Momentvis stadig rigtig godt
Hollandske Asphyx har siden firserne spillet dødsmetal, og det er de gode til. 'Necroceros' er ikke helt med blandt deres bedste udgivelser.
2. Molten Black Earth
3. Mount Skull
4. Knights Templar Stand
5. Three Years Of Famine
6. Botox Implosion
7. In Blazing Oceans
8. The Nameless Elite
9. Yield Or Die
10. Necroceros
Asphyx er indbegrebet af dødsmetal. Startede ud i firserne og udgav debutpladen 'The Rack' i 1991. Lige da bølgen med dødsmetal toppede. De fulgte den op med 'Last One on Earth' i 1992 og den selvbetitlede 'Asphyx' i 1994 og fik dermed cementeret deres navn blandt de europæiske bands i genren. I den anden halvdel af halvfemserne fortsatte de med at være produktive, men det gik helt galt i 1998 da den daværende forsanger Theo Loomans døde i en bilulykke. De tilbageværende medlemmer fandt en ny forsanger i Wannes Gubbels og udgav i 2000 pladen 'On the Wings of Inferno'. Derefter gik Asphyx i opløsning.
Men som årene gik, så var der alligevel noget uforløst i Asphyx. Gubbels genrejste bandet sammen med bl.a. Martin van Drunen, der havde været forsanger og spillet bas på de første par plader. Wannes Gubbels tog sig af bassen, og med guitaristen Paul Baayens og trommeslager Bagchus, hvor sidstnævnte også var med på pladen fra 2000, fik de udgivet 'Death... the Brutal Way' i 2009. Den blev fulgt op med 'Deathhammer' i 2012, og seneste plade er 'Incoming Death' fra 2016. Nu står vi så hér fem år senere i 2021, og for første gang i 20 år har titlen ikke ordet 'death' i sig. Til gengæld har den så 'Necroceros' i stedet for, og det er vel egentlig bare er en lettere, latinsk selvopfundet måde at inkorporere død i albumtitlen. Forsanger Martin van Drunen siger selv om titlen:
– Jeg er overbevist om, at alle vil spørge hvad pokker 'Necroceros' er for noget. Jeg kan bare rigtig godt lide science fiction og fantasy, og pludselig fandt jeg bare på ordet. Vi har jo næsten altid ordet 'death' i vores titler, og 'necros' betyder jo død på græsk, så... jeg mailede ordet til de andre og sagde, at det sikkert var noget med et rumvæsen, der rejser i et parallelt sub-univers og omsider rammer Jorden og opsluger planeten. Det er en fantasi-trussel, der ødelægger Jorden efter at have ødelagt mange andre verdener, vi ikke kender. Jeg lover, jeg var ædru, da jeg skrev det!
Det er således stadig den ædruelige Martin van Drunen på vokal og Paul Baayens på guitar. På de sidste par plader har de haft Alwin Zuur på bas og Stefan Hüskens på trommer. Musikken er dog Asphyx, som vi kender den. Det er dødsmetal med en snert af både doom og melodi over sig. Er man i tvivl, så tager man bare 'Three Years of Famine', der er pladens klart bedste nummer. Den varer 7 minutter og 38 sekunder. Masser af dødsmetal, melodi og doom vævet ind i hinanden i et episk nummer, der viser Asphyx fra sin bedste side. Masser af kød på guitar og riffs, solid bund i bas og trommer og Martin van Drunens særegne vokal samt en god sangkonstruktion. Herlig dødsmetal.
Der er også andre gode numre på pladen, såsom 'In Blazing Ocenas', og der er fyld. Det er det sidste, der martrer helhedsbilledet en anelse for Asphyx her på 'Necroceros'. For lige så højtravende 'Three Years of Famine' er, lige så jævn er den efterfølgende 'Botox Implosion', hvor Asphyx kunstnerisk imploderer i forhold til nummeret lige før. Der går lidt vel rigeligt kød og kartofler i den, og den er jo da også med vilje sådan lidt en vittighed, hvor Asphyx gør lidt grin med det hele, inklusiv dem selv. 'Botox Implosion' kan høres her:
Sammenlagt er 'Necroceros' en solid plade fra Asphyx, der altid har været stærke på plade og endnu stærkere til koncert. De har, ligesom så mange andre, brugt pandemien på at destillere deres frustrationer ned i 'Necroceros', og tiden er blevet brugt på at lave musik. Som forsanger Martin van Drunen siger:
– Lige så snart vi hørte regeringen nævne en nedlukning, så var der ikke noget, vi kunne gøre, og koncerter blev aflyst. Vi valgte at bruge det til vores fordel og lavede en plade. Det er altid Paul Baayens, der har en masse riffs, og så siger vi til vores mand i studiet, Tom, at vi kigger forbi. Vi øvede og arrangerede sangene sammen.
Det er der kommet en udmærket plade ud af. 'Necroceros' falder ikke igennem, men er heller ikke Asphyx' bedste. Der er enkelte højdepunkter, der utvivlsomt vil være at finde på setlisten, når hollænderne igen får lov at tage på turné. Dem tager vi med, og så glemmer vi fyldet. For når de spiller live, så er de rigtig gode. Senest så vi dem på Royal Metal Fest i 2019, hvor de gav festivalens klart bedste koncert. De må meget gerne kigge forbi Danmark igen lige så snart pandemien har lagt sig. Også selvom 'Necroceros' er en blandet fornøjelse.
'The Nameless Elite':