Invitation til højstemt dagdrømmeri
Alcest har endnu engang bevæget sig langt væk fra fortidens metalliske puls, med luftige sommerklange til at lulle os bekvemt ind i deres lyse shoegaze-sind.
L’Envol
Amethyste
Flamme Jumelle
Reminiscence
L’Enfant de la Lune
L’Adieu
Sammen med Deafheaven var Alcest tidlige pionerer for blackgazens udbredelse. Ikke mindst med ‘Ecailles de Lune’, deres anden plade, der hurtigt gav dem et navn, og hvor jeg også selv oplevede dem for første gang på Stengade i 2011 (i øvrigt med en af Solbruds første koncerter som opvarmning). ‘Les Voyages de l’Ame’ byggede videre, men det blev hurtigt tydeligt, at Neige (frontmand og altmuligmand i instrumenteringen) og Winterhalter (trommeslager) ville andet og mere end blot at spille videre på det metalliske fundament, ikke mindst på 2014s ‘Shelter’.
Et par musikalske derouter og et årti senere sidder vi så nu med deres syvende opus, ‘Les Chants de l’Aurore’, hvor skyerne atter engang klarer op og viser os den lysere side af Alcests sindelag.
‘Komorebi’ er en fortræffelig åbner, hvor Winterhalter bruger dobbeltpedalerne effektivt til at bygge crescendoer op flere gange undervejs, mens forløsningen også får tilstrækkelig med tid til at falde på plads, og de instrumentale sektioner, ikke mindst i outroen, vækker mindelser om noget, The Cure kunne have bygget op omkring ‘Disintegration’. Tilsvarende fortsætter ‘L’Envol’ i mere æterisk gear, som en sommerbrise med lune og shoegaze-feels i høj kurs over otte minutters cinematiske lydbilleder, hvor pladens klare og lyse produktion får alle kernekvaliteterne frem i Alcest.
Savner du lidt mere af det blackgazede feel, så er ‘Amethysthe’ det nærmeste, vi kommer på den slags i denne ombæring. Med lidt indledende tremolo-linier, samt både black metalliske skrig og intensitet, viser den en mere dynamisk side af bandet, hvor de orkestrerede opbygninger får lidt tiltrængt, dramatisk modspil, før vi er tilbage i det højstemte Alcest, vi kender.
Vi kommer ikke udenom, at netop det højstemte bliver lige lovligt fluffy flere gange undervejs. ‘Flamme Jumelle’ luller fx afsted som et ubemærkelsesværdigt drømmepoppet indfald, og den efterfølgende ‘Reminiscence’ virker som tre minutters meningsløs klaver-falbelader og uuuuhs og aaaahs – hvorfor dog?
Heldigvis genvinder de lidt af det fortabte på ‘L’Enfant de la Lune’ med vekslende puls fra Winterhalter, der både trækker sig tilbage og går full-on i blast-mode, når nummeret afkræver det, og mere delikate harmonier til at få os ind i deres nok så drømmende tankespind. En fin lille krølle på halen, før ‘L’Adieu’ afrundingsvis svøber os ind i mere af det shoegazede velvære, og er på den måde perfekt som en lukker. Men har mange af pladens øvrige numre ikke gjort det samme, kan man så spørge sig selv?
På mange måder er ‘Les Chants de l’Aurore’ fin og lækker. Cinematisk, som kun Alcest kan være det. Men er der noget, der rigtigt får denne plade til at træde i karakter frem for andre af deres værker?
Ja, metallen er trådt meget i baggrunden, ikke ulig ‘Shelter’, men det er ikke så meget det, der er problemet, som det er fraværet af, hvad der så træder i stedet. Vi forkæles med kaskader af luft og atmosfære, velvære og dagdrømmeri, uden så meget andet at klynge os til. Har de lavet en Opeth efterhånden, hvor de enkelte skrig undervejs egentlig kun er der for fortsat at kunne berettige et blackgazet prædikat?
Hvadend man måtte mene om det, så har vi nu haft pladen i en måned, og selv med mange gentagne lyt er det kun på lånt tid, at vi for alvor bliver rørt, som vi er vant til fra Alcest-lejren. Måske tiden bare er løbet fra dem, og der skal mere til at imponere i 2024, men deres rejse ind i lysere tider kan nu godt virke betagende i mindre bidder – og det taler unægteligt til pladens fordel, at de forstår at begrænse sig med en spilletid på 43 minutter, så vi ikke bliver endnu mere fluff-mættet, end vi er i forvejen.
En hæderlig, cinematisk serie af lydbilleder – men skulle vi anbefale noget med Alcest, så er der rigeligt med grunde til at pege længere tilbage i kataloget.