Ambientmusikkens diskrete charme
"Alt i alt ville jeg hellere høre ‘Timewave Zero’. Det er muligvis en lidt hård dom over Blood Incantations seneste udgivelse, men der er en grund til den.
Flight
Dawn
Rain
Den forståeligt feterede avant-, dødsmetal- og krautede ambient-gruppe slipper det synthbårne score til dokumentaren om gruppen selv, ’All Gates Open (Original Motion Picture Soundtrack)’. Filmen har ligget opdelt i kapitler på YouTube, men den udkommer altså nu på BluRay. Derfor får vi så også soundtracket til den i øvrigt stærkt anbefalelsesværdige film som selvstændig udgivelse på vinyl og streaming.
Og her støder vi på et problem, som alle score- eller soundtrack-udgivelser har til fælles; Musik, der er skabt til at akkompagnere billeder uden at tage fokus for meget væk fra dem, står typisk svagere uden de billeder.
Det forbehold gælder også ’All Gates Open (Original Motion Picture Soundtrack)’, som klinger ganske vidunderligt, men som også har svært ved at fæstne sig i bevidstheden som andet og mere end lydtapet. Forstå mig ret. Musikken er sådan set af høj kvalitet, men selve musikkens formål gør, at man lytter til den med andre ører.
Hvor ’Absolute Elsewhere’, hvis tilblivelse filmen handler om, er en krævende og givende metal-tour de force, og ’Timewave Zero’ er en ambientplade, der balancerer på en knivsæg mellem uro og salig fryd, så er ’All Gates Open (Original Motion Picture Soundtrack)’, som stilistisk minder om sidstnævnte plade, en mere artig sag.
’Balance’ lyder således som noget, der sagtens kunne have optrådt på en yoga-plade i 1978, mens ’Dawn’ lader solen stå op over psykedeliske noodlings og flimrende orgel. De analoge synthesizere i Hansa Studios har også fået en del motion på ’Flight’, hvis centrale tema bærer på en tragisk skønhed, der udgør et af de øjeblikke, hvor musikken mere direkte rækker ud efter mig. Hele pladen er samlet set en god oplevelse, hvis man kan lide ambient af den gamle skole med varmt klingende, analoge synthesizere og en smule krautet rytmik, det sidste mest tydeligt på ’Rain’. Vi befinder os altså tættere på Eno end på Murcof, hvis man kan opstille et sådant lineært ambientspektrum fra analog lækkerhed til ansigtsløs rædsel i mørket.
’All Gates Open (Original Motion Picture Soundtrack)’ lyder fantastisk dejligt, og de enkelte numre adskiller sig også nok fra hinanden til, at der er tale om en form for kompositorisk særpræg, men alligevel er pladen ikke en lige så stærk oplevelse, som ’Timewave Zero’ er det. Og det skyldes givetvis, at musikken ganske enkelt vil noget andet end at være en selvstændig lytteoplevelse.
Anbefalingen herfra må være at kaste sin opmærksomhed på at opleve musikken i filmens kontekst, sådan som den er tiltænkt, og hvor den fungerer fremragende.