Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Stille storme med få skybrud

Updated
Stille storme med få skybrud

Svenske Avatarium flirter mere med halvfjerdser- og stoner rock end den oprindeligt intenderede doom på nyt album. Jennie-Ann Smiths kraftige vokal og bandets fascination af absurd poesi er der dog ikke ændret ved.

Kunstner
Titel
Hurricanes and Halos
Dato
26-05-2017
Genre
Trackliste
01.Into The Fire / Into The Storm
02.The Starless Sleep
03.Road To Jerusalem
04.Medusa Child
05.The Sky At The Bottom Of The Sea
06.When Breath Turns To Air
07.A Kiss (From The End Of The World)
08.Hurricanes And Halos
Karakter
4

Leif Edling burde få en stor, tung klokke til at ringe hos de fleste doom metal-elskere. Manden startede nemlig frontløberen for genren i startfirserne, da Candlemass så dagens lys. Han fungerer stadig som bandets bassist i dag, ligesom han gør det i sit noget yngre sideprojekt Avatarium fra 2013 (dog ikke live). Her kom Mikael Åkerfeldt fra Opeth oprindeligt på tale som bandets vokalist, men da han sprang fra, sprang guitaristen Marcus Jidells kone til. Heldigvis, for Jennie-Ann Smith gør det godt. 

Dog er den snert af Candlemass' lyd, man kunne fornemme på Avatariums første udspil 'Avatarium' fra 2013, stort set forsvundet på 'Hurricanes and Halos'. Det samme gjorde sig gældende på bandets forrige udgivelse, 'Girl with the Raven Mask' fra 2015, men i denne ombæring læner bandet sig i endnu højere grad op ad gamle rockriffs fra halvfjerdserne, hammond-orgel, bluesbaserede basgange og psykedeliske passager.

Springet fra albummets tredje nummer, 'Road to Jerusalem', til fjerdenummeret, og albummets klart bedste nummer, 'Medusa Child', vidner dog om Avatariums stadige vilje til at lege. Mens 'Road to Jerusalem' fanger halvfjerdsernes fascination af østens visdom og mystik både lyrisk og musikalsk i form af Jidells guitar og Smiths vokal, bliver man som lytter inviteret inden for til en gyserfortælling på 'Medusa Child', der både involverer rædselsvækkende børnesang i korformationer og hysteriske orgelpassager, der får det til at hvine i ørerne. Alt dette samtidig med, at man må lade sig overgive til Smiths vanvittige vibrato-vokal, der til tider når Dio-agtige højder.

Bandet mestrer dog også helt andre genrer, når de giver sig i kast med et stille, jazzet nummer som 'When Breath Turns to Air'. Her kommer orgel og trommesæt ned i et langsomt, travende tempo, mens vokalen bliver indadvendt og lidende, mens den synger om livets forgængelighed. Det er dog først og fremmest de tungere, syrede optrin, man kender bandet for, og ikke uden grund. Det er således ikke svært at mærke, når bandet er i deres es som eksempelvis på nummeret 'A Kiss (from the End of the World)', der viser, hvorfor Avatarium i første omgang blev kendt for deres doom-elementer. Selvom omkvædet er enkelt og ligetil, synges det med stor indlevelse og tilpas teatralsk klang, mens det akkompagneres af klassisk doom-guitar, der tager en tilbage i tiden. Alt harmonerer og disharmonerer, når det skal, helt ned til mindste detalje. 

Man får dog lyst til at rynke på næsen, idet man lægger ører til pladens titelnummer. 'Hurricanes and Halos' er foruden albummets titel afslutningsnummeret, der udfaser en god udgivelse fra Avatariums hånd, der dog ikke viser nævneværdig udvikling. Slutningen kunne således være gjort mere elegant end med et langt instrumentalnummer med fokus på en næsten postrock-agtig, eftertænksom guitarduet. Dermed sidder man tilbage med en lidt underlig eftersmag i munden efter at have lyttet til et ellers glimrende album fra svenske Avatarium. Titelnummeret er dermed ikke repræsentativt for den ellers veludførte udgivelse, der er god, men måske også lidt for sikker i sin udformning.