Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Albatrossens svanesang

Updated
III album cover

De svenske stonere lader rumskibet tage en sidste tur igennem hyperrummet for at undslippe fremtidens rædsler.

Kunstner
Titel
III
Dato
24-06-2022
Genre
Trackliste
1. Cult Axe
2. Megafauna
3. Desert of Madness
4. The Secret of Water
5. The Green King Rises
6. Il cattivo
7. Escape from Earth
8. To Suns Beyond
Forfatter
Karakter
4

Konceptalbums er ikke nyt. Siden The Beatles og The Who i slutningen af 60’erne besluttede sig for at fortælle hele historier med deres musik, har kunstnere arbejdet for at gøre pladen til mere end bare en samling singler. Blandt de mere ambitiøse projekter kan nævnes klassikere som Pink Floyds ‘The Wall’ eller Ayreons ‘Universal Migrator’-serie, der strakte sig over henholdsvis en dobbelt-plade og to seperate udgivelser i samme serie. 10.000 Years udgivelse ‘III’, der kommer mindre end et år efter den naturligt navngivne ‘II’, sætter sløjfen på en historie, der begyndte med den selv-betitlede EP tilbage i 2020, og det svenske stoner metal-band har dermed skabt, ikke bare en historie, men en hel verden, der minder os om de store rumoperaer, der prægede den grafiske side af samme tid, som prog-rockerne brød de konventionelle rammer for musikken.

En trilogi af udgivelser, der sætter scenen for episk pulp-fiktion, der ikke holdes tilbage af hverken forestillinger om højpandethed, filosofi eller noget som helst andet, der ikke handler om god action og sveddryppende riffs.

Muskelstoner
10.000 years er nemlig ikke nudelagtig prog-rock eller tynde, højtsvævende tenorer. Det er buldrende, bragende, blæsende stoner metal à la High on Fire. Hvis traditionelle rumoperaer tager udgangspunkt i den funklende kommandobro, er vi hos 10.000 Years nede i maskinrummet, hvor de spalter neutronstjerner for at drive overlydsmotoren. Der er et konstant brøl hos svenskerne, som er endnu mere fremherskende på ‘III’ end tidligere.
Første album sammenlignede vi med Fu Manchu, andet med Red Fang, men dette er helt og fuldt helliget Matt Pike. Og det bedre end Matt Pike har gjort det længe.

Der bliver i den grad spillet med alle slags tænkelige, musikalske muskler på ‘III’ og hvert eneste medlem af trioen gør det med al tænkelig aggression og frembusen. Guitarist Erik Palmer nærmest konsekvent forrest og i midten og det er der al mulig grund til.

Den slags riffs, Palm kan tvinge ud af sine seks strenge er imponerende og respektindgydende. ‘Cult Axe’ er et spark direkte i ansigtet fra første sekund, hvor historiens tredje kapitel sparkes i gang ved at de døde rejser sig fra gravene, for at drage i krig, budt af en ondsindet kult for at sprede ødelæggelse over jorden. Denne mørke masse af rådnende dødninge afspejles grusomt af Palms riffing, og pladen indledes derved hårdt og hurtigt. Hurtigere end stoner har nogen som helst ret til.



Det er dog ikke det eneste, 10.000 Years behersker. For i ‘Desert of Madness’, bliver tempoet sat noget ned. Det dovne riff ruller langsomt frem over den musikalske ørken, og både Alex Risbergs bas og Espen Karlsens ekstremt velekskverede trommer støtter op om den ubønhørlige stråling fra en sol, der ikke vil os noget som helst godt.

10.000 Years bevæger sig mesterligt igennem alle doomens discipliner, fra de stærke og hårde riffs, over den meget mere Church of Misery-inspirerede ‘Il cattivo, der endnu engang hidkalder den længst afdøde Lee van Cleef som vore heltes inkarnerede fjende, henover de langsomme og svævende lyde som leveres i ‘The Secret of Water’ og endelig til den lange og trippede ‘To Suns Beyond’, der leverer psykedelisk muskelstoner, lige i halen af en helt vanvittig solo i halen af ‘Escape from Earth’, der med sine utallige lyriske Darkthrone-referencer og helt ustyrligt velspillede trommer udgør klimaks for hele trilogien.



Flugten fra jorden

10.000 Years’ trilogi er noget bedre komponeret, end man skulle forestille sig. De fleste metaltekstforfattere har nok noget nemmere ved at finde på ideer, end de har ved rent faktisk at sætte det sammen. Ellers ryger vi over i den anden grøft og havner i Coheed & Cambria-land, hvor det hele bliver så indviklet et sammensurium, at kun de allermest dedikerede kan hitte rede i det enorme univers de har skabt. Her overrassker 10.000 Years også ved at have skrevet et ganske overskueligt værk med en god forståelse for dramaturgi.

På den først var settingen enkel. Vore helte stævnede ud fra jorden i rumskibet ‘Albatrossen’, fordi mennesket havde været ude af stand til at holde jorden beboelig. I første akt møder de Dødens Engel, Lee van Cleef, og efter at være sluppet ud af hans kløer opdager de, at han i virkeligheden blot er en en tjener for et lovecraftiansk uhyre, kaldet den grønne konge, hvem de må flygte gennem et ormehul fra. Ganske enkelt, vi har en imponerende skurk – à la Darth Vader – men opdager, at den rigtige fjende venter i kulisserne bag ham.

I andet kapitel, ‘II’ styrter Albatrossen ned på en fremmed planet, der viser sig at være heltenes egen jord, blot langt ude i fremtiden, beboet af kæmpemæssige fortidsuhyrer og mere eller mindre venligtsindede grupper. Heltene skal finde forbundsfæller og bekæmpe de væsener, der har valgt at følge den Grønne Konge, der ganske fint husker dem, trods æonerne i mellem. Det fører til reel krig og desperate tiltag inden de formår at komme væk.

Og på ‘III’ er det så heltenes sidste mulighed for at slippe væk, efter at dramaknappen er skruet helt op og det kommer til kamp mellem udøde krigere, kæmpefauna og hvad ved vi, inden de langt om længe kan slippe bort, og vende tilbage til fremtiden.

Hvis det lyder bekendt, er det fordi det er en ganske klassisk dramaturgi og afspejles i alt fra Star Wars og Ringenes Herre. Det er velskrevet, det er underholdende og det lovecraftiske krydderi er interessant. Og så er det heldigvis også noget, man fuldstændig kan ignorere, hvis man bare vil lytte til sveddryppende riffs og en rå råbevokal. For det er der rigeligt af.