Umådeligt forfinet frådende vrede
BIG|BRAVE er stadig på en mission, hvor målet synes at være at mase så megen tyngde og følelsesfuldhed som muligt ind i hver eneste af deres kompromisløse sange.
the one who bornes a weary load
my hope renders me a fool
the fable of subjugation
a parable of the trusting
the ten of swords
Albumåbneren ‘carvers, farriers and knaves’ føles som et sonisk bombeangreb på ens sjæl. De monstrøse, forvrængede guitarbredsider kombineret med Robin Watties emotive vokal, som beretter om en, for os ukendt, sygdom, der fordærver humøret og hakker og skærer i ens sjæl, er næsten mere, end et gennemsnitligt nervesystem kan bære. Som altid med BIG|BRAVE, bør man være beredt på at blive overvældet. Sangeren har udtalt, at ‘Nature Morte’ handler om traumer og undertrykkelsen af alle former for femininitet, og det er nærliggende at tolke den ukendte sygdom som værende patriarkatet.
Det canadiske band har en forbilledlig sans for voldsomhed i både udtryk og soniske teksturer, og samspillet mellem de to guitarister, Robbin Wattie og Mathieu Ball, og trommeslager Tasy Hudson er fænomenalt. Det er primalt, dundrende dyb og pludseligt dødbringende musik, der fortjener, at man spidser ører og lægger mærke til små skift i intonation, guitarforvrængningens materialitet, til de fint doserede pauser og til de smukke og voldsomme lyriske beretninger. Lyt for eksempel til den ordløse ‘my hope renders me a fool’, som ulmer af overdrive og tilbageholdt eksplosionsfare, og hvordan den elegant bevæger sig over i ‘the fable of subjugation’.
Hymens kvælende lænker
“i am a man who loves you purely / i am a man who needs you truly”, synger Robin Wattie fra en mands perspektiv, men kærligheden er en gabestok: “because your beauty is so hard to hold / your force… so lawless and rash / allow me to prevail over all your lure”. Mandens herredømme og ægteskabet som institution som et bolværk mod kvindens utæmmede natur og, ikke mindst, de følelser, kvinden kan vække i manden, er en enormt ækel fortælling, som gennemsyrer stort set alle samfund, også vores eget her i Danmark. Det er, blandt andet, den form for undertrykkelse, Wattie synger om, når manden i sangen bedyrer, at han elsker kvinden højere end nogen anden, og at han derfor er nødt til at besidde hende. Her finder man kilden til den frådende og forståelige vrede, der gennemsyrer BIG|BRAVEs musik, og som de formidler så effektivt og elegant. Paradoksalt og vitalt er det, at den måske voldsomste sang, rent lyrisk, på ‘nature morte’ er den ellers stille, ildevarslende albumlukker ‘the ten of swords’, som synes at beskrive et ubehageligt overgreb, og, endnu mere nedslående, at overgrebet ikke er det første eller værste, sangens hovedperson har oplevet. Blandt tarotkortene er nummer ti af sværdene forbundet med smertefulde afslutninger, dybe sår og tillidssvigt, men også med heling og regeneration.
Montreal-trioens musik er så kompromisløs og deres udtryk så fokuseret, at det er en stor fornøjelse at høre deres krævende og givende kompositioner, men bagsiden af medaljen er måske lidt, at de har haft så stor succes med at forædle deres sound, at det er svært at se en frugtbar vej videre for dem. På en måde har de med stort held fået malet sig ind i et æstetisk hjørne. Et hjørne, der stadig føles som et godt sted at være, men måske ikke er uendeligt langtidsholdbart. Derfor var gruppens tilbagevenden til folk-rødderne på forrige års samarbejdsalbum med The Body så interessant. Det var to bands, der søgte langt ud over deres aktuelle og stærkt raffinerede udtryks grænser, og den her plade lyder som et band, der i meget høj grad koger sit udtryk ind til en enormt kraftig fond. Her og nu er det dog ikke noget, der skader ‘nature morte’. Det er en meget velsmagende fond.