Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Baestet buldrer dygtigt

Updated
Baest Justitia 1200

Et år efter ‘Necro Sapiens’ er Baest klar med en EP, hvor de samler op på alle de singler, de i mellemtiden har begået, hvor bl.a. Trevor Strnad er med.

Kunstner
Titel
Justitia
Dato
27-05-2022
Trackliste
1. Justitia
2. Ecclesia
3. Gargoyles
4. Creature
5. Second to None (Entombed A.D.)
6. Genesis (instrumental)
Karakter
4

Baest behøver næppe nogen større introduktion. De er med raketfart blevet et af landets største dødsmetalbands, og for kun et år siden udgav de ‘Necro Sapiens’ til en flok begejstrede anmeldere og fans. Siden har de turneret i det omfang, verdensomspændende vira tillader det, og sørme om ikke også de har smidt numre på gaden i flæng.

Nu samler de op på de numre med ‘Justitia’, der er en EP, hvor de har samlet fire skæringer, der måske viser hvilken retning, Baest er ved at gå i. Titelnummeret er et typisk Baest-nummer, hvor der er fuld smæk på den klassiske dødsmetal, mens ‘Ecclesia’ er en mere progressiv størrelse, hvor der er masser af guitar-drevet musik. Her har de fået hjælp af Aborteds forsanger Sven de Caluwé. 



Derefter rammer vi ‘Gargoyles’, der starter med en rolig intro, og så åbner den sig i et hurtigt Carcass-agtigt tempo, og her har de ingen ringere end Trevor Strnad med på gæstevokal. Strnad var forsanger i The Black Dahlia Murder, og han gik desværre bort et par uger før denne EP ramte gaden. Måske hans sidste bidrag til musikverdenen. En trist baggrund, men musikken og nummeret virker og er således en ganske vellykket afskedssalut til Strnad. 

Sidste eget nummer er ‘Creature’, der ligesom titelnummeret er klassisk Baest. Der er også blevet plads til et cover af Entombed A.D. sangen ‘Second to None’ fra pladen ‘Back to the Front’, der blev udgivet tilbage i 2014. Også på Century Media.

Til lige at runde ‘Justitia’ af, så har bandet valgt at inkludere en instrumental version af ‘Genesis’ fra førnævnte ‘Necro Sapiens’. Så hvis man lige føler for at lege Simon Olsen på værelset derhjemme, så er her muligheden for at slå instrumenterne til fra anlægget, selv brøle igennem og lege forsanger i et dødsmetalband.

‘Justitia’ viser et band, der bestemt ikke står stille. Just hjemvendt fra en Europa-turné er de mere end klar til at stå på Copenhell om knap tre uger. Senest de var på festivalen i 2019, lagde de Refshaleøen ned på Hades-scenen med et brag af en koncert. Med både ‘Necro Sapiens’, en nyligt overstået Europa-turné og nu også EP’en ‘Justitia’ er Baest i den grad i kampform til at indtage den helt store Helviti-scene, som de går på fredag aften kl. 19.45. Prime time for et prime dødsmetalband.