En interdimensionel lydrejse
Blood Incantation giver fuckfingeren til genrekonventionerne og serverer et innovativt opkog af alle ingredienserne i deres værktøjskasse på et værk langt ud over metallens vante dimensioner.
2. The Message (23:21)
“Noget, man må beundre Blood Incantation for, er, at de ikke følger genren som en skabelon med bestemte bokse, der skal sættes flueben ved.”
Således lød en del af konklusionen, da min kollega i 2019 satte ‘Hidden History of the Human Race’ under luppen – og beundringen lever videre her i 2024. Siden dengang har Denver-kvartetten bl.a. været en kilde til forundring, da de udsendte den instrumentalt ambiente ‘Timewave Zero’-EP i 2022, som en hyldest til deres tyske 70’er-inspirationer såsom Klaus Schulze og Tangerine Dream. En lækkert cinematisk orkestrering af synth- og sequencer-bårne lydbilleder, der ikke desto mindre blændede ved dens komplette fravær af metalliske ingredienser.
På samme vis var sidste års singleudspil ‘Luminescent Bridge’ også en ni minutter lang, luftigt drømmende detour fra, hvad mange nok havde håbet på, var i vente – så har man metallens briller på, er ‘Absolute Elsewhere’ absolut længe ventet.
Når det er sagt, så er de mellemliggende udgivelser på ingen måde glemte. ‘Absolute Elsewhere’ er nemlig lidt af et personligt drømmeprojekt for Blood Incantation, indspillet i Hansa Studios i Berlin, hvor kunstnere som Eloy og Tangerine Dream netop optog flere af deres mest hyldede værker – og et nuværende medlem af Tangerine Dream-folden skal da også vise sig at spille en rolle under tilblivelsen af pladen her.
Måtte man i øvrigt undre sig over titlen er det en musikalsk reference til et synthbåret one-off projekt fra midten af 70’erne, som de fleste nok forbinder med trommeslager Bill Bruford, men som udgav en enkeltstående plade i 1975, der spillede videre på forfatter Erich von Dänikens teorier om ikke-jordiske tilskyndelser til menneskehedens evolution – og på den måde befinder vi os umiskendeligt inden for Blood Incantations vante interessesfære.
Har du ikke allerede bemærket det, så består pladen udelukkende af to numre, begge på over 20 minutter. Ideelle vilkår for vinylentusiasterne derude, men også noget af en mundfuld, da "singlen" ‘The Stargate’, der åbner pladen, kom ud for en uge siden. Efter indledningsvist let boblende synths og store rundgange slår den prompte over i den velkendt huggende dødsmetal, råt og råddent, lige som vi kender det.
Der skal dog ikke gå mere end et par minutter, før gaspedalen trækkes, og vi glider over i en lækker omgang tungt pulserende dub med Eloy’ske lydflader – en inspiration, de bærer åbenlyst uden på tøjet. Et lækkert, personligt take på spacerockens elektroniske dimensioner, der flyder derudad de næste tre minutter i vekslende key- og guitar-leads, før vi abrupt igen er tilbage i dødsmetallisk territorie.
‘The Stargate’ er en kompromisløs åbner, helt uden noget at hægte sig til. Pludselig er vi i Tangerine Dream-zonen, hvor Thorsten Quaeschning, et af de aktuelle TD-medlemmer, tilføjer de for dem så velkendte synth-lydbilleder i en længere intermezzo, før en akustisk guitar med lækre harmonier danner bro videre til næste sektion i et bjergtagende crescendo af skærende distortion og et gedigent torpedoridt fra trommeslager Isaac Faulk. I sangens sidste tredjedel vender vi således stærkt tilbage til den råddent rallende dødsmetal, de selv perfektionerede fra første gang, vi hørte dem på 2016's ‘Starspawn’.
Skulle ‘The Stargate’ føles som lidt af en mundfuld, så vær klar til at tage den et skridt videre på ‘The Message’. En virkelig mindbender af en B-side, der lægger ud i eksperimentielt prog-land med underliggende, metalliske toner, før endnu et hæst brøl fører os over i deres brutale leje, hvor især Isaac Faulks intense trommer og det eminente riffarbejde fra d’herrer Paul Riedl og Morris Kolontorsky holder drivet oppe.
En intens sektion, der nærmest ud af det blå trækker pulsen ned i overgangen til endnu et Eloy-luftigt mellemstykke, pudsigt nok tilmed med samme germaniserede engelsk-accent. Om det er her, at Malte Gericke (sanger i det tyske dødsmetal-band Sijjn) bidrager med vokal, står uklart, omend det kunne forklare noget – men som stor Eloy-fan smager inkorporeringen af sekvenser som dette ægte og naturlig i denne ellers mildest talt overvældende cocktail af musikalske indspark … og så gør det egentlig mindre, at inspirationen er så totalt åbenlys.
Utroligt nok lykkes det dem nærmest helt ubemærket at glide flydende videre, lige fra den luftige 70’er-prog og over i teknisk riffing og stormende dobbeltpedaler. Små detaljer som fx et millisekunds stilhed, før lydmuren atter brages igennem, bruges virkelig effektivt, og derfra falder vi så abrupt tilbage i en psychet drømmerejse med korsang, tablas og brede lydflader, indtil ‘The Message’ gradvist bevæger sig mod sin ende i vekslende udbrud af frivolske trommer, lækre leads, symfoniske lag og bredsider af alt det andet, Blood Incantation har budt os indtil da.
På mange måder føles ‘Absolute Elsewhere’ faktisk mere som et prog-album, der tilfældigvis flirter med metallens verden, end et decideret prog metal-album med alle de konventioner, den genre indbefatter. Guitarist/sanger Paul Ridel beskriver selv pladen som “... the soundtrack to a Herzog-style sci-fi epic about the history of/battle for human consciousness itself, via a 70s prog-album played by a 90s death metal-band from the future”, og det er i virkeligheden ikke fjernt fra den oplevelse, jeg sidder tilbage med efter at have fået den godt ind under huden.
Samtidig er det også en af de plader, der smider et væld af kunstneriske twists i nakken på dig, hvor du bare må tage, hvad der kommer og lade dig rive med som en del af rejsen. Er det din ting, så vil du sikkert være lige så begejstret som undertegnede – men foretrækker du din metal mere rendyrket, som fx. ‘Starspawn’ fremstår til sammenligning, og/eller foretrækker du opbygningerne lidt mere homogene og flydende, så skal du nok indstille dig på at blive behændigt udfordret.
Hvor meget jeg end køber mig ind på lydrejsen, så kunne jeg dog godt lidt savne et musikalsk payoff her og der. Nogle opsamlende, afrundende, temabårne eller på anden vis opløftende momenter, der forløser numrene og binder den kompromisløse non-stop videreudvikling af riffs og opbygninger sammen – omend de så til gengæld har fundet deres helt egen måde at løse den problemstilling på flere gange undervejs i form af de radikale detours over i 70’ernes luftige drømmelag.
Før du dog lytter til ‘Absolute Elsewhere’, så prøv først at give alle de foregående udgivelser et genhør. På den måde skulle videreudviklingen gerne blive mere logisk/spiselig fra start, så du bliver smidt lidt mindre overbord af alle deres eksperimentielle curveballs, for ‘Absolute Elsewhere’ er vitterligt et værk ud over det sædvanlige – men tro mig, den vinder med tiden.