Metaldiktator: Disneyland After Dark - Call of the Wild
Et vildt, humoristisk og kompromisløst mesterværk, hvor kopunk, westernmyter og fortællelyst smelter sammen, inden D.A.D. bliver folkeeje.
Call of the Wild
Riding With Sue
Marlboro Man
Counting the Cattle
Jackie O´
Trucker
Rock River
Jonnie
Son of a Gun
It’s After Dark
Kært barn har mange navne – og selv om navnet siden hen er blevet forkortet både med punktummer, koloner og bindestreger, ved vi alle udmærket, hvad forkortelsen står for. Disneyland After Dark. Ikke blot en institution på den danske musikscene, men også det første rockband herhjemme, som for alvor kom ud over grænserne i 1989 med Warner-kontrakten underskrevet, ‘No Fuel Left for the Pilgrims’-skiven i butikkerne og singler i rotation som ‘Jihad’ og ‘Sleeping my Day Away’, der stadig står som nogle af deres mest kendte og hyldede sange i repertoiret. En succes, de bestemt ikke var kommet sovende til, omend der var skruet helt ned for den blå eyeliner, halmballerne på scenen og fascinationen for de lovløse skæbner fra de gamle spaghettiwesterns …
Det var ellers en ganske anden form for lovløshed, der skulle tænde gnisten op under Jesper Binzer og hans et år yngre lillebror Jacob, Stig Pedersen og Peter Lundholm Jensen i de tidlige teenageår. Som skatere i en tid, hvor det ikke var lovligt at skate på gaden, men farten, faren og det frie liv på vejen var noget af det, der samlede den grænsesøgende ungdom på tværs af Københavns forstæder i senhalvfjerdserne, kombineret med punkkulturens vilde udtryk. Som Jesper udtrykker det i sin selvbiografi, ‘I Won’t Cut My Hair’:
“Skatekulturen gik helt perfekt i spænd med punken, for de havde samme outlaw-følelse og oprørske signaler i sig. Jeg var langhåret, slidt, selfmade og anti-establishment, både på ramperne og når vi var til koncerter i Rockmaskinen, Saltlageret og på Christiania.”
Disneyland After Dark med Lene i front, ungdomsklubben Sundby Algård, 3/12 1982
Selvom Binzer-brødrenes første, musikalske prøvelser sammen var med udgangspunkt i Ramones’ hurtige og enkle punk-fundament i Huset på Skt. Knuds Vej, var det dog først i sensommeren 82, at bandet begyndte at tage form. Stig var netop blevet smidt ud af ADS, der havde momentum i punkmiljøet for deres uregerlige stil og hidsige strithår i alskens farver, og da han blev introduceret for Jesper til en Iggy Pop-koncert i Odd Fellow Palæet, blev det starten på en gruppe, der sammen med den mere avantgarde-orienterede trommeslager Peter Lundholm og Stigs daværende kæreste Lene som sanger debuterede som liveband d. 3. december samme år. Det stod dog allerede her klart, at de ville noget andet end punkens dystre udtryk, som de ellers var rundet af – og Lene var et dårligt fit, hvorfor det blev deres eneste show i denne konstellation.
De fortsatte som trio, og en dag, da de flirtede med et Suicide-cover, var det en simpel fejl fra Stig, der gav sangens riff et country-agtigt skær. Noget, de grinte af og hurtigt kunne høre, var værd at arbejde videre på. Resultatet blev siden hen ‘Trucker’, og det blev så kickstarten på de western-fascinationer, der skulle bære dem frem i de tidlige år.
Disneyland After Dark som trio, 1982
Det var med det udgangspunkt, at navnet Disneyland After Dark kom på banen fra Stig, som udtryk for det forkvaklede og absurde ved USA, både med plads til humor og mørke under overfladen. En trio, der i høj grad så sig selv som en reaktion mod det selvhøjtidelige musikmiljø, der prægede København i startfirserne, hvor punkscenen var det værste eksempel, fyldt med regler for, hvad man (ikke) måtte. Regelsæt, som Jesper, Stig og Peter for alt i verden ville søge væk fra.
