Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Gode gamle Glenn

Populær
Updated
Danzig Sings Elvis

Glenn Danzig fylder 65 til sommer, og det kan godt være svært at holde den hårdtslående og ditto -bollende facade oppe.

Kunstner
Titel
Danzig sings Elvis
Dato
24-04-2020
Genre
Trackliste
1 - Is It So Strange
2 - One Night
3 - Lonely Blue Boy
4 - First In Line
5 - Baby Let’s Play House
6 - Love Me
7 - Pocket Full Of Rainbows
8 - Fever
9 - When It Rains It Really Pours
10 - Always On My Mind
11 - Loving Arms
12 - Like A Baby
13 - Girl Of My Best Friend
14 - Young And Beautiful
Forfatter
Karakter
1

Glenn Danzig.

Et ikon inden for adskillige genrer. Frontfigur i det måske bedst sælgende patchbrand blandt lillahårede high schoolere. Og sang også engang i et rigtigt band under eget navn. Virker altid lidt, som om han kører på en Harley. Er én meter og nogle og tyve høj, men virker, som om han rager tre meter op. Slås og knalder og synger og rocker.

Glenn Danzig.

Glenn er blevet gammel, og det er svært.

Nogle af vores læsere vil måske kunne genkende det fra sig selv. Andre fra deres forældre. Min egen far er for eksempel to år yngre end Danzig, men ømmer sig ofte over knæene, skuldrene og så videre. Kroppen fungerer ikke helt som den gjorde engang. Han bliver også hurtigere træt. Hans musiksmag gik også i stå engang, kort efter John Lennon blev skudt. Da jeg var lille, hørte vi ret tit Beatles, Stones og Leonard Cohen. Nu til dags er det mest radioen. Jeg kan på ingen måde forestille mig, at han skulle stå og være rockstjerne. Sådan forestiller jeg mig lidt, at Glenn Danzig har det.

Det må være hårdt at skulle turnere, lade, som om man stadig boller, føre sig frem og se hård ud, når man egentlig hellere ville have benene op og sætte en af de gamle på. En af de plader, man kan huske fra dengang, det hele var nemt og sjovt. Og man ikke skulle bekymre sig om at lave nye plader, fordi ‘Mother’ trods alt ikke kan betale det hele, og at Doyle Wolfgang von Frankenstein også skal have sin del af overskuddet fra salget af patches og ternede Converse.

Hvad gør man så, når man grundlæggende ikke gider længere, men aldrig har lært at lave andet? Well, Glenn Danzig har valgt at synge nogle sange, som Elvis også sang engang.

Ond mod Elvis
Det giver umiddelbart fin mening, at Danzig skulle synge Elvis-sange. (Her skal i parentes bemærkes, at jeg udmærket er klar over, at størstedelen af Elvis’ sange er tyvstjålet fra andre kunstnere, heriblandt en masse oversete sorte musikere. Det ved og anerkender vi her på Devilution. Vi kalder det alligevel Elvis-sange, så flyder teksten nemmere).

Danzig er længe blevet kaldt “Evil Elvis”, har før lavet covers af manden og har også både i udseende og attitude haft en del ligheder med den længst afdøde konge. Desværre for Danzig har det nok i højere grad været hans hår, der mindede om Elvis’, end hans stemme. 'Danzig sings Elvis' er i hvert fald en helt igennem pinlig affære. Danzig har på ingen måde stemmen til at synge Elvis, men han vælger at synge dem, som var han Elvis-impersonator, fremfor at synge som sig selv. Det er en eklatant fiasko, og halvdelen af tiden fik jeg ondt af ham, og den anden halvdel fik jeg lyst til at grine lidt.

Det starter skidt og bliver værre. På ‘Is It so Strange’ er man allerede klar over, at det ikke bliver godt. På ‘One Night’ bliver man klar over, hvor forpustet Glenn lyder, når han synger. På ‘Lonely Blue Boy’ er han helt ude af sit register. Man begynder at forestille sig den aldrende mand foran et hjemmekaraokeanlæg ude i garagen. På ‘First in Line’ knækker filmen, og jeg kan ikke længere anskue det her som en plade. 



Senioraktiveringsprojekt
Næh, nu ser jeg det som en aldrende mands aktiveringsprojekt. Der er ingen tvivl om, at Glenn Danzig bare elsker Elvis. Det har garanteret været den musik, der har skrattet ud af højttalerne i hans barndomshjem. Der har garanteret været kæresteri og fester til denne musik. Han har måske mistet sin mødom til ‘Love Me tender’. Og nu sidder der en mand og ser tilbage til sit liv og opdager, at han har muligheden for at gøre, som han vil, fordi der nok skal være folk, der reagerer alene på hans navn. Så hvorfor ikke lave en plade, hvor man synger sine gamle yndlingssange og tænker tilbage på sin gyldne ungdom?

Og set i det perspektiv er 'Danzig Sings Elvis' noget helt andet. Jeg er stensikker på, at Danzig har indspillet det hjemme i sit hus og bare elsket processen. Den næsten ikke-eksisterende instrumentalisering og den besynderlige lyd præget af nærmest huleagtig akustik gør mig ret sikker i min sag. Danzig har stået i kælderstudiet med en mikrofon midt i lokalet og givet den helt gas. Eventuelt iført boksershorts.

Og så bliver det egentligt ret fint. En ældre mand og hans hobby. Nogle af sangene er faktisk også okay. ‘Loving Arms’ leveres dybtfølt, og ‘Always on My Mind’ er decideret bedårende. Jeg bliver helt sentimental, når jeg forestiller mig gode, gamle Glenn synge den og tænke tilbage på sit liv.

Musikalsk set er hele pladen dog et frygteligt makværk og fuldstændig unødvendig for andre end Danzig selv. Og måske hans mor.