At komme om på den anden side
I år er det ti år siden at proggerne Mastodon med ’The Hunter’ ret entydigt gik fra et metalfortegn til et hårdt rockfortegn. Hvis du stadig er sur over det, så kig væk. Hvis ikke, bliver du nok glad.
2. The Crux
3. Sickle and Peace
4. More Than I Could Chew
5. The Beast
6. Skeleton of Splendour
7. Teardrinker
8. Pushing the Tides
9. Peace and Tranquility
10. Dagger
11. Had it All
12. Savage Lands
13. Gobblers of Dregs
14. Eyes of Serpents
15. Gigantium
Ja, Leviathan er muligvis en af 00’ernes fedeste og vigtigste plader, Blood Mountain er en stærk efterfølger og Crack the Skye er et af de mest ambitiøse album, der er bedrevet i lang tid, men de dage er overstået og kommer ikke igen. For som bandet selv har udtalt, så var "dengang" mere et symptom på den ungdommelige frustration og vrede, der forekommer ved at ville være rockstjerne, men i stedet står og flipper burgere i timerne væk fra tourbussen. Øvelokalet fungerede derfor som en ventil og et sted de kunne kanalisere deres vrede, og deraf udsprang den progressive sludge, som vi fans elsker.
Nu nærmer bandmedlemmerne sig de 50, har stiftet familie og kan leve af at spille musik. Når de så siger, at deres musik afspejler, hvor de er i livet, og et sted de kan bearbejde livets nedture, så kan det næppe komme bag på nogen, at tiden med blod og torden er forbi.
En hyldest til venskabet
’Hushed and Grim’ er bandets ottende plade, og denne gang ærer de deres fælles nære ven, manager og femte bandmedlem, Nick John, som døde af kræft i 2018. Selvom pladen stadig ligger meget langt fra ’Crack the Skye’ kan man tydeligt mærke den smerte, der igen har drevet sangskrivningen, og dermed bliver det også den mest helstøbte plade de har lavet i mange år.
For undertegnede tog det godt nok et par gennemlytninger at sætte pris på Hushed and Grim, hvilket nok skyldes den første single ’Pushing the Tides’. Når man hører Mastodon, skal man helst løfte brynene lidt i glædelig undren, men her var det samme undren, som når fjernsynet ikke gider tænde.
Det tog altså noget tid for pladens tårevædende ambitioner at trænge igennem den dæmning, jeg havde bygget. Men det lykkedes. For Mastodon har virkelig hostet mange gode sange op denne gang. Åbningsnummeret ’Pain with an Anchor’ lyder som en dødsmarch, ’Sickle and Peace’ er fantastisk mystisk og melankolsk på samme tid, og ’More than I could Chew’ har en gulvdunker af et riff og en hårblæsende outro, der kandiderer til at komme med i livesettet.
Så der er virkelig god grund til at være begejstret. Albummet er til gengæld halvanden time langt, og giver flere anledninger end ’Pushing the Tides’ til at springe numre over: The Crux er et ligegyldigt nummer hvor Troy Sanders leger Chester Bennington og på ’I had it All’ lægger de op til den helt store fællessang med hævede lightere, men den bliver aldrig mere overbevisende end en lighter-app. Det er nemt at argumentere for, at det passer godt sammen med albummets tydelige melankoli, det klæder bare ikke Mastodon.
Stadig i udvikling
Skulle man stadig være bitter over Mastodons stilskifte, vil man nok afsky den aparte ’The Beast’, der med sydstats-twang og gakkede taktarter bliver hjulpet godt på vej af en overraskende stærk vokalpræstation af Brent Hinds. Men i forhold til hvor bandet står i dag, så lægger den sig faktisk ikke vildt langt fra de mere rolige albumlukkere på de første tre plader. Og nu vi er ved Brent Hinds, så er er albummet spækket med blændende guitarsoli.
Hen mod slutningen af pladen, bliver vi præsenteret for Gobblers of Dregs, der er et fremragende eksempel på, hvordan et etableret band kan bevare en grundessens, men stadig prøve nye ting af, da C-stykket lyder som om Mastodon skulle bidrage med et par minutter til Pink Floyds ’Animals’.
Halvanden time bliver afsluttet med ’Gigantium’, måske lidt triviel og in-your-face-agtig. Men det er en fantastisk afslutning, da den har samme frigørende effekt som håbefuldheden ved at komme om på den anden side af en grel nedtur, og endelig kunne trække vejret igen. Da må tingene godt være lidt nemme.
Man kan vel efterhånden klandre Mastodon for mange ting, men man kan ikke i hvert fald ikke klandre dem for at sidde fast. På Hushed and Grim har Mastodon sænket bundniveauet på deres nye lyd noget så rædderligt. Men med soniske knytnæver og tårebaskende melodier har riffbaronerne også hævet topniveauet. Creature Lives.