Jesper, Stig og Peter flyttede sammen i en kælderlejlighed på Løgstørgade i 1984, og det blev så for den næste håndfuld år deres kreative base, internt døbt Løkkebo. En festlig, men også produktiv tid, hvor kaktusser og kohoveder blev bygget til sceneopsætningen, i værste fald sammensat af cykelsadler og styr når midlerne var få.
Få dage inden et show på Musikcaféen d. 3. marts 1984 blev Jacob, eller i folkemunde Cobber, inviteret med i øveren. Lige så meget trioen havde styr på deres stil og visuelle udtryk, lige så meget manglede de på den tekniske parameter. Med Cobber, der allerede i 14-15-årsalderen havde spillet Weather Report- og Miles Davis-covers i bandet Vidunderkuglerne, var det tanken, at det kunne styrke deres musikalske profil. Det er derfor i praksis den dato, hvor Cobber debuterer i Disneyland After Dark, at de selv definerer som deres fødsel – det selvsamme skel, de i øvrigt fejrede i.f.m. udstillingen på Nationalmuséet i 2024.
Stig kom med mørket og vildskaben fra punken. Jesper bidrog med det melodiske og omkvædene. Peter kom med legelysten, og Cobber tilføjede licks og satte det hele i system som bandets kapelmester. Både Stig og Jesper sang, afhængig af hvad sangen lige afkrævede, og selvom der var masser af humor og ironi, skulle det absolut ikke virke latterligt. Det var ikke blot for sjov, hvor meget det end kunne tage sig sådan ud.
Mødte du bandet dengang, var de altid i læderveste, ponchoer, cowboyhatte, lange, spidse støvler og læderchaps uden på deres Levi’s. Det var centralt for dem, at det ikke bare var noget påtaget scenekluns, de tog på en halv time før de gik på scenen, men at de levede stilen ud – og kunne de skaffe halmballer, kaktusser og andet, der tilføjede ekstra til deres spaghettiwestern-feel på scenen, så gjorde de det.
Deres såkaldte kopunk stod meget for egen regning, da de startede ud, men efterhånden gjorde både fans og branchefolk dem opmærksom på bands som amerikanske Gun Club, der trak på en tilsvarende genrehybrid, og som de derfor også varmede op for i de spæde dage ... men med det sagt var Disneyland After Dark nu stadig noget helt unikt i disse år.
De åbnede også Roskilde Festival i 1984 – et show, der i øvrigt også blev radiotransmitteret – men den første forsmag på plade var med ‘Standin’ on the Never Never’-EP’en, der udkom i maj 85, indspillet lo-fi over fem dage. På trods af et beskedent salg på blot 1.500 eksemplarer så Mega Records dog potentialet, og kontrakten om debutpladen blev underskrevet hurtigt derefter, og således gik arbejdet for alvor i gang med at finpudse live-sættet. 
Disneyland After Dark gennemlæser deres MEGA Records-kontrakt sammen med manager John Rosing på Rio Bravo, 1985
Hvor ‘Standin’...’ var deres første prøvelse i et studie, skulle ‘Call of the Wild’ blive deres chance for for alvor at folde sig ud, eksperimentere og komme ud over stepperne. “You’re now listening to Disneyland After Dark … hit it boys!”
Efter den Johnny Cash-inspirede intro ‘Land of Their Choice’ leder titelnummeret os lukt ind i deres tidsrejse tilbage til det lovløse USA. Som en simpel fortælling om en søn, der bliver en gunman for selv at rivalisere den bandit, der skød hans far, smukt musikalsk flankeret af slideguitar, underspillede keys i mellemstykket og en reflekterende atmosfære, der sætter albummet flot i scene fra start, inden ‘Riding with Sue’ hæver pulsen som en påmindelse om deres mere punkede rødder. En af pladens mere skøre indfald, hvor både Jespers vrængen og Stigs skrig og imitationer af kvindestemmen, der vil have sin elskede med helt op til stjernerne i Disneyland, illustrerer dramaet, da hun falder og falder i en time til sit endeligt i bunden af ørkenen.
