Kan De li' Nightwish?
Populær
Nightwish-toget kører, som det har gjort i 24 år. De stopper ikke for nogen, men man er velkommen til at hoppe med.
2. Noise
3. Shoemaker
4. Harvest
5. Pan
6. How's the Heart?
7. Procession
8. Tribal
9. Endlessness
Disc 2 - All the Works of Nature Which Adorn the World
1. Vista
2. The Blue
3. The Green
4. Moors
5. Aurorae
6. Quiet as the Snow
7. Anthropocene (including "Hurrian Hymn to Nikkal")
8. Ad Astra
“For helvede, hvor er der meget,” tænkte jeg for mig selv, da jeg opdagede, at det var et dobbeltalbum, jeg havde sagt ja til at anmelde. Jeg kastede mig dog ud i det, da jeg havde håbet på en anledning til at skrive en rigtigt gnæggende ond anmeldelse, som Devilutions læsere kender og elsker dem. Og vel nærmest forventer af os, når det kommer til et band som Nightwish, der blandt det lidt mere beskidte publikum vel nærmest er en yndlingsaversion.
Det bliver der ikke noget af her. For HUMAN :||: NATURE, som pladen idiotisk nok hedder, og som jeg for øvrigt nægter at skrive igen, er ikke dårlig. Det er bare Nightwish.
Choo-choo, motherfucker
Nightwish er, på trods af deres generelle fremtoning med forskellige inkarnationer af nobelt udseende kvinder i front, primært fartøj for én mands ideer. Tuomas Holopainen, sangskriver, keyboardspiller og måske verdens største nørd, caller alle shots i bandet. Han hyrer og fyrer og finder på hvad som helst at proppe i, og så har både fans og bandmedlemmer bare at holde arme og ben inde i vognen – Holopainen er ligeglad med om I er med.
Tuomas Holopainen er faktisk så ligeglad med alt og alle, at han har lavet en hel plade om Joakim von And og hans unge år i Klondyke, baseret på Don Rosas tegneserie 'Her er dit liv, Joakim'. Så trods stærk konkurrence fra folk som Arjen Lucassen (Ayreon, red.), der graver sig selv dybt i navlen med den ene hånd og spiller Dungeons & Dragons med den anden, eller Blind Guardians Hansi Kürsch, der, med (går jeg ud fra) en pistol for panden har tvunget et helt symfoniorkester til at lægge melodi til sin Tolkien-fanfiction, kan Holopainen sno sit superskurkeoverskæg fra vinderskamlen på nørdepodiet og skue udover sine tyl-, fløjl- og korsetklædte disciple.
Undertegnede har ikke selv hørt Nightwish siden 2006, hvor de udsendte ‘Once’, der blev den oprindelige forsanger Tarja Turunens sidste optræden i bandet. Siden har de skiftet sanger to gange, og man har også fået et medlem, der blandt andet krediteres for at spille på sækkepibe, bouzouki, tinfløjte og noget, der hedder en “bódhran”. Det er en keltisk tromme, man oftest slår på med fingrene eller en trækølle Jeg forventede altså at høre et eller andet alvorligt gøglet og helt anderledes end de højdramatiske udgivelser, jeg husker fra min spæde ungdom.
Alligevel lød det hele mærkelig velkendt. Det er Holopainen-toget, der kører, og ruten har ligget fast siden begyndelsen.
Pjat og sækkepiber
Ikke dermed sagt, at det ikke er rimelig gøglet. Sangerinde Floor Jansen udnytter hele sit, lidt begrænsede, spektrum og får både givet den som sangfugl og dramadronning, med en gæsteoptræden som popdronning i stinkeren ‘How’s the Heart’, mens Marco Hietala, der både optræder som bassist og backupsanger, er henvist til den lidt mere campede rolle som som “ond vokal” på det finske orkesters 17 numre lange plade.
Vi kommer vidt omkring. Primært i en slags easy listening for metalfans hvor vi trakteres med synthviolin og skiftevis melankolske og dansende klaverstykker fra lokoførerens hånd, men også med smut forbi Runrig og lignende bands og deres populærmusikalske maltraktering af soundtracket fra 'Braveheart'.
Overordnet for albummets første skive kan det udtrykkes sådan, at Jansen gør sit job fint uden at være prangende, at de mandlige vokaler er tåbelige, hver gang de stikker næsen frem, at man sagtens kan spille chugga-chugga-guitar i et symfonisk metalband, og at det tætteste, vi kommer på noget, der reelt overraske,r er de stammeinspirerede og temmelig hårdtslående trommer i den opfindsomt navngivne ‘Tribal’. Pågældende nummer er dog også noget af det hvideste, jeg har hørt siden den ligeledes native-fokuserede ‘Creek Mary’s Blood’ på ‘Once’ for så utroligt mange år siden, helt ned til de indianske trylleremser. Holopainen og Nightwish er dog så tydeligt naive og jubelglade, at det i højere grad fremstår morsomt og barnligt end racistisk.
Det smager lidt af saltvand
Det er egentlig ikke godt. Omvendt er det heller ikke dårligt. Det er bare Holopainen og resten af slænget, der spiller det musik, de kan lide at spille. Det er nemt at lytte til, man kan garanteret også danse til det, nogle vil finde det smukt og romantisk, nogle vil sige, at de blander aggression og skønhed på en fremragende måde.
Nightwish er lidt ligesom østers. Mange synes det er lidt klamt og lidt slimet, men for dem, der holder af det, er det det bedste i verden. De ved intet bedre end at slubre det i sig, metaforiske snotklat efter metaforiske snotklat.
...
Hov, jeg glemte helt anden skive. Det er otte kapitler, som kongenørden kalder sangene, bestående af digteren Lord Byron og populærvidenskabsmanden Carl Sagans tekster reciteret af forskellige gæsteoplæsere og akkompagneret af uinspireret synthesizer-klassisk.
Eller sagt på en anden måde, det er noget prætentiøst pis, der ikke engang er ambitiøst nok til at være prætentiøst, røvsygt og et spild af hhv. båndbredde, hvis du streamer den, og plastic, hvis du køber den på CD. Alle fysiske eksemplarer af den skulle kastes hårdt i ansigtet på Tuomas Holopainen.