grænsen mellem det gale og det geniale. Green Jellÿs anarkistiske totalteater var så dumt og upassende, at man kun kunne enten elske eller hade det.
Nutidens svar på Bathory kom, spillede og sejrede. Primordial var et tiltrængt navn på sidstedagen af Sweden Rock, der bragte den grumme side af metallen med sig.
Black metal i bragende solskin midt på eftermiddagen er sjældent en succes, men legenderne Dark Funeral beviste, at ren ondskab kan besejre alt.
Der blev kæmpet til stregen mod sol, varme, vind og en ustyrlig røgmaskine, da Rotting Christ lagde vejen forbi Sverige med deres sataniske kampmusik.
Body Count kæmpede med et tørt skandinavisk publikum, da de spillede på en af Sweden Rocks mindre scener. Alligevel måtte alle bukke sig i støvet for Ice-T’s gangsta-charme.
Alle Copenhell-gæster opfordres til at se Candlemass. Deres show på svensk grund var fængende, dystert og veludført – en oplevelse, ingen metalelsker må snyde sig selv for.
Under Scorpions' næsten to timer lange sæt spillede Thyrfing på festivalens mindste scene, hvor den hårde kerne af publikummer valgte at samles.
Sol, øl og Clutch er en god blanding. Havde resten af bandet dog været halvt så udadvendte som bandets sanger, den fødte performer, kunne koncerten for alvor have været en fest.
En sjælden gang opstår der magiske koncertøjeblikke på festivaler. På årets Sweden Rock var Venom med Cronos i front en af dem.
På trods af hæmmende sceneforhold leverede Apocalyptica en ihærdig indsats på Sweden Rock Festivals hovedscene i forbindelse med udgivelsen af en re-mastereret udgave af deres debutalbum.
Endelig har Myrkur fundet fodfæstet. På Sweden Rock Festival beviste danskeren, at hun er klar til at være den førende frontfigur for nutidens skandinaviske musikscene.
Satyricon blev overdøvet af Twisted Sister og kæmpede med både dårlig lyd og en malplaceret gæstevisit som afslutning på en koncert, der først peakede hen imod slutningen.
Tekniske drillerier dominerede i midten af koncerten, der samlet set var en times stabil, flirtende hardcore af den fede skuffe.
I foromtalerne skrev vi, at The Struts ikke var noget dårligt valg som opvarmning for The Rolling Stones for blot to år siden. Det var en underdrivelse af de større. Et mere charmerende band er sjældent set.
Det sidder i maven længe efter. Visheden om at have oplevet et musikhistorisk øjeblik, der mejsler sig ind i hukommelsen i lyd og billeder.
Kulissen var imponerende, og på Lemmy Stage opførtes en medrivende forestilling med blandede godter fra Mercyful Fate-tiden og slutteligt hele 'Abigail'. Mesterligt!
Festen var for kort. Men mens den stod på, var ukuelige Airbourne som altid så veloplagte, få andre bands matcher deres massive energiudladning på en scene.
Efter fem års pause havde Backyard Babies lovet en historisk koncert. Så vildt blev det aldrig, men Sveriges store rockstjerner gjorde et sprudlende og stilsikkert comeback.
Fortidens fordrukne eskapader er et overstået kapitel for Ace Frehley. Guitarhelten fra Kiss var på vinderkurs og sejrede med alle sine gamle klassikere fra både sit tidligere legendariske band og solokarrieren.
En mere manisk frontmand end Mick Jagger. En overjordisk guitarbegavelse. Extreme dukkede op fra glemmebogen og gav en fuldstændig forrygende koncert.