“Do as I: Inhale, don't blow it!
You'll get the feeling & you know it...
When the smoke gets to your brain...
It makes you quite insane”
… lyder det i ‘Marlboro Man’, der her er blevet pudset mere af siden EP’en, og hvor pladeselskabet trumfede igennem, at Peter skulle erstattes med en trommemaskine for at gøre drivet mere letfordøjeligt. Produktionen er utvivlsomt skarpere, og hvor meget den så end står ud som en sej art ironisk cigaretreklame, så betvivler vi heller ikke, at der også var en anden slags røg, der gik til deres hjerner …
Samme røg har i hvert fald haft sit aftryk på ‘Counting the Cattle’. Fortalt som taget ud af en Jumbobog forsvinder kvægene én for én, indtil det sidste, Molly, står glad tilbage sammen med deres søn, der er en mutant – “...But who gives a damn / When the folks downtown calls us mister and mam!” En tekst halvvejs skrevet skidefulde på ladet af en kassevogn, og resten i arresten, hvor Stig og Jesper i skæv tilstand var blevet fejlagtigt arresteret for at have overhældt en bygning med maling. Hvordan kan man stå for dette tidsstempel fra disse glade, ironiske drengerøve, der rider westernklichéerne for hårdt med dertilhørende banjo og hunden Shiva, der var blevet lukket inde med højlydt slagtøj over højttalerne i studiet for at fremprovokere den høje gøen – jeg kan i hvert fald ikke!
En fantastisk A-side, der rundes af med den galopperende ‘Jackie O´’ om indianerne, der indtager Wounded Knee i oprøret i 1973, hvor Jackie O så er blandt oprørets ofre. Kort og kontant med Cobber på klunset Casio-keyboard, en skingert forvrænget Stig på megafon og et af Jespers mest fængende omkvæd på pladen.
‘Trucker’ åbner B-siden - en af de helt store kultfavoritter i D-A-D-repertoiret, hvor vi følger en lastbilchaufførs rejse gennem Staterne, “...me and my 18-wheeler / every night and day”. Et vidunderligt nummer, der groover af sted med lækre Cobber-licks, yippieyayays galore og en trommemaskine, der passer perfekt ind i truckens maskinelle fremdrift dag og nat.
Tilbage i western-universet finder vi ‘Rock River’, hvor en søn jagter den morder, der har hængt hans mor, rundt i USA, indtil morderen bliver skudt ned ved Rock River. Endnu en sang med lækkert galopperende antrit fra Peter og svedige Cobber-finesser. Andensinglen ‘Jonnie’, med den ikoniske hookline “Jonnie, put that gun down”, er som taget ud af Sergio Leones spaghettiwesterns med fortællingen om de to børn, der vokser op sammen i fordragelighed, men filmen knækker for alvor, da Jonnie, skurken af de to, skyder hans elskede, og fortælleren gør en ende på Jonnie. En bevægende ballade, der da også ind imellem stadig finder vej til deres sæt den dag i dag, modsat ‘Son of a Gun’, der er det nærmeste, de kommer på rendyrket country & western her på debuten med trioler og clean tremolo-licks, trods lidt twistede studiemanipulationer fra producer Frank Marstokk i mellemspillet.
Sidst, men så absolut ikke mindst, finder vi ‘It’s After Dark’. En rørende epilog for denne første, fulde oplevelse af, hvad denne kvartet skulle præstere sammen det næste årti frem. Simpelt funderet på en rundgang, der tilføjes flere og flere lag til som den skrider frem, med vekselvirkningen mellem Stigs og Jespers stemmer og det drømmende keymotiv, der fører pladen til ende, som det har gjort til mangen en D-A-D-koncert sidenhen.
En fantastisk bedrift fra fire unge fyre omkring de tyve år, der alle bidrog hver med sit til helheden. Den, der kom med skitsen, havde teten, men det hele blev alligevel slebet til i fælles flok – og derfor står hele bandet da også som komponister på alle numrene.
