Retroheavy og bizar syre

Svenske Witchcraft planker Sabbath med stor charme. Hvis man gerne vil høre et bud på, hvordan Black Sabbath kunne lyde i 2005, hvis de havde været ligeså unge som de var, da de startede ud i gamle dage, så skal man løbe ud og anskaffe sig Witchcraft’s nye album, ”Firewood”. Produktionen er frækt inspireret af de glade 60ere og 70ere, og det samme er instrumenteringen. Sanger, Magnus Pelander, lyder endda ofte som Ozzy gjorde i sine helt unge dage.

Allerede under første skæring, ”Chylde of Fire”, driller Witchcraft med et ”Iron Man”-agtigt riff, og som pladen skrider frem, undrer man sig, og tjekker en ekstra gang i kalenderen, at der nu står 2005 og ikke 1975. Witchcraft har virkelig fanget ånden på dette – deres andet udspil, i en ret imponerende grad. Men bandet holder også stilen med store sølvsmykker og hvad dertil hører.

Doors-inspirationer kan høres i ”Mr. Haze”. Og hvem sagde basintro, som i ”N.I.B.” på ”I See a Man”!? Og Blue Öyster Cult kunne nemt have skrevet ”You Suffer” og så videre, og så videre.
Man kan ikke undgå, at blive lidt træt af Witchcraft’s konstante planken Sabbath, hele albummet igennem, men der er en sær, surrealistisk charme over pladen, og det lyder ikke engang kitchset, når panfløjten tages i brug i ”Sorrow Evoker” (hvilket i sig selv siger en del!).

Udførslen er eminent, og den i sig selv, samt at albummet lyder præcis, som kunne det være indspillet for 30 år siden, tilføjer det hele en ekstra charme, og en pil op i karakteren.