Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

WOA '14: Fuck dig, jeg er fra Brooklyn!

Populær
Updated
WOA '14: Fuck dig, jeg er fra Brooklyn!

Musikken gik langsomt, men tiden hurtigt under det udmærkede show fra de amerikanske mørkemænd i A Pale Horse Named Death.

Spillested
Dato
01-08-2014
Genre
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen (arkiv)
Karakter
4

Det var lidt af en omvæltning at forlade en ellers mere end glimrende Slayer-koncert for at gå i ”teltet” og høre nogle andre amerikanerne give den gas. Eller gas er så meget sagt, for A Pale Horse Named Death spiller mere på stemning og følelse i deres tunge, melankolske rock, som spilles af hele to Type O Negative-trommeslagere, nemlig Sal Abruscato, som i denne sammenhæng dog varetager vokal og guitar, og Johnny Kelly, der stadig slår på gryder.

Men når først chokket over overgangen fra Slayer-bombardement til musik i grænselandet mellem nyere Alice In Chains og Type O Negative havde lagt sig, og Abruscato fik sunget sig varm, så var det en udmærket oplevelse. Om stemmen skulle synges varm, eller om det var monitor-problemer, vides ikke, men i hvert fald var vokalen underligt flad i klangen til at starte med.

Det blev dog hurtigt bedre, og så gik det ellers fornemt derudad med det bedste fra bandets to skiver. Abruscato udtrykte taknemmelighed overfor Wacken-folket over at være blevet inviteret, men var ikke desto mindre lidt bitter at høre på, når han ønskede sig lidt mere respons fra publikum. Han havde jo ligesom fløjet ”over 3.000 miles” for at være der. Og en bøn om at købe bandets album affyret med en stikpille til dagens download-kultur blev det da også til. Er man følger på Facebook, så har man hørt snakken før i opslag om temaerne ”det er dyrt at udgive musik og tage på turné nu om dage”  og "hvilket site til crowdfunding kan anbefales?".

Sort humor

Bandet er fra Brooklyn, og det blev nævnt: Abruscato fik i hvert fald rodet sig ud i en sær snak om at knalde folks koner/kærester og bortforklaret sig med, at det måtte han gerne sige, for han var fra ”Brooklyn, New York”. Men når den slags ikke stod på, kunne musikken så rigeligt nydes – ikke mindst Johnny Kellys monstertunge, supersvedige trommespil, som var aldeles formidabelt denne aften.

’Die Alone’ blev introduceret som bandets mest depressive nummer – komplet med reb og barberblade backstage, hvis nogen blandt publikum skulle blive alt for påvirkede af nummeret. Sort humor i natten!

Bandet var blevet tildelt 45 minutters spilletid, men Abruscato gjorde ikke mine til at takke publikum og forlade scenen, da tiden var gået. Johnny Kelly havde ellers signaleret den velkendte ”håndflade for halsen” for at fortælle, at han netop havde fået at vide, at tiden var gået. Det ville Abruscato ikke finde sig i, og han sagde ,at hvorvidt showet var slut, kunne kun publikum afgøre. Og han flyttede sig ikke en millimeter, da den sceneansvarlige nærmede sig for at lave samme håndbevægelse, som Kelly havde gjort.

Utroligt nok virkede planen. Publikum var med på mere, og den sceneansvarlige gav på forunderlig vis tilladelse. Ikke normalt for den ellers vanlige, tyske punktlighed på Wacken, men måske frygtede man et oprør. Ikke lige bandet, man havde forventet kunne skabe det, hvis det skulle ske. Johnny Kelly kom således tilbage bag gryderne, og det blev til et kort nummer mere til publikums store begejstring.

Så var der alligevel pondus bag den der ”Brooklyn-attitude”.