Ejer du også LP’en, har du nok mangen en gang nydt grafikken på innersleevet, der er prydet med cowboys, totempæle, vandfald og talebobler om dele af teksten, i bedste tegneserie-agtige stil. Alt sammen tegnet, klippet og klistret til af bandet selv i Løkkebo, som en del af deres punkede insisteren på selv at ville lave det hele, for også at sikre, at en professionel grafiker ikke ville misse plottet i det udtryk, de gik efter.
Det var dog ingen stor sællert for bandet, og da 1986 var ovre, havde den solgt godt 12.000 eksemplarer på tværs af Norden. Den fik dog pæne ord med på vejen, bl.a. fra det daværende jazz/rock-magasin MM: “Hvis italienske cowboyfilm hedder spaghettiwesterns, så må det her være Lucky Luke Rock (sic), og det er ment som en ros”.
Fans omkring dem bekræftede dem da også i, at de skulle værne om det helt unikke, de havde kreeret, for ‘Call of the Wild’ skiller sig vitterligt enormt ud fra alt andet på det musikalske landskab herhjemme, dengang som nu. At værne om det sikre valg var Stig og Jesper dog meget uenige i – det var friheden, bevægelsen og forandringen, der gjorde Disneyland After Dark til noget særligt, og så snart formerne groede for meget fast, var Stig og Jesper generelt dem, der sikrede, at der skulle nye boller på suppen.
Da publikum begyndte at komme til deres koncerter med cowboyhat og læderbukser, blev det, for bandet selv, for meget af det gode. Det blev for meget temafest og for lidt ironisk distanceret kunst, som det var ment til at være – og efter et show til en countryfestival i Silkeborg med navne som Jodle Johnny og Karins Square Dancers, hvor dele af publikum efterfølgende bad dem give autografer på et sydstatsflag, stod det klart, at nogen rent faktisk tog deres udtryk alvorligt, hvilket bestemt ikke var meningen.
Det var derfor med et ganske anderledes mindset, at de fortsatte med ‘D.A.D. Draws a Circle’, der stadig har klare spor fra debuten, men også inkluderer mere kontante hardrockere såsom ‘Isn’t That Wild’ og ‘God’s Favourite’. Væk var udklædningerne, og det blev allerede her vigtigt for dem at gøre det hele mere virkelighedsnært. Græsrodsdelen med selv at definere sit udtryk forsvandt hastigt med Warner-kontrakten et par år senere, og selvom der ventede mange stærke år endnu forude, så er der bare noget autentisk, ægte over det udtryk og det materiale, der kom ud af ‘Call of the Wild’. Noget, som efterfølgeren ikke helt matchede, hverken i sange eller i udtrykket, der blev lidt mere kontrolleret, som en overgangsplade på vej mod det, vi sidenhen kender som D.A.D. på ‘No Fuel Left for the Pilgrims’.
Hvor fantastisk en rockplade ‘No Fuel…’ end også er, så vil mit hjerte dog altid ligge debuten nærmest. Den går sine helt egne veje og har hele vejen igennem et charmerende glimt i øjet, som al D.A.D. har, når det er bedst. Det var en fuldblods livsstil 24/7 med blå eyeliner, udslidte trenchcoats og cowboyhatte, og ikke noget påtaget showgøgl, som det var i det punkmiljø, de udsprang af. Som Jesper selv udlægger det:
“Intentionen og energien i den plade er ret klar. Jeg er stolt af, at den fremstår så helstøbt og stor, når udgangspunktet var en lillebitte smal og selvskabt genre som kopunk. Det er lige før, jeg vil kalde det konceptkunst, fordi vi insisterer på både at være inderlige, vilde, historiefortællende og alt muligt andet inden for den samme ramme.”
Hvis ikke sange som ‘Counting the Cattle’, ‘Riding With Sue’ eller ‘Trucker giver dig et skævt smil på læben, eller ‘Jonnie’, ‘It’s After Dark’ og titelnummeret giver dig nogen af de samme, reflekterende kvaliteter, du finder i fx ‘Grow or Pay’ og ‘Home Alone 4’ senere i karrieren, så er du simpelthen ikke en true nok believer.