Copenhell '22: Vækket af en kindhest af dødsmetal
Wayward Dawn var vækkeuret, der med dødsmetal på fornøjelig vis bankede liv i festivallens fjerde dag.
Det er godt, at der er nogle, der kan levere ilden, hvis flammen er brændt lidt ud på festivallens fjerde dag. Wayward Dawn var fyr og flamme, og havde tydeligvis glædet sig til Pandæmonium-scenen, der var et noget større bekendskab, end bandet ellers har kendt til. Bassist/vokalist Kasper Petersen var nærmest overtændt, som han kom råbende ind på scenen, trampende i gulvet som et dyrisk væsen af en anden verden. Men de fire medlemmer fik alle spillet sig varme og lidt efter lidt ind i et fornuftigt energiniveau, så det ikke bare er ukontrolleret løben omkring, ligesom da der nærmest opstod kø ved mikronen, når bassisten med lav mikrofonføring er havnet på visit hos guitaristens noget højere mikronhøjde og vice versa.
Dobbelt dynamik
Bandet fra Skanderborg er leveringsdygtige udi old school dødsmetal med plads til både fræs og groove og nogle diskrete melodier i ny og næ. Der blev vundet en hel del dynamik, da bandet måtte se Niklas Lykke forlade bandet til fordel for Livløs i 2019. Godt nok er Lykke en god og aktiv frontmand, men til denne oldschool dødsmetal giver det bare et ekstra skud energi, når guitarist Rasmus Johansen og førnævnte Petersen, udover at sætte strenge i svingninger, også både på skift og til dobbelte vokalangreb træder til mikrofonen.
Det unge band har fået chancen på Copenhell ovenpå udgivelser i en lind strøm med tredje fuldlængde på vej til september og en mere og mere intensiviteret live-plan, der blandt andet bragte bandet til Norge for nylig.
Men det var tidligt på sådan en fjerde dag, og i forhold til kapaciteten på pladsen, så har kun få fundet vej til området klokken 12.30, men Wayward Dawn gik til den med krum hals alligevel. Og lykkedes også med at få de fremmødte tættere på scenen, så der kom lidt action i pitten. Og selvom wall-of-death mindede mere om et hegn end en mur i styrke, så må der gives cadeau for at få det til at virke trods alt.
Fra det velkendte mod nye tinder?
Wayward Dawns dødsmetal er stadig uden det helt åbenbare personlige take på stilen. Fundamentet kommer fra noget, der kendes og elskes af dødsmetal-fetichister, som medlemmerne selv. Men det serveres med en tydelig kærlighed til musikken, der har noget finsk over sig i de brutale angreb og i det æggende, men diskrete underliggende groove. Når der altså ikke grooves helt bevidst som i den tunge 'Bottomless Pit' fra det kommende album. Et nummer med et skift i intensitet undervejs, hvilket gav respons med det samme fra publikum, der sent i koncerten så ud til være blevet smittet af passionen, der så tydeligt brændte fra scenen. I det hele bliver det spændende med det kommende album, for også 'Isolation' herfra lød ganske glimrende.
Det var svært for bandet helt at blive i rollen som det farlige, onde dødsmetalbæst, som især bassisten lagde op til i mimik og attitude. I den anden side havde Rasmus Johansen svært ved at blive i rollen, når der blev berettet om, hvor meget og hvor længe bandet havde kunne glæde sig til det, og hvor stort det føltes, og hvor han blev til den unge mand, han nu engang er. Og en ydmyg tak til publikum, der var troppet op. Og det skal ikke ses som en kritik, for det var faktisk rørende at opleve et band, der har fået en vild chance, tager den, og giver den alt hvad de har i sig. Og som så ud til at have the time of their lives imens. En glimrende start på dagen.