Pink Floyd på speed
Updated
På "Amputechture" tager The Mars Volta tråden op fra "Frances the Mute", men slår ikke ligeså hårdt som forgængeren. Vi skal ikke længere end et år tilbage for at finde The Mars Voltas forrige albumudgivelse, ”Frances the Mute”, som var en meget syret cocktail af fusionjazz, salsa og almindelig hård rock.
Tråden tages op her, og ”Amputechture” ligger i direkte forlængelse af forgængeren. Alligevel er der kommet lidt nye boller på suppen. Bl.a. er vennen John Frusciante fra Red Hot Chili Peppers hentet ind til at spille samtlige guitarstykker på albummet, så Omar Rodriguez-Lopez har kunnet fokusere 100 % at skrue på knapperne i producerstolen. Dette er dog ikke noget der høres.
Ligesom ”Frances the Mute” er dette album indspillet over flere sessions forskellige steder på kloden, og til sidst sat sammen til èt stort værk. Der er ikke skruet ned på ambitionsniveauet, og efter en meget afdæmpet intro, kaster bandet sig ud i ”Tetragammatron”, der lyder, ja, som Pink Floyd på speed! Sangen fortsætter i øvrigt i godt et kvarter.
Lidt skuffende
Det interessante er imidlertid, at Mars Volta - på dette album – lyder bedst, når bandet holder sangene indenfor en forholdsvis behersket tidsramme. Fx på ”Vermicide”, der sagtens kunne blive et hit, eller den fine spanske ballade ”Asilos Magdalena”. Havde de klippet lidt i ”Viscera Eyes”, kunne den såmænd også sagtens være brugt i radioen.
Men i det store hele skuffer dette nye Mars Volta album lidt, ligesom Tool gjorde det tidligere på året. Det virker lidt som om, at der bare skal køres videre på den samme recept, og albummet skal strække sig over 76 minutter. Bare fordi...
Derfor overrasker ”Amputechture” ikke det store, selvom der dog er nogle ganske imponerende og syrede saxofonsoloer (!) undervejs. I stedet for at blive overrasket, bliver man træt i længden, og der går lidt øvelse-i-overdrivelse i den, over hele foretagendet.
Bortset fra det, kan man - som begynder - sagtens starte med Mars Volta her, selvom albummet kræver mange gennemlytninger. ”Amputechture” rammer bare ikke ligeså hårdt først gang, som ”Frances the Mute” gjorde…
Tråden tages op her, og ”Amputechture” ligger i direkte forlængelse af forgængeren. Alligevel er der kommet lidt nye boller på suppen. Bl.a. er vennen John Frusciante fra Red Hot Chili Peppers hentet ind til at spille samtlige guitarstykker på albummet, så Omar Rodriguez-Lopez har kunnet fokusere 100 % at skrue på knapperne i producerstolen. Dette er dog ikke noget der høres.
Ligesom ”Frances the Mute” er dette album indspillet over flere sessions forskellige steder på kloden, og til sidst sat sammen til èt stort værk. Der er ikke skruet ned på ambitionsniveauet, og efter en meget afdæmpet intro, kaster bandet sig ud i ”Tetragammatron”, der lyder, ja, som Pink Floyd på speed! Sangen fortsætter i øvrigt i godt et kvarter.
Lidt skuffende
Det interessante er imidlertid, at Mars Volta - på dette album – lyder bedst, når bandet holder sangene indenfor en forholdsvis behersket tidsramme. Fx på ”Vermicide”, der sagtens kunne blive et hit, eller den fine spanske ballade ”Asilos Magdalena”. Havde de klippet lidt i ”Viscera Eyes”, kunne den såmænd også sagtens være brugt i radioen.
Men i det store hele skuffer dette nye Mars Volta album lidt, ligesom Tool gjorde det tidligere på året. Det virker lidt som om, at der bare skal køres videre på den samme recept, og albummet skal strække sig over 76 minutter. Bare fordi...
Derfor overrasker ”Amputechture” ikke det store, selvom der dog er nogle ganske imponerende og syrede saxofonsoloer (!) undervejs. I stedet for at blive overrasket, bliver man træt i længden, og der går lidt øvelse-i-overdrivelse i den, over hele foretagendet.
Bortset fra det, kan man - som begynder - sagtens starte med Mars Volta her, selvom albummet kræver mange gennemlytninger. ”Amputechture” rammer bare ikke ligeså hårdt først gang, som ”Frances the Mute” gjorde…
Kunstner
Titel
Amputechture
Label
Distributør
Genre
Forfatter