Sammenkogt thrash på spansk
Spanske Angelus Apatrida imponerede på Copenhell. 'Aftermath' viser, at de også stadig kan spille thrash i studiet, hvor de låner med arme og ben fra genrens gudfædre.
2. Cold
3. Snob
4. Fire Eyes
5. Rats
6. To Whom It May Concern
7. Gernika
8. I Am Hatred
9. What Kills Us All
10. Vultures and Butterflies
I juni måned stod Angelus Apatrida på Gehenna-scenen på Copenhell, hvor de gav en solid dosis thrash-metal af den klassiske skuffe til et publikum, der gav genlyd over hele pladsen. Vi konstartede tørt, at nok genopfinder de spanske musikere ikke thrash-hjulet, men mindre kan også gøre det, især når man spiller med oprigtig glæde. Det gjorde Angelus Apatrida, og spørgsmålet er så om de kan omsætte det på plade.
For her i oktober 2023 er de klar med 'Aftermath', og det er bogstavelig talt bevisbyrden på, at de kan omsætte evnerne på de skrå brædder til en helstøbt plade. For 'Aftermath' har lidt af alt det, man gerne vil have på en thrash-plade. Der er solide riffs, der er fart på og omkvæd, der kan få knytnæver i sky.
Vi roste dem så sent som på deres forrige selvbetitlede 'Angelus Apatrida', hvor vi gav karakteren fire ud af fem. Det gjorde vi også på deres 'Clockwork' fra 2010 samt 'The Call' fra 2012. På 'Hidden Evolution' fra 2015 gemte vi en enkelt karakter væk og gav dem kun tre ud af fem, da vi mente der gik for meget formular i den. Overordnet er det dog vores dom, at Angelus Apatrida kan faget hvad angår thrash.
Det kan de også på 'Aftermath', der starter stærkt ud med 'Scavenger', hvor der er et godt omkvæd, og på 'Cold' hiver de noget Kreator-lyd ind over i starten, før det går over i noget mere moderne og melodisk i omkvædet. 'Cold' kan høres her:
Det er dog hele tiden de insisterende guitarer, der bærer sangene – og det er helt tydeligt på 'Snob', hvor der er en fortrinlig solo, som selv Megadeth ikke ville rynke på næsen af. Nå ja, og de får hjælp af selveste Jamey Jasta fra Hatebreed.
Læg dertil en afdæmpet intro på 'Fire Eyes', og man har en fornemmelse af, at Angelus Apatrida gerne vil have krydset samtlige punkter af på et klassisk thrash-pensum før pladen er færdig. Forsanger og guitarist Guillermo Izquiredo har en god vokal til genren, og han får god hjælp af de andre i bandet på kor. Noget, der i den grad bidrager positivt til lydbilledet. De mange backing vocals gør, at vokalen netop kommer til at fylde og gør lyden større. Der kommer nemt stadion-stemning over det, hvilket de også viste på netop Copenhell.
Farten og lyden på 'Rats' gør, at man hurtigt kommer til at tænke på tidlig Pantera ('Heresy' much?) og særligt førnævnte Megadeth i omkvædet, hvilket helt sikkert også er det, Angelus Apatrida gerne vil have. For hele 'Aftermath' er en stor pastiche over det, man skabte i firserne og starten af halvfemserne. Det bliver også tydeligt på 'To Whom It May Concern', der med sine knap ni minutter er pladens klart længste nummer. Den starter roligt og virker som en klassisk ballade, som Metallica fik skældud for, da de dristede sig til at smide sådan én på pladerne for snart 40 år siden.
Anno 2023 er der næppe nogen, der siger meget til den, udover at det igen virker som en stiløvelse, hvor de netop forsøger at efterligne de helt store drenge og Machine Head i 'The Blackening'-æraen. Lige fra den store opsætning og centrale solo. Et godt, men også langt nummer.
Således er 'Aftermath' en 50 minutter lang opvisning i hvordan thrash kan spilles, hvis bare man lader sig inspirere af de største, der er og har været. Det er ikke dårligt, men heller ikke noget, der sådan for alvor sætter sig fast. Særligt de sidste fire numre savner noget bid. 'Aftermath' mangler lige, at de finder det der riff, som giver dem en sang, der for alvor står ud. Samlet er det dog en habil udgivelse, og fans af genren vil bestemt ikke blive skuffet når de oplever dem live næste gang. For når man hører Angelus Apatrida, så hører man ikke bare det spanske band, men en destillation af hele genren.
Nedenfor kan man høre 'Snob', hvor de som nævnt får hjælp af Hatebreeds forsanger.