Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

HDDT'14: Lørdag

Populær
Updated
HDDT'14: Lørdag
HDDT'14: Lørdag
HDDT'14: Lørdag
HDDT'14: Lørdag
HDDT'14: Lørdag
HDDT'14: Lørdag
HDDT'14: Lørdag
HDDT'14: Lørdag

Lørdagens Heavy Days in Doom Town var præget af sludge og funeral doom og en snak om brevkassen i gamle numre af Metalized.

Kunstner
Titel
Heavy Days in Doom Town III
Spillested
Dato
03-05-2014
Genre
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter

Devilutions udsendte ankom tømmermandsramt. Jeg havde ellers fået en sms med en portvinsinvitation kl. 10.30 om formiddagen fra min ven Hans B., der også var på festivalen. Jeg var heldigvis snedig nok til at takke pænt nej, og var således i stand til at få et par minutter af et skramlende Demon Head med. Det blev dog opgivet at se mere pga. en lidt for overfyldt Dødsmaskine, så de fanges til Metal Magic senere på året. Der var generelt pladsproblemer derinde, når der var koncert, men festivalen var også velbesøgt i sin helhed.

Derefter var det tid til Isole, hvis helteagtive epic doom med tre sange var en herlig start på dagen. Dopelord  havde et bandnavn, der lugtede for langt væk af Electric Wizard-rip off. Der er en fin streg i sandet mellem cool, kæk og catchy pastiche og træls kopimageri, og den var, besluttede jeg, blevet overtrådt allerede ved navngivningen af bandet. Jeg bryster mig ellers af at være tolerant (og høj og flot og velklædt og muskuløs). Trangen til at forcere den varme Dødsmaskines menneskehav var ikke udtalt hos mig. Trangen til The Bodys ellers ganske interessante stilclash var akkurat til stede, men vokalens evige skrig var alt, alt for enerverende, til at jeg orkede. Mere heltevokal, tak!

Så hellere sidde i gården og high five og drikke øl, så man kan holde sin usle eksistens ud. Så var der også tid til at snakke om Abysmal Griefs storslåede præstation dagen før. Det er vigtigt at snakke om de storslåede præstationer. Det giver tro på livet, når man har det skidt efter for megen øl og rock. Deadbangers-Ole kan berette, at Abysmal Grief havde været voldsomt skæve til koncerten dagen før. Jeg spekulerer på, om det simpelthen kan være Peter Belli-tobakken, der resulterede i forsangerens ofte forekommende gyserfilmslatter, som der var mere af end i de fleste gyserfilm.

Metalized-ized

Til gengæld måtte jeg overvinde min Dødsmaskinenfobi, da Witchsorrow skulle spille derinde. Mellem koncerterne var der sådan set også dejligt lunt. Her kom Deadbangers-Ole og jeg på den fremragende idé at lave to fanzines omhandlende Metalized i gamle dage. Det ene skulle omhandle gamle ”Guestalized”-skribenter, og hvad der mon blev af dem; det andet skulle handle om folk, der skrev ind til brevkassen i bladet. Hvad blev der af black metal-skribenten Stephan Larsen? Hvad blev der af Bjarke, der stod i butikken? Hvad blev der af Bolt Thrower-Thor, der debatterede dødsstraf med Mika Botfeldt over flere numre i brevkassen? Og hvad med ”Misantropen fra Vojens” og hans band Azagthoth? Fik dem, der over flere numre skrev ind efter pennevenner, nogensinde en penneven? Var ”The Metal Queen” i familie med Blazing Eternitys forsanger? Det er frygteligt ikke at kende svaret på den slags eksistentielle spørgsmål, og nogen bør lave den type opsøgende journalistik, så vi alle kan sove roligere om natten.

Derefter blev der snakket om gamle dage, og en anden makker fortalte om dengang, han som 12-årig var taget fra Bornholm til København for at se Mercyful Fate og havde stjålet penge fra sin farmor til billetten, hvor han endte med at stå i en stor gruppe af Bullshit-rockere, der havde meget plads omkring sig. Det havde resulteret i en årelang stuearrest, men der var jo heller ikke så mange metalkoncerter på Bornholm i 1980’erne.

Vrangvillige indrømmelser

Devilution-fotograf, -diktator og –slavepisker Dinesen havde talt varmt om Graves at Sea, der ærligt talt ikke imponerede mig sidste år. Man skal aldrig lytte til fotografens gode råd, men efter Witchsorrows herlige koncert var jeg i opløftet stemning. Andre havde åbenbart også lyttet til fotografens usammenhængende rablerier, for salen var stoppet, og jeg måtte søge tilflugt på balkonen. Derfra var det tydeligt, at Graves at Sea var populære – de nåede langt ud over de forreste rækker med deres blackened sludge, og folk så ud til at være godt oppe at køre. De spillede bl.a. et forholdsvis uigenkendeligt cover af Black Sabbaths ’Lord of This World’, men jeg må indrømme, at den blackprægede vokal stadig generer mig lidt. Modvilligt må jeg dog erkende, at bandet er gode inden for deres genre – det var fandeme bøllet og ondt i sulet. Og bandet gjorde oven i købet en sympatisk figur på scenen, hvor de – så vidt jeg husker – var yderst generøse med øl til deres tørstige halse. Jeg ved ikke, hvad det er, men jeg bliver sgu så glad, når jeg ser bands drikke øl.

Nu var Dødsmaskinen helt udelukket for mig, så var øltørst og dårlige ordspilsjokes i gården ærligt talt vigtigere. Man må jo have prioriteterne i orden, og det er farligt at blive dehydreret. De amerikanske sydstatssludgere Sourvein blev dog beset. Deres optræden på Roadburn havde ikke fået mange pæne ord med på vejen fra dem, der så bandet der, men denne lørdag virkede de potente og tilpas smadrede. Igen en fremragende lyd. Frontmand og eneste tilbageværende originale medlem T-Roy var en tørstig og ret underholdende herre.

De danske retrorockere fra Doublestone spillede i Dødsmaskinen, og Dødsmaskinen virkede uoverkommelig. Det med at se alle bands, når man er på festival, er også noget, jeg er vokset fra, i takt med at jeg har fået råd til øl. Så det var tilbage til øl og dårlige vittigheder, hvor portvinsinvitator Hans B. var ankommet; synet af ham fik mig til at takke min skaber for mit klarsyn tidligere på dagen.

Bedemandsklædt ennui

Så var det endelig blevet tid til finske Skepticism, der var et af festivalens hovednavne, som er højt respekterede for deres funeral doom, som på plade er af høj kvalitet og blandt andet gør sig bemærket ved ikke at bruge bas, mens man i stedet har givet keyboards en bærende rolle i det slæbende og depressive musikalske univers.

Jeg kan godt lide festivalens konsekvente politik med at placere funeral doom lørdag aften. Første år var det Worship, sidste år var det Mournful Congregation, og i år var det så Skepticisms tur. Man skal sgu ikke have det for sjovt på en lørdag! Men funeral doom er en lidt farlig genre så sent på aftenen. Sidste år var det fremragende, men i år virker folk lidt mere medtagne, og det er sværere at koncentrere sig om musikken. Jeg ved ikke, om Skepticism også havde været ude at fulde sig, men de bedemandsklædte finner havde i hvert fald nogle usædvanligt klodsede temposkift, der ødelagde indlevelsen, og koncerten blev lidt af en skuffelse. Hjem at sove den ud og tænke på Isole.

Læs desuden anmeldelser af dagens koncerter med:
THE BODY
DOPELORD
ISOLE
SKEPTICISM

og
WITCHSORROW