WOA '17: Vikingerne kom, så og sejrede (næsten)
PopulærKarismatiske Johan Hegg og de andre svenske vikinger fra Amon Amarth havde slæbt det helt tunge skyts med fra hjemlandet, da de spillede omgivet af kamplystne krigere, Midgårdsormen og Loke på Wacken lørdag aften.
2.As Loke Falls
3.First Kill
4.The Way of Vikings
5.Cry of the Black Birds
6.Deceiver of the Gods
7.Father of the Wolf
8.Death in Fire
9.War of the Gods
10.Raise Your Horns
11.A Dream That Cannot Be
(with Doro)
12.Guardians of Asgaard
13.Twilight of the Thunder God
Da Amon Amarth i 2006 udgav deres sjette studiealbum 'With Oden on Our Side', opnåede de pludselig stor kommerciel succes, og numre som 'Runes to My Memory' og især 'Cry of the Black Birds' gjorde takket være de letgenkendelige omkvæd og guitarpassagerne, at vikingeskibet fik vind i sejlene. Amon Amarth har som band lige siden gjort, hvad de kunne, for at bevæge sig væk fra dødsmetallens kerneelementer og flirter nu i stedet med det melodiske og episke aspekt ved power metal. Dog uden at lade Heggs growlende vokal tage farve heraf.
Bandets seneste album, 'Jomsviking' fra 2016, bærer også tydeligt præg af denne tendens. Dette kom blandt andet til udtryk under dette års Wacken-koncert, hvor folk lystigt sang med på det omkvædsbaserede sing-along-nummer 'Raise Your Horns' fra førnævnte album. Nummeret lader udelukkende til at være skrevet til livesituationer, idet bandet via sangens komposition opnår både publikumsinteraktion og styrkelse af den generelle fællesskabsfølelse fans imellem, hvilket også i sig selv ligger i nummerets titel. Omvendt kan man kritisere bandet for ikke at udfordre sig selv tilstrækkeligt, og i andre tilfælde kan man blive decideret i tvivl om, hvorvidt der er tale om røvslikkeri for massernes skyld.
Når det er sagt, skal man tage bandet for, hvad det er. Alle så ud til at more sig under koncerten. Både da Loke kom ind på scenen i sin absurde Warhammer-rustning, da Midgårdsormen rokkede mekanisk frem og tilbage med lysende øjne, og da Hegg løb ind på scenen med en stor hammer, hvorfra der fløj gnister, da han slog den ned i scenegulvet. Alt dette beviser, at der i det kommercielle cirkus stadig et stort, fedt glimt i øjet på musikerne i Amon Amarth. Det er tenderende til latterfremkaldende, men det er samtidig også en del af en uhyrligt gennemført rollespilsleg, der er en fryd for øjet. Det skal bandet have point for.
Selve udførslen af bandets bagkatalog var absolut heller ikke ringe udført, selvom man måske kunne mene, at der var lidt for stor overvægt af det nyere materiale i sætlisten. Doro Pesch, der nærmest bor på Wacken, gæstede naturligvis også bandet på nummeret 'A Dream That Cannot Be', som hun også er en del af på 'Jomsviking'. Dette var næsten det eneste nummer under koncerten, hvor publikums energiniveau dalede, hvilket ikke er ualmindeligt, når metalbands beslutter sig for at lave duetter. Doros grove, letråbende vokal i samspil med Heggs growl er dog heller ikke, hvad de fleste vil betegne som et match made in heaven, og nummeret satte et spøjst, emotionelt tungt aftryk på sætlisten, som publikum nok havde været bedre foruden. ”My Life is mine, not yours, so leave me be,” passede umiddelbart ikke lyrisk ind i Amon Amarths kriger-univers. Alligevel gik de fleste publikummer der fra med et stort, bredt smil i ansigtet. De ville ikke have været denne koncert foruden.