Du er aldrig ham den seje i skatertøjet
Få en piercing i øjenbrynet! Lav pigge i håret med rød Dax Wax! Smid en kæde i din pung!
2. Tonight
3. Lost
4. Hate
5. Traumatized
6. Wrong
7. Low
8. Battle
9. Falling
Næstved. Byen, hvor tiden står stille. I Næstved kan du slå søm i på The Beach. I Næstved kan du have ring i øjenbrynet og lyse spidser i håret. Og i Næstved kan man tænke tilbage til dengang i 1G, hvor verden var poppunk og nu-metal, og det værste, der kunne ske, var, at hende den søde kyssede med ham i skatertøjet.
Lyder det rart? Ja. For i resten af verden skriver vi 2020, og alt er svært. Alt er hårdt og kompliceret, og musik er fuld af over- og undergenrer og mærkelige inspirationer. Sådan er det ikke for Alterfact. For selvom vi godt kan kalde det alternativ metal, post-hardcore, melodisk ditto, og hvad der nu kan stå i taglinjen på bandcamp, så er vi plantet i metalkædevelcropungens temamusik. Nu-metal.
Sangskoledropout
Der er ingen vej udenom. Der er en elefant i rummet. Elefanten er sangeren. Alterfact operer med adskillige vokaltyper. Der er en hardcoreagtig omgang skrigeri, der er en hybridvokal, og der er den rene vare. Og jo mere man kan hører af sangerens stemme, jo værre er det faktisk. Hvis vedkommende havde nøjedes med at skrige ind i mikrofonen, havde det faktisk kunnet gå, omend både udtale og frasering vækker minder om Ungerens husbands i de tidlige 00’ere. Men det gør sangeren ikke, og det er med al kærlighed og støtte til et dansk amatørband, at jeg på mine grædende knæ tigger og beder dem om enten at sætte sangeren i træning, så vi ikke skal udsættes for decideret falske toner, eller at trække over i den mere brutale grøft og brøle fra morgen til aften.
Særligt skidt er det i det sødsuppemorads, der er ‘Tonight’, hvor kærligheden udtrykkes i værre toner end en skolemusical på det modsatte af en talentlinje. Bøllen med de følsomme øjne er passé, og hvis man vil grave skeletter op, skal man saftsuseme have en god grund til at gøre det.
Et andet minus ved den forståelige vokal udsættes vi for i ottende track, ‘Battle’. Vi forstår nemlig følgende linjer: “Don’t care for these stupid fake-ass people/ Understand I don’t care/ I dont give a fuck about you”. Og selvom vi er i det nostalgiske hjørne, er den her lyrik utilgivelig, når den rent faktisk forventes hørt. Korn gjorde det først og, uanset hvor lidt jeg egentlig bryder mig om dem, bedre.
Super radical Tony Hawk Pro Skater
Og apropos “hørt før” – Alterfacts musik. Det gode først. Alterfact er rigtig, rigtig gode til at skrive åbnere og særligt åbningsriffs. På over halvdelen af sangene blev jeg oprigtigt begejstret, når de blev slået an. I flæng kan nævnes ‘Hate’, der næsten bliver teknisk i sit guitarspil, ‘Traumatized’ og ‘Low’, der begge har brillante åbninger.
Det virker blot, som om Alterfact hiver inspiration ind fra højre og venstre, men ikke kan se, hvad det er, deres kilder rent faktisk kunne sammensætte ud fra delelementerne.
‘Traumatized’, for eksempel, smadrer derudad i et halvt minuts tid, men går derefter over i poppunket Papa Roach-pastiche. ‘Wrong’ starter med tough guy-attitude og rigeligt bølleri, men bliver påklistret fingerspil og ren vokal, der lukker al luft ud af ballonen. Man kan høre Slipknot i lyden, men man har ikke fanget den catchyness, Iowanerne forstod at blande i opskriften.
Overordnet set kan Alterfact siges kun at være kommet i mål på en teknikalitet. Pladen eksisterer, er optaget og færdigmixet. Men bandet skulle have ventet længere tid med at indspille Hvad vi står med, er en blandet pose riffs, der kunne have kørt i baggrunden, mens vi øvede os i at lave kickflips og 360’s i Tony Hawks skikkelse, dengang da ungdomslivet skulle til at begynde. Og bevares, nostalgi er en kraftfuld ingrediens, men hvis ikke vi blot skal svømme hen i minder om musik, vi kunne lide, da vi var unge, skal bands som Alterfact have noget at byde på i 2020.
For selvom man kan få indtrykket af, at alt er som for tyve år siden, når man nærmer sig Sjællands sydvestkyst, er det naturligvis kun et dramatisk greb. Selv når man hamrer shots og søm, er der ingen, der gider lytte til pastiche. Vi forlanger en moderne fortolkning af nu-metal, hvis folk pinedød insisterer på at holde genren